Horsens: En togpassager eller tre fik sig lidt af et chok, da de torsdag formiddag klokken 9.59 havde retning mod banegården i Horsens.
På dette tidspunkt havde en 26-årig mand fra Silkeborg nemlig indladt sig i en diskussion med en togkontrollør, og da diskussionen øjensynligt ikke gik i den retning, den 26-årige mand ønskede, besluttede han sig for at trække i nødbremsen, så toget blev bragt til øjeblikkelig standsning.
Ifølge Sydøstjyllands Politi var toget ikke i høj fart, og ingen kom til skade ved den pludselige opbremsning, men den 26-årige mand slap ikke af den grund for en sigtelse for overtrædelse af jernbaneloven.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.