Annonce
Erhverv

To unge kvinder fik en idé - et lille år efter er det blevet til en blomstrende virksomhed

Kathrine Cosmos og Maria Krogh kendte ikke hinanden, da de mødte hinanden på en facebookgruppe for mødre og iværksættere. Det viste sig, at de boede blot 500 meter fra hinanden, og at de har børn i samme daginstitution. Og endnu mere vigtigt - de har begge en iværksætter i maven. Nu står de bag en virksomhed, der blandet andet sælger buketter, kranse og dekorationer af tørrede blomster. Foto: Marianne Husted
Kathrine Cosmos og Maria Krogh har fundet sammen om webbutikken Cos & Krogh. Den begyndte over en kop kaffe i oktober for et lille år siden. 1. august havde forretningen udviklet sig så meget, at de nu er beskæftiget på fuld tid med at binde tørrede blomster og passe gaveshop. De er netop rykket ind i erhvervslokaler på Vågøvej.

Horsens: Det begyndte med en snak på de sociale medier i en mødregruppe for iværksættere. Maria Krogh, 30 år, og Kathrine Cosmos, 33 år, fandt ud af, at de havde meget til fælles og aftalte at mødes til en kop kaffe.

Ikke alene viste det sig, at de har børn i samme daginstitution, og at de bor 500 meter fra hinanden i Tyrsted. De har også begge en velvoksen iværksætter i maven.

Det var i oktober, de drak den første kop kaffe sammen. Nu er de to kvinder i fuld gang med en virksomhed, der blomstrer i mere end en forstand.

Annonce
Denne vægdekoration har Cos og Krogh leveret til en virksomhed. Efterhånden har de aftaler med en række virksomheder om at leverer tørrede blomster og udskifte dem. Foto: Marianne Husted

Fingrene bevæger sig rapt, og tørrede blomster bliver til buketter og kranse, mens de med stor begejstring fortæller om deres fælles "barn": Cos og Krogh - et "blomstrende univers til dig og din bolig", som mottoet lyder.

At de skulle komme til på fuld tid at drive en virksomhed med tørrede blomster som omdrejningspunkt, havde ingen af dem forestillet sig.

- Min mor blev meget overrasket. Jeg har været en fodboldpige og ikke den, som sad og nørklede med kreative ting, storsmiler Maria Krogh med et perlehårbånd bundet om hestehalen. Smykker er nemlig også noget, de forhandler.

Begyndte i det små

Det begyndte da også med en mindre webshop under barselsorlov og corona-lockdown. I første omgang havde de fokus på både at binde tørrede blomster og sælge børnetøj. Begge havde allerede prøvet kræfter med online-salg. Maria Krogh tilbød blandt andet pakker med babytøj, der passede til årstiden. Kathrine Cosmos var allerede i gang at binde blomster, men var ved at opgive det, fordi hun ikke syntes, hun kunne forene det med sit arbejde.

Kathrine Cosmos, der har arbejdet med salg og marketing, har i flere år interesseret sig for at binde tørrede blomster. Nu er det en heltidsbeskæftigelse for hende og kompagnonen Maria Krogh. Foto: Marianne Husted

- Men Maria sagde til mig, at min forretning var for god til at blive smidt på gulvet, da vi mødtes første gang. Vi sad og snakkede uafbrudt i fire timer.

Allerede om aftenen skrev Maria Krogh til Kathrine Cosmos, at de to bare skulle lave noget sammen.

Det var i oktober 2020, og 7. december 2020 blev deres webshop Cos & Krogh født. "Et blomstrende univers til store og små", som det hed dengang.

Arbejdet med blandt andet at binde blomster foregik i privaten, og det kunne blive til mange buketter på en søndag, fortæller de.

Efterhånden gik virksomheden så godt, at de 1. august kunne rykke ind i et erhvervslejemål på Vågøvej 16, og de kunne begge arbejde fuldtids i firmaet.

Annonce

Det skal være nemt

De har blandet det bedste fra hver sin webbutik. Den bærende idé er, at de skal gøre det nemt for forbrugeren i Cos & Krogh.

Der bliver bestilt mange borddekorationer til fester. En af de store opgaver venter til nytår, når Co & krogh skal levere dekorationerne til et meget stort bryllup på Færøerne. Foto: Marianne Husted

De sælger ikke alene de populære tørrede buketter, dekorationer og kranser. De har blandt andet lanceret ideen om en anderledes gavekurv. Kunderne går selv ind på hjemmesiden og sammensætter, hvad fødselsdagskurven eller værtindegaven skal indeholde. Og så kan der lande alt fra grillhandsker i læder, strømper, pesto og øreringe i den kurv, som Cos & Krogh  laver. Smykker er et andet forretningsområde, de er godt i gang med.

Annonce

Kreative og gå-på-mod

De er begge forsynet med kreative evner og en stor portion gå-på-mod. Kathrine Cosmos har arbejdet med salg og marketing hos Bestseller i en årrække og var senest ansat på kontoret hos et rengøringsfirma. Maria Krogh har beskæftiget sig med bogholderi hos et bilfirma. Det er kompetencer, som i høj grad kommer i spil i deres fælles virksomhed.

De betegner sig selv om utålmodige, der har det bedst, når de er i gang. Ideer til udvikling af deres virksomhed fylder allerede to tykke bøger.

Der hænger og ligger tørrede blomster overalt - klar til at blive bundet. Og de er alle fri for kemi. Foto: Marianne Husted

Kathrine Cosmos har altid været glad for at tegne og været kreativ. Men at hun skulle blive ferm til at binde blomster, vidste hun ikke. Det har hun lært sig selv via YouTube.

- Vi har ikke en egentlig blomsterbinder-uddannelse, men det gør os måske mere frie i vores design, siger hun.

Maria Krogh har den tilgang til tilværelsen, at hun nok skal lære sig det, hun sætter sig for. Sådan gik det, da hun under barselsorlov for første gang i sit liv tog en hæklenål i sine hænder for at lave babyting. Og igen, da hun satte sig for at lære at binde en buket tørrede blomster.

Annonce

Blomster er en succes

Maria og Kathrine nyder virksomheds-fællesskabet på Vågøvej, hvor der er fælles kantine, mødelokale, printer - og ikke mindst god mulighed for at sparre med andre iværksættere.

Cos & Krogh har eget optagetudstyr og studie, da de er flittige brugere af Instagram til markedsføring. Foto: Marianne Husted

Og de kan allerede nu glæde  sig over, at de har nået de del-mål, de har sat sig for 2021.

Kathrine står med en en færdig buket i pastelfarver.

- Sådan en lavede vi 157 af i sidste måned, konstaterer hun.

Cos & Krogh bruger udelukkende blomster uden den kemi, som  var med i de første sendinger, de bestilte fra Holland. Nu får de blomster helt uden kemi leveret fra Italien.

Disse kranse er meget populære i indretningen, og farverne skal helst holdes i pasteller. Foto: Marianne Husted

De benytter PostNord til private kunder, og der bliver dagligt sendt mange pakker af sted. De har efterhånden en række virksomhedsaftaler, hvor de sørger for at skifte blomster med jævne mellemrum. De sender også blomster til tre butikker i Norge og har aftaler med 12 butikker i Danmark.

Annonce

Dekoration til Færøerne

- Nytårsaften skal vi sørge for dekorationer til et stort bryllup med 200 deltagere på Færøerne, fortæller Maria, der fortsætter, at de leverer brudebuketter og bordpynt.

Nytårsaften skal vi sørge for dekorationer til et stort bryllup med 200 deltagere på Færøerne.

Maria Krogh

De bruger primært Instagram som markedsføring, og de vover at bryde med den stilrene linje. Der skal nemlig også være rum for gode grin hos de to livlige kvinder.

Kathrine Cosmos og Maria Krogh er altid i gang. Sådan har de det bedst. Foto: Marianne Husted

- Dem får man mange af her hos os.

I denne måned inviterer de til den første aften med shopping, tips og gode råd. Og disse arrangementer kommer der flere af. De har planer om kurser, f.eks. i at binde adventskranse med tørrede blomster.

Annonce

Bedre balance med familielivet

Som småbørnsmødre har de fokus på at få familie- og arbejdsliv til at hænge godt sammen. De arbejder de ikke mindre, men de arbejder som selvstændige på en anden måde.

- Vi har besluttet, at vores børn skal hentes i ordentlig tid fra daginstitution, siger Maria Krogh.

Hun har pseudo-tvillinger på to og tre år. Kathrine Cosmos har børn på to og seks år.

De har også fået en anden ro på deres morgener i familien. Det betyder ikke noget, hvis det en morgen skulle trække lidt ud.

- Og når vi møder i butikken, kan vi tage en ekstra kop kaffe, hvis det er en af de morgener, hvor det hele har sejlet derhjemme, fortsætter Kathrine Cosmos.

Når aftensmaden er spist, og børnene puttet, sætter de sig igen til computeren for at tage mod bestillinger, ordne regnskab og sørge for markedsføring.

Annonce

Fremtidsdrømme

Forretningen går så godt, at de har kunnet ansætte en skolepige i fritidsjob, og de har også et par mænd til at hjælpe sig på freelancebasis.

Drømmen er at skalere virksomheden op, så de ikke længere selv skal stå ved det store arbejdsbord og binde blomster, og at komme i gang med at udvikle nogle af de mange ideer inden for bolig og blomster, som de har.

De har den grundindstilling, at kronen skal tjenes, før den kan bruges. Indtil videre bliver overskuddet brugt til at investere i deres virksomhed.

For dem bærer det meget af lønnen, at det, de laver, gør dem glade. Og ikke mindst at de får mange glade og rosende hilsner tilbage fra deres kunder.

Og så er det sagen at drive sin egen virksomhed, når man ikke kan sidde stille ret lang tid ad gangen. Og sådan har både Kathrine Cosmos og Maria Krogh det.

Det halter med at få kvinder til at springe ud som iværksættere

  • Der er stadig væsentlig flere mænd end kvinder, der springer ud som iværksættere, viser en analyse fra Ledernes Hovedorganisation.
  •   I 2019 stod kvinder bag godt 4.800 af omkring 18.000 nye virksomheder.
  • Det svarer til 26,8 procent. Det er dog den højeste andel i seks år.
  • Hver tiende kvinde  drømmer om at starte egen virksomhed inden for de kommende år, mens 13 pct. af mændene har tilsvarende drømme.
  • En forklaring lyder, at det kan være svært at forene familie- og iværksætter-tilværelsen.
  • En anden forklaring, at der er brug for at trække de kvindelige rollemodeller frem i rampelyset.
  • Undersøgelsen om kvindelige iværksættere bygger på en særkørsel fra Danmarks Statistiks iværksætterdatabase
Annonce
Erhverv For abonnenter

Borgmester smider bombe i sag om omstridt omfartsvej: Forventer at kunne gå i gang med vejprojekt til december

Danmark

Fredagens coronatal: Næsten 4,5 millioner danskere har fået mindst ét stik med corona-sprøjten

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Drømmescenariet der blev til virkelighed: Kom med ind i Horsens' nye vartegn

Horsens For abonnenter

Så faldt hammeren i sag om dick pics og blufærdighedskrænkelser: 35-årig dømt til anbringelse på ubestemt tid

Horsens

Min eksmand synes, vores børn får for meget junkfood hos mig - kan han bestemme over det?

Hedensted For abonnenter

Simon er snart SOSU-assistent: Folk spørger, hvorfor jeg vil tørre andre bagi. Men hvad nu, hvis det var mig selv?

Hedensted

Ny butik: Rune og Jill sælger vin fra Italien fra en ombygget garage i Hedensted

Horsens For abonnenter

Fra Junivej til Agerbakken: 18 boliger har skiftet hænder

Horsens

Se video fra Marys besøg i Horsens: Særligt én studerende havde sommerfugle i maven

Horsens

Se Regitzes smukke buket til kronprinsesse Mary: Jeg blev da lidt starstruck, da jeg fik opgaven

AC Horsens For abonnenter

Nu venter VB i 1/8-finalen: AC Horsens' historiske pokaltriumf kastede disse fem tillægsgevinster af sig

Odder

Nye Borgerlige har fundet spidskandidat: Vil skifte livet som sofapolitiker ud med en stol i byrådet

Horsens For abonnenter

Efter pres fra Venstre: Nu bliver det gratis at gå på tønden i midtbyen

Horsens

Se videoen: Nu er Mary kommet til Horsens

Annonce