Engesvang: En mand blev dræbt af et Arriva-tog ved Engesvang Station onsdag morgen. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev redningsmandskabet kaldt ud klokken 7.56 onsdag 13. januar, men de kunne ikke redde manden - han var dræbt på stedet.
Der var tale om en 51-årig mand fra lokalområdet, oplyser politiassistent Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi, der tilføjer, at de pårørende nu er underrettet.
Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi var bommene nede, og signalanlægget virkede.
- Af en eller anden årsag gik personen ud foran toget og blev dræbt på stedet. Signalerne virkede, og bommene var nede ifølge et vidne, oplyser vagtchefen.
Toget holdt i en periode stille ved Engesvang, da Havarikommissionen var i gang med undersøgelser. Der blev sat busser ind, oplyser politiet
Sidst på formiddagen blev togdriften igen normaliseret, siger Arrivas kommunikationschef Pia Hammershøy Splittorff.
Hun oplyser, at påkørslen skete omkring 500 meter fra stationen og fandt sted umiddelbart efter, at toget kørte fra Engesvang Station i retning mod Bording.
Arriva er klar med hjælp til togpersonalet:
- Vi har en helt fast procedure, når sådanne tragiske hændelser sker. Personalet bliver tilbudt psykologhjælp, og kolleger tager sig af dem, og de bliver taget ud af vagtplanen, oplyser Pia Hammershøy Splittorff.