Annonce
Erhverv

Tomme lokaler får nyt liv: Kendt tv-kok åbner stor pizzarestaurant i Horsens

I 65 år var der isenkræmmer i hjørneejendommen på Hestedamsgade. Nu ombygges ejendommen til restaurant, og omkring maj åbner gourmet-pizzeriaet Gorms, som bl.a. den kendte tv-kok Gorm Wisweh står bag. Foto: Søren E. Alwan

Håndværkere har travlt i Hestedamsgade i hjørneejendommen, hvor Inspiration lukkede i 2016. Den tidligere isenkræmmerbutik ombygges til gourmetpizzeria i to etager.

Horsens: I 65 år var der isenkræmmerforretning, og i godt to år har lokalerne stået tomme. Men nu sker der igen noget i hjørneejendommen på Hestedamsgade 13-17.

Foreløbig er det håndværkere, der er rykket ind. De omdanner den historiske butiksejendom til restaurant i to etager - her skal være gourmetpizzeria.

Det er pizzakæden Gorms, som tv-kokken Gorm Wisweh står bag i samarbejde med en håndfuld partnere, der nu også åbner i Horsens.

- Vi kan nu bekræfte, at vi kommer til Horsens, og at vi rykker ind på den adresse, siger Anders Kjørup, adm. direktør i Gorms.

Det er omtrent et år siden, at Gorms-direktøren afslørede for Horsens Folkeblad, at kæden var varm på Horsens og klar til at åbne i byen, så snart det rette lokale var fundet.

Annonce

To etager og gårdhave

Dét fandt kæden i Hestedamsgade, men der går dog lidt endnu, inden Gorms er klar til at tænde op i ovnene og åbne dørene i Horsens.

- Vi forventer at åbne omkring maj 2019, siger Anders Kjørup.

- I samarbejde med udlejeren er vi i færd med at totalrenovere ejendommen helt fra bunden. Vi lader historien sidde i murene, men alt indvendigt bliver bygget op helt til vores behov, forklarer Anders Kjørup.

Restauranten indrettes i to etager med ca. 150 pladser til spisende gæster, samt med orangeri og gårdhave, afslører direktøren.

Gorms i Horsens bliver en af de største pizzarestauranter i kæden, tilføjer han.

En særlig Horsens-pizza

Gorms åbnede det første pizzeria i indre København i 2008.

Siden er det blevet til yderlig syv i hovedstadsområdet, én i Odense, én i Aarhus, én i Kolding og sågar to i Japan.

Til februar åbnes også i Viborg, og flere jyske byer er i kikkerten til ekspansion, bl.a. Vejle, har direktøren tidligere afsløret for Horsens Folkeblad.

Kæden har succes med at kombinere det moderne nordiske køkken med italienske pizzatraditioner - og desuden er der tradition for at lave lokal signatur-pizza i de byer, Gorms indtager.

- Horsens har umiddelbart masser af spændende ting at tage fat i, og jeg glæder mig til at gå i dybden med udviklingen af pizzaen, udtaler Gorm Wisweh i en pressemeddelelse til Horsens Folkeblad.

- Det kunne være sjovt at lave en pizza, der har tilknytning til Fængslet. Om den så skal være inspireret af fangernes mad eller noget helt andet, det må tiden vise. Så vidt jeg husker, blev den "Gule Fare" også kaldt for salamidrengene på et tidspunkt, så der er masser af sjove og skæve vinkler i forhold til at lave en Horsens-pizza, uddyber han.

Hygge, historik og sjæl

Horsens historie, udvikling og et stærkt fællesskab med kærlighed til byen har ifølge adm. direktør Anders Kjørup været medvirkende til, at Horsens stod højt på kædens ønskeliste som hjemsted for en kommende restaurant.

- Det går utrolig godt i spænd med vores værdier, og det er den slags byer, vi leder efter, siger han.

Når det er sagt, er rette lokaler i høj grad også afgørende for kæden, understreger direktøren.

- Beliggenheden skal være central, og størrelsen skal passe til vores koncept, men det er også vigtigt for os, at vi kan indrette det hyggeligt. Det kan være svært i beton- og nybyggeri. Vi foretrækker lokaler med historik og sjæl, og det må vi sige, at vi fandt i Hestedamsgade, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Annonce