Annonce
Horsens

To tredjedele falder fra: Nu forsøger Horsens Badminton Klub at få de unge tilbage

Cathrine Brandt Søndergaard synes, at en times badminton fredag efter skole er en god måde at starte weekenden på. Foto: Nicolai Skovgård
Horsens Badminton Klub forsøger at holde fast i de unges interesse for sporten ved at tilbyde nem og sjov træning lige efter skole. Konceptet er et forsøg på at fastholde de mange unge, der forsvinder, når folkeskolen byttes ud med en ungdomsuddannelse.

Horsens: Det er alment kendt, at unge falder fra foreningsidrætten, når de rammer alderen, hvor gynmasiet, erhvervsskolen eller en anden ungdomsuddannelse kalder. Sådan er det også i Horsens Badminton Klub. Her har de tre gange så mange medlemmer i U15-årgangen som i U17-årgangen - altså mange flere 14-15-årige end 16-17-årige medlemmer.

Det forsøger foreningen nu at gøre noget ved.

- Vi kigger meget på, hvordan vi kan fastholde de unge. Elitespillerne har vi godt fat i, for de rykker bare op til vores divisionshold, men vi har ikke rigtig haft et tilbud til resten, siger Jeppe Kjeldbjerg fra badmintonklubbens ungdomsafdeling.

Vil du spille badminton?

Hvem kan spille badminton?

I mange foreninger kan man - hvis man er minimum to spillere - booke en badmintonbane for en sæson og spille selv - og derfor kan alle i princippet spille badminton. Derudover tilbydes der træning og holdtimer for både børn og voksne. Man kan starte omkring folkeskolealderen og spille, så længe kroppen tillader det.

Ifølge Parasport Danmark tilbydes der i Horsens Kommune ikke badminton på særskilte hold for personer med handicap.

Hvor kan man spille badminton?

Følgende foreninger i Horsens Kommune tilbyder ifølge Fritidsportalen badminton: Brædstrup IF, Egebjerg IF, Gedved IF, Hatting IF, Horsens Badminton Klub, Horsens Firma og Familie Idræt, Horsens KFUM, Hovedgård IF, Lund IF, Motionscirklen Horsens, Nim IF, Stensballe IK, Sdr. Vissing UG, Søvind GIF, Torsted IF, Vrønding Landsbyliv og Østbirk IF.

Søg efter de forskellige idrætsforeninger eller tag kontakt til dem for at høre nærmere om, hvilke hold de tilbyder.

Hvad kræver det af udstyr?

Et par indesko, en badmintonketcher og en fjerbold eller plastikbold er nødvendig, hvis man selv vil leje en bane og spille badminton. Vælger man at gå til træning eller deltage på hold, vil der være bolde til rådighed og oftest også ketchere, man kan låne.

For at spille badminton skal man betale for en bane eller betale kontingent til klubben. Familier med socialt udsatte børn kan søge om støtte til kontingentbetaling gennem Broen Horsens.

Badminton hitter i tankerne

Jeppe Kjeldbjerg står i hallen på Horsens Gymnasium, mens en gruppe unge spiller badminton i baggrunden. I hånden har han en undersøgelse fra DGI, hvor man har spurgt elever på tre østjyske gymnasier om, hvilke idrætsgrene de kunne forestille sig at gå til, hvis de blev udbudt på deres gymnasium.

Badminton topper to steder og nupper andenpladsen det sidste sted.

- Så vi kan se, at der er et frafald, men vi kan også se, at de unge gerne vil spille badminton. Det handler bare om at gøre det attraktivt og nemt, siger han.

Annonce

Skal være lige efter skole

Det har Horsens Badminton Klub forsøgt ved at rykke ud på Horsens Gymnasium & HF på Højen 1 med en ugentlig træning lige efter skoletid. Dog er det fredag eftermiddag, da det var eneste ledige haltid, og endnu er de unge ikke strømmet til.

Men der er tro på konceptet hos 18-årige Andreas Mathiasen, der hver fredag skynder sig fra HF-studiet hos Horsens HF & VUC og ud til gymnasiet for at være træner på holdet:

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er et godt koncept, men jeg forstår godt, at det ikke er nemt bare at starte på en ny sport, og jeg er også selv mere presset på tid i den her alder, end jeg var som 14-15-årig. Vi er gået efter det her tidspunkt, for kommer man først hjem, så kommer man ikke afsted igen. Det er en times sjov efter skole, og så kan man tage videre, siger han og beskriver træningen således:

- Vi prøver at gøre det nemt og hyggeligt og laver en stille og rolig træning, hvor det mest af alt bare er for sjov. Det er en lille smule basisøvelser, men ellers er det mest spil og kampe, og så får spillerne lov til at bestemme meget, så det ikke føles som en decideret træning, siger Andreas Mathiasen.

Den aktive avis

10.000 flere idræts- og bevægelsesaktive og 5000 flere medlemmer i idrætsforeningerne inden udgangen af 2023. Sådan lyder ambitionen for Bevæg dig for livet i Horsens Kommune i samarbejde med DGI og DIF.

Motion og bevægelse er godt for folkesundheden, og et stærkt foreningsliv er en nærmest uundværlig basis for, at bevægelse kan udfolde sig.

På Horsens Folkeblad vil vi gerne hjælpe projektet i mål ved at fortælle om de mange idrætsgrene og muligheder for bevægelse, der er i kommunen. I serien ”Den aktive avis” vil journalist Nicolai Skovgård se nærmere på alt fra badminton og basketball til roning og rollespil - og forhåbentlig give dig lidt inspiration, hvis du gerne vil motionere mere.

Skriv gerne til os, hvis du dyrker en sport, som kunne være interessant at brede ud, eller hvis din forening går nye veje eller tænker smart i forhold til de idrætsgrene, den tilbyder. Eller hvis du på en anden måde gerne vil bidrage til at fortælle om foreningslivet og få flere til at dyrke sport.

Mailadressen er nissk@hsfo.dk.

Annonce

Først og fremmest sjovt

Nogle andre, der også tager turen til badminton fra et andet gymnasium, er Cathrine Brandt Søndergaard og Christian Lambach Lauritzen. De går i 3.g på Learnmark HTX i den modsatte ende af byen.

- Vi snakkede om at lave noget sport sammen efter skole, og der er badminton ikke det værste at starte til som nybegyndere. Det vigtigste er, at det er sjovt - at det også er god motion er bare en bonus, siger Christian Lambach Lauritzen.

- Det er fedt at få rørt sig, og det er sjovt og hyggeligt, men også stille og roligt. Det er godt at slutte ugen af på den her måde, tilføjer Cathrine Brandt Søndergaard.

Folkebladet søger testpersoner

Hvis du gerne vil i gang med at dyrke motion, men mangler noget inspiration til, hvilken sport du skal dyrke, så skriv til os på Folkebladet.

I forbindelse med serien "Den aktive avis" vil vi prøve en række af de mindre kendte sportsgrene, som man kan dyrke i Horsens Kommune, og til det vil vi gerne have nogle testpersoner med.

Vil det være noget for dig at prøve nogle nye sportsgrene af, så skriv til journalist Nicolai Skovgård på nissk@hsfo.dk.

Annonce

Skal kunne betales

De to startede til sporten sammen med et par andre kammerater, da Horsens Badminton Klub første gang forsøgte konceptet i efteråret. Efter nytår startede foreningen op med gratis mulighed for at prøve i januar, og så er det modsat mange af foreningens andre hold for senior og ungdom muligt at dele kontingentbetalingen i to årlige puljer.

- De unge er kommet i en alder, hvor mange går fra, at forældrene betaler, til at de nu selv skal betale. Derfor vil vi ikke binde dem for mere end et halvt år, siger Jeppe Kjeldbjerg.

Indtil videre har der ikke været over otte spillere til træningerne, og til maj, når sæsonen er slut, vil projektet blive evalueret.

- Potentialet er her, hvis vi bare kan få nogle få procent af eleverne til at gå til badminton. Ja, så kunne vi fylde en hal ved hvert uddannelsessted. Vi håber jo, at de, der kommer, kan få klassekammeraterne med, og det er der allerede nogen, der har gjort. Vi skal gerne over 12-14 spillere, siger Jeppe Kjeldbjerg.

Træningen foregår i hallen ved Horsens Gymnasium & HF's Afdeling Højen. Når eleverne rykker til Afdeling Studentervænget, satser badmintonklubben på at rykke med. Foto: Nicolai Skovgård
Andreas Mathiasen står for træningen og spiller selv i Horsens Badminton Klub. Foto: Nicolai Skovgård
Christian Lambach Lauritzen har prøvet badminton som barn og synes, det er en god begyndersport. Foto: Nicolai Skovgård
En af øvelserne er, at man mellem hvert slag skal have ketcheren en tur om bag ryggen, inden man må slå igen. Det skal gå stærkt! Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Horsens For abonnenter

Christina og Torialy har ligget søvnløse af bekymring i flere uger, fordi deres datter var fanget i omstridte ghettoregler: Onsdag blev den bedste dag i lang tid

Danmark

Søndagens coronatal: Efter syv dage med over 4000 nye coronatilfælde falder smittetallet

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Troels Holch Povlsen tonser med tallene: Tredobler omsætning i Horsens-selskabet Nine United A/S

Kultur For abonnenter

Fortidsminder spænder ben for drømmen om "Hollywood"-skilt i Juelsminde

Horsens

Brænder pengene i lommen? Her er de dyreste boliger til salg i Horsens lige nu

Hedensted For abonnenter

Nu bliver bopælen afgørende for, hvor dit barn kommer i børnehave

Flertal afsætter én milliard til trængte sygehuse

Kultur For abonnenter

Tredje søndag før jul gik dine oldeforældre tur på Søndergade

Horsens

Han har kastet omkring 700 ton sten i fjorden i år og kan godt kaldes for 'naturens vogter': Nu har han fået et skulderklap for sin indsats

Horsens

Laudrup og den øvrige elite brugte en lørdag i Horsens: Det er et kæmpe skulderklap, der betyder, vi må have gjort noget rigtigt

Se Danmark: Danmarks måske billigste gård

Hedensted For abonnenter

Grundejerne bestemte første udspil til diget: Vi er blevet overraskede over, hvor kompliceret kysten er

Horsens For abonnenter

Det blev Østerhåb ved et tilfælde: Drømmehuset fra byggeudstilling blev til et hjem for familien Bang Fasting Bauer

Horsens

Uro i nattelivet: Unge mænd råbte og rakte fuckfinger mod politiet

Annonce