Annonce
Sport

Toft efter brors farvel: Kan ikke stå i et hjørne og hænge

Henrik Toft Hansen fik lørdag aften for første gang spilletid ved håndbold-VM. Han nød at komme på banen i Boxen i Herning.

Henrik Toft Hansen satte lørdag aften for første gang ord på sin brors alvorlige lyskeskade.

En bror erstattede en anden, da Danmark vandt 25-22 over Ungarn ved håndbold-VM.

Henrik Toft Hansen kom ind til et kæmpe jubelbrøl fra de 15.001 tilskuere i Boxen i Herning. Det blev dog kun til 17 sekunders spilletid for Henrik Toft.

Tidligere lørdag var Henrik Toft indskiftet i VM-truppen i stedet for René Toft Hansen, som havde pådraget sig en lyskeskade i torsdagens kamp mod Norge og er ude i fire måneder.

Planen var, at de skulle have stået inde på banen og styret forsvaret sammen.

- Vi havde håbet på, at vi begge skulle stå inde på håndboldbanen. René har givet den gas i den første del af turneringen og gjort det helt fantastisk.

- At det ikke kunne fortsætte var utroligt trist. Vi havde håbet at stå side om side inde på banen og give den gas. Nu er René desværre skiftet ud, og det tog et lille døgns tid at komme mig over.

- Jeg er nødt til at komme videre, fordi nu skal jeg ind og løse en opgave. Det duer ikke, at jeg står og hænger ovre i et hjørne. René skal nok komme videre og stærkt tilbage, siger Henrik Toft.

Fredag var Henrik Toft ude af stand til at tale om emnet med pressen.

- Det er noget, der påvirker mig. Men nu kan jeg snakke lidt mere ud om det, i stedet for at jeg ikke selv kan styre, hvordan følelserne løber af med mig. Sådan er det, når der sker noget med et familiemedlem.

Fredag kunne Henrik Toft mærke, at det blev for meget at snakke om så kort efter brorens skade.

- Det var svært for mig at stå til et pressemøde og forholde mig til det 14-16 timer efter. Jeg havde på det tidspunkt fået nogle informationer om, hvordan det stod til.

- Det var noget, der ramte mig rigtigt hårdt, det gør det selvfølgelig stadigvæk. Men nu kan jeg snakke om det, uden at jeg er nødt til at gå væk.

- Det var utroligt hårdt, fordi René har kæmpet hårdt for det her og er en vigtig spiller på holdet. Det er synd for René, at han er ude i en periode nu, fordi han havde også set frem til dette mesterskab, siger han.

Selv om han kun spillede i få sekunder mod Ungarn, så nød Henrik Toft oplevelsen.

- Jeg kan godt huske, at der var et jubelbrøl, da jeg løb ind. Det var selvfølgelig fedt.

- Jeg kunne lige nyde det i et halvt sekund, inden jeg skulle løse en opgave inde på banen og have fokus på det, der skulle ske, siger Henrik Toft.

Stregspilleren fortæller, at han er klar til at spille mere og tage en større rolle i de kommende kampe, efter at han selv er vendt tilbage efter en lyskeskade.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ønskebørn-ejer om nethandel: Jeg er udfordret og bekymret - men som detailhandel bør vi ikke være sure

Nyheder

Ejeren af den genfundne 12 uger gamle hundehvalp Nala: Jeg er så taknemlig og glad for at være i live

Annonce