Annonce
Østjylland

Togkaos: Togene ruller så småt igen, men med store forsinkelser

Frustrerede rejsende forsøger at hente hjælp, men der er i udgangspunktet ingen DSB-tog der kører onsdag eftermiddag. Foto: Henrik Lund

Onsdag eftermiddag holdt alle DSB-tog stille i Aarhus fordi, lokomotivførerne havde nedlagt arbejdet. DSB oplyser, at man klokken 18 så småt begynder at køre igen. Men med store forsinkelser resten af aftenen.

AARHUS: Onsdag eftermiddag var præget af kaos på Aarhus Hovedbanegård. Lokomotivførerne havde nedlagt arbejdet, og alle DSB-tog holdt derfor stille.

Seneste melding fra DSB lyder på, at togene fra klokken 18 så småt begynder at køre igen. Men det er markant færre tog, og der vil resten af aftenen køres med store forsinkelser. Der kører ingen lyntog resten af døgnet.

- Vi opfordrer folk til at tjekke vores hjemmeside eller Rejseplanen, siger informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.

Togdriften på Jylland og Fyn stod onsdag helt stille på grund af lokomotivførernes arbejdsnedlæggelse.

Informationstavlerne er kun vejledende. Der kører ingen DSB-tog. Foto: Henrik Lund

Ingen togbusser

Meldingen fra DSB var også, at man ikke ville indsætte togbusser.

- Vi kan ikke løse opgaven med togbusser, for vi har ikke det antal busser, der skal til, forklarer Tony Bispeskov.

Strandede togpassagerer kan dog søge lidt trøst i, at DSB's rejsetidsgaranti træder i kraft, så man eventuelt kan på refunderet sin billet.

Aflysningerne gælder kun for DSB, mens Arrivas tog mod Viborg og Herning kører efter planen.

Også togene på Aarhus Letbane kører i udgangspunktet efter planen.

Tog og passagerer hober sig op på Aarhus H. Ingen DSB-tog kører, men Arrivas og Aarhus Letbanes tog kører efter planen. Foto: Henrik Lund

Uenighed om arbejdstidsaftale

Tidligere på onsdagen ramte en arbejdsnedlæggelse blandt andet IC- og ICLyn-tog mellem København og Jylland, der i en periode slet ikke kørte.

- Vi undersøger i øjeblikket baggrunden for arbejdsnedlæggelsen og opfordrer vores medlemmer til at normalisere arbejdet straks, skrev Henrik Horup, formand Dansk Jernbaneforbund, i en kommentar tidligere på dagen.

Onsdag i sidste uge var der også en arbejdsnedlæggelse blandt lokomotivførerne. Der var det København, hvor færre tog drev gæk med morgentrafikken.

DSB og fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har de seneste uger forhandlet om en ny arbejdstidsaftale.

Der er blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af arbejdet.

Ifølge Dansk Jernbaneforbund er parterne langt fra hinanden.

Baggrunden for striden er, at DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri og derfor har opsagt de statslige overenskomster.

De ansatte hos DSB skal derfor over på private overenskomster. I den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce