Annonce
Horsens

To topboksere gav hinanden fin opvarmning til landskamp

To topboksere fik fin opvarmning til landskamp Træningskammeraterne Patrick Lika og Morten Givskov gav hinanden en udmærket optakt til landskampen mod Litauen på lørdag i Vejle. Foto: Dorte Adelfred.
Morten Givskov var tilbage ved sin vante styrke og vandt på points over Patrick Lika i Forum Horsens
Annonce

Horsens: De to landsholdsboksere Morten Givskov og Patrick Lika varmede op til landskampen mod Litauen på lørdag med en god fight, hvor Givskov vandt på points med dommerstemmerne 3-0 ved BK Vitus' stævne i Forum Horsens.

- Det har taget lidt tid at komme over min skuffelse ved DM i Aalborg, indrømmede Morten Givskov. Jeg tog for let på opgaven. Jeg må indrømme, at jeg undervurderede mine modstandere, men det har været et spark bagi.

- Vi har netop fået besked på, at OL-kvalifikationen bokses i London fra 22. til 26. april, så nu handler alt om de bedst mulige forberedelser. Min næste kamp er landskampen mod Litauen på lørdag. Jeg har ikke andre aftaler i øjeblikket, men vi skal formentlig til nogle turneringer, inden det går løs i London, sagde Morten Givskov.

Annonce

JM er flyttet

Hans OL-kval-kampe kommer på tværs af de jyske mesterskaber i Kolding, der er flyttet fra januar til 14.-16. april for at få flere deltagere. Stævnet i Forum Horsens var først det tredje boksestævne i Jylland, og mange boksere er ikke på toppen i øjeblikket.

- Jeg vejede 96 kilo, mens Morten Givskov blev vejet ind på 116 kilo, så jeg måtte give 20 kilo væk, men jeg skal møde en stor modstander i landskampen på lørdag, så det var en fin forberedelse for mig, sagde Patrick Lika.

De to boksere trænede sammen så sent som i onsdags og kan få stor glæde af at sparre med hinanden i fremtiden i boksekraftcentret i Vejle.

Det var en velbokset kamp uden dramatik. Man kunne fornemme, at det var to gode venner, der var vant til at sparre med hinanden, der var i kamp, men i tredje omgang kom der fart over feltet, da kampen skulle afgøres.

Annonce

Lovende indsats

DM-finalisten Kasper Walton udnyttede sin større rækkevidde til at besejre den pågående Sebastian Larsen fra Lindholm i revanchekampen fra DM i Nørresundby. Horsens-bokseren havde kun problemer i infight, men vandt en klar sejr på 3-0 i sin kamp nr. 33.

BK Vitus præsenterede et spændende supersværvægtstalent i den kun 17-årige Bertram Skaaning. Han mødte den ubesejrede Alpaslan Sahin fra BK Thor Randers og vandt en overbevisende pointsejr. Skaaning havde sin modstander til tælling både i første og tredje omgang.

Annonce

Coming man

Emil Madsen fra BK Vitus, fætter til professionelle Simon Madsen i Cancun i Mexico, var oppe mod Lindholms Thor Wolfsen i sværvægt. Et stort talent og en god tekniker med en lang rækkevidde, men endnu lidt for vild i sin boksning. Han lignede en bokser fra Brian Nielsens gamle boksestald i Korsør, hvor sidste mand lukker og slukker, og det endte med, at træner Søren Søndergaard kastede håndklædet i ringen i 2. omgang.

BK Wedalas fjervægter Sebastian Moisen måtte til tælling efter en grim træffer i første omgang, men kom stærkt igen, havde længere rækkevidde og vandt en sikker pointsejr over Tobias Michelsen, Jyden Aalborg.

Annonce

Udtaget til landsholdet

BK Wedalas Kaveh Azizi blev i weekenden udtaget til landskampen mod Litauen i Vejle på lørdag.

- Vi fik afbud fra den danske mester Emil Kot fra Korsør, og så var det oplagt at udtage sølvvinderen fra DM, forklarede landstræner Thomas Kyø, der overværede stævnet i Forum Horsens.

Resultaterne ved BK Vitus' stævne i Forum Horsens

Letweltervægt: Hassan Al-Jabri, Viborg, 2-1 over William Vestergaard, Hornslet.

Letvægt: Emre Cetin, BK Thor Randers, 3-0 over Mads Andersen, Grenå.

Weltervægt: Christian Overgaard, Jyden Aalborg, over Jacob Monrad, Hinnerup, rsc. 2. omgang.

Letmellemvægt: Sebastian Jensen, Lindholm, 3-0 over Oliver Lykke, Hormslet.

Supersværvægt: Benjamin Skaaning, BK Vitus, 3-0 over Alpaslan Sahin, BK Thor Randers.

Fjervægt: Sebastian Moisen, BK Wedala, 3-0 over Tobias Michelsen, Jyden Aalborg.

Mellemvægt: Kasper Walton, BK Vitus, 3-0 over Sebastian Larsen, Lindholm BK.

Sværvægt: Patrick Pedersen, Jyden Aalborg, 3-0 over Dian Laursen, Hinnerup.

Sværvægt: Emil Madsen, BK Vitus, over Thor Wolfsen, Lindholm, opg. i 2. omgang.

Supersværvægt: Morten Givskov, BK Vitus, 3-0 over Patrick Lika, BK Wedala.

Annonce

Maksimumbesøg

Der var givet tilladelse til 250 personer i Forum Horsens, og med 173 tilskuere og 50 involverede boksere og officials blev alle bestemmelser overholdt. Borgmester Peter Sørensen sad ved ringside og kunne konstatere, at der ikke var noget at beklage sig over. Politiet kom også forbi med to betjente som kontrol.

De største navne var uden for bokseringen, de fire tidligere prof-boksere Søren Søndergaard, Christian Bladt, Tage Nielsen og Anders Peder Jensen.

- Jeg var meget tilfreds med vort stævne, og vore nye boksere leverede en lovende indsats, sagde Anders Peder Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Gammel og mangelfuld gadebelysning i Horsens: - Man burde udskifte det hele i et hug

Danmark

Ny viden om supersmitsom mutation giver håb om tidligere genåbning: - Jeg er vildt meget mere optimistisk

Annonce