Annonce
Danmark

Topchefer skal hjælpe regeringen med at tjene penge på grøn omstilling

Jens Bjørn Andersen fra transportvirksomheden DSV Panapina er en af de topchef, der skal hjælpe regeringen med at nå sit klimamål. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix.
Når regeringen sætter topchefer ind som formænd i 13 klimapartnerskaber, er det for at sikre, at den grønne omstilling ikke bare løser klimaudfordringen, men også øger velstanden i Danmark.

Klima: Ingen ved, hvordan Danmark skal nå frem til at udlede 70 procent mindre CO2 om 10 år, som regeringen har bundet sig til. Ikke engang regeringen selv. Men for at finde en vej mod målet, indgår den nu 13 såkaldte klimapartnerskaber, hvor de rigtige tunge kanoner i dansk erhvervsliv kommer ind som formænd. Her skal de udpege andre, som skal indgå i partnerskaberne og tilrettelægge arbejdet for, hvordan vi i fremtiden udleder væsentligt mindre CO2 for eksempel fødevarebranchen, IT-sektoren, industrien og transporten.

Aalborg Portlands direktør Michael Lundborg Poulsen skal lede arbejdet på industriområdet, SAS' direktør Simon Pauck Hansen på luftfart, KMD-topchef Eva Berneke på IT for eksempel. Og avisen Danmark kan nu fortælle, at på transportområdet bliver det Jens Bjørn Andersen, direktør i DSV Panalpina - en virksomhed, der i 1976 startede som 10 vognmænd, der slog sig sammen. I dag er DSV et af de allerstørste transportfirmaer på globalt plan med distributionsnetværker i hele verden. Stadig med hovedkvarter i Hedehusene på Sjælland. Den samlede liste over formænd i de 13 klimapartnerskaber vil statsminister Mette Frederiksen (S) præsentere onsdag.

Jens Bjørn Andersen er blevet udpeget af transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Hvorfor griber I til at involvere topchefer til at hjælpe jer med at nå jeres klimamål?

- For at nå vores mål skal vi ikke bare gøre det, vi allerede kender til nu og er igang med. Her har vi brug for hjælp fra erhvervslivet. Samtidig skal vi sikre, at de grønne løsninger, vi finder frem til, vil være nogle, vi kan leve af. Og så er det helt naturligt at indgå partnerskaber med erhvervslivet, siger Benny Engelbrecht til avisen Danmark.

Annonce

Klimamålet

Om 10 år, i 2030, skal Danmark udlede 70 procent færre drivhusgasser i forhold til 1990. Det har den nuværende regering bundet sig til i det såkaldte forståelsespapir, som blev indgået sammen med SF, Enhedslisten og Radikale. Senere har Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance tilsluttet sig målet.

Siden 1990 er Danmarks samlede udledningerne allerede faldet med cirka 20 procent - primært på grund af mere effektivt energiforbrug og øget brug af vind- og solenergi.

Politikerne halter efter

Topcheferne skal være med til at holde den socialdemokratiske regering fast på, at vejen mod et bedre klima i fremtiden også skal levere vækst og arbejdspladser, fortæller Benny Engelbrecht.

- Erhvervslivet ser jo også en fordel i at være på forkant med udviklingen. Man kan meget vel forestille sig, at de løsninger, vi finder frem til, vil kunne udbredes globalt, hvilket vil give danske virksomheder konkurrencefordele, så de kan levere løsningerne ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden. Sådan noget som electrofuels (flydende brændstof udviklet ved hjælp af strøm, som man især sætter sin lid til i flyindustrien, red.) kan meget nemt blive et grønt eventyr i Danmark på et endnu højere niveau end vindmøller, siger Benny Engelbrecht.

- En anden vinkel kunne være, at I ved at trække de store spillere i erhvervslivet tæt ind til jer, giver dem et hold kæft-bolsje, så de ikke kommer til at gå forrest med kritik af, at regeringen i klimaets navn kommer til at gøre det dyrere at drive virksomhed og være dansker?

- Jo, men tag ikke fejl af de klare meldinger fra industrien om, at det ikke er den, der mangler store ambitioner på klimaområdet. Det har snarere været det politiske niveau, der har haltet efter. Erhvervslivets vilje til at være med her er meget, meget bredt funderet. De ved jo også godt, at dem, der går forrest, er dem, der kommer til at høste gevinsten.

Frygt for gule veste

- Nu sidder du med transportområdet og godstransporten. For nogle er en helt indlysende løsning her, at vi skruer ned og flytter færre varer over lange afstande. Hvordan får man gjort det til en del af diskussionen, når formanden i partnerskabet lever af at transportere flere og flere varer?

- Pointen er, at vi skal transportere grønt. Hvis man forestiller sig, at man slet ikke skal vareudveksle, så ...

- Der er der vist ingen, der forestiller sig, men nogle forestiller sig måske, at vi skruer en lille smule ned?

- Vi kan vareudveksle smartere, udnytte kapaciteten i lastbilerne bedre. Det er vi ekstremt dygtige til i Danmark, men vi kan blive endnu bedre. Vi kan godt sende færre pakker til hinanden og lade være med købe helt så meget, men den kloge løsning er at finde ud af, hvordan vi gør det uden at udlede CO2, så vi stadig har gode indtægter til vores industri og detailhandel, så vi har noget at leve af.

- Hvorfor er det ikke en klog løsning at skrue ned for forbruget?

- Hvis vi skruer ned, vil dem der har de færreste ressourcer betale den højeste pris. Bliver der færre jobs inden for produktion, er det ikke dem med de bedste muligheder, der mister arbejdet. Det vil skabe sociale ubalancer, som vi ikke ønsker. Vi skal ikke opleve gule veste i gaderne som i Frankrig, fordi vi gør noget godt for klimaet. Vi skal kunne opretholde høj velfærd, og det gør vi ved, at vi også sikre arbejdspladser.

Sådan kan den tunge transport udlede mindre CO2

1. Der er noget af hente på logistik: Altså at de konkurrerende godstransportvirksomheder i højere grad deler viden om deres leveringer, så kapaciteten i lastbiler kan blive udnyttet bedre, så der bliver brug for færre transporter.

2. Lastbilchauffører kan uddannes til at køre på en måde, der sparer på brændstoffet. Og arbejdsgiverne kan øge incitamentet ved at belønne og sætte bedre pris på chauffører, der bruger mindre brændstof, fremfor chauffører der sparer tid på transporterne.

3. Knap så hurtig levering. Ved at sænke forbrugernes forventning til at få leveret varer meget hurtigt, kan man forbedre logistikken og fylde lastbilerne mere effektivt.

4. Man kan flytte branchen over på andre energiformer end diesel. Biodiesel og biogas i en overgangsperiode, men på langt sigt er løsningen i højere grad lastbiler og varebiler, der kører på el. Der mangler udvikling på især de tunge lastbiler. Det såkaldte electrofuel er også en løsning - flydende brændstof, der bliver fremstillet ved hjælp af strøm. Det vil også være en måde at lagre den strøm fra f.eks. vind, som i dag ikke bliver udnyttet. Her mangler dog i høj grad forskning og udvikling, hvis det skal kunne fungere i stor skala.

5. Afgifter. Man kan indføre afgifter på diesellastbiler og øge afgifterne på dieselbrændstof for at øge incitamentet til at skifte til mere klimavenlig transport.

6. Nedbring mængden af gods. Forbrug mindre. Køb mere lokalt. Producer produkter, som holder i længere tid, så de ikke skal udskiftes så ofte.

Kilde: Den grønne tænketank Concito

Transportminister Benny Engelbrecht lægger vægt på, at de topchefer regeringen sætter ind i spidsen for 13 klimapartnerskaber skal være med til at sikre, at grønne omstillingen kommer til at betyde vækst og flere arbejdspladser. Arkivfoto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce