Torsted: Det er ikke længere Torsted Stadion, der lægger græs til fodboldkampe med de rød- og sortstribede fra Hatting-Torsteds fodboldafdeling. Klubben har indgået en sponsoraftale med Nybolig Horsens, og det har kastet et nyt stadionnavn af sig.
Torsted Stadion hedder nu Nybolig Arena, oplyser Jens Jensen, ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Horsens, i en pressemeddelelse.
- Vi har i Nybolig Horsens valgt at støtte Hatting-Torsted Fodbold for at vise vores støtte til en velfungerende klub med en stærk klubånd, som vi med sponsoratet kan være med til at videreudvikle, lyder det fra ejendomsmægleren.
Spiller og tidligere formand
En væsentlig årsag til, at sponsoraftalen er kommet i hus, er, at Jens Jensen selv er mangeårig spiller i klubben og tidligere har været ungdomstræner og klubformand.
- Jeg har et stort fodboldhjerte og et stærkt tilhørsforhold til klubben. Jeg har spillet her siden 1987, og jeg spiller stadig på veteranholdet, superoldboys og serie 6-holdet, siger han.
En bydel i udvikling
Derudover er boligudviklingen i Torsted medvirkende til, at Jens Jensen gerne vil lægge penge i det lokale foreningsliv og blive promoveret derigennem.
Jens Jensen, ejendomsmægler og indehaver af Nybolig HorsensTorsted er en bydel i Horsens, som udvikler sig ekstremt meget. Der bygges meget herude for tiden, hvilket giver området et enormt potentiale for os.
- Torsted er en bydel i Horsens, som udvikler sig ekstremt meget. Der bygges meget herude for tiden, hvilket giver området et enormt potentiale for os. Derfor ønsker vi at understøtte lokalsamfundet, hvor vi kan, siger Jens Jensen.
Nybolig Horsens har tidligere givet Horsens Kommune et økonomisk bidrag til etableringen af kunstgræsbanen i Torsted, der også hedder Nybolig Kunstarena.