Annonce
Debat

To procent om året kører staten træt

Besparelser: Nu slipper kulturen og uddannelsesområdet for at skære to procent af budgettet år efter år. Politikerne har indset, at denne åreladning er uholdbar. Men det såkaldte omprioriteringsbidrag fortsætter med at dræne den statslige administration, som skal ’køre længere på literen’. Det er på tide at afvikle en besparelse, der skader de statslige arbejdspladser og forringer servicen for borgere, virksomheder og hele samfundet.

NOK ER NOK. Sådan lød det fælles tema igen og igen, da 800.000 offentligt ansatte på tværs af kommuner, regioner og stat for godt et år siden skulle have nye overenskomster.

Men hvorfor var sammenholdet så massivt?

Efter min opfattelse var det enorme pres på mange offentlige arbejdspladser stærkt medvirkende til det unikke sammenhold. Vi står med en stress-epidemi, og vi har alt for mange kolleger, som er sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Det kalder naturligvis på bedre ledelse. Men vi har i høj grad også brug for, at vores politikere nu tager ansvar som arbejdsgivere og giver et markant løft af det psykiske arbejdsmiljø på de offentlige arbejdspladser i Danmark.

Mere end ti års massive besparelser har beskåret Arbejdstilsynets muskler til at gå ind i problemerne. Det er fint, at regeringen nu har landet en bred aftale om lidt flere penge til tilsynet. Men det er langt fra nok til at rette op på de massive arbejdsmiljøproblemer. Og det er påfaldende, at det skal komme lige før valget, når regeringen har haft fire år til at rette op.

Det er meget populært at tale om, at den offentlige sektor skal køre længere på literen, og hvad er mere fordrende for effektiv drift end sunde, engagerede medarbejdere, som glæder sig til at komme på arbejde?

Desværre bliver ’længere på literen’ alt for ofte ført ud i livet med udefinerede, generelle besparelser, hvor hverken politikere eller øverste ledelse tager ansvar for, hvad det er, der ikke længere skal udføres. Det er naturligvis politikernes ret at skære ned, men så må de skære i opgavemængden først.

Men salamitaktikken eller grønthøsteren – som gemmer sig bag det uforståelige ord omprioriteringsbidrag – på to procent årligt skader mange steder de statslige arbejdspladser samt borgere, virksomheder og samfundet. Det er nu gået op for politikerne, at det er uholdbart at skære vedvarende ned på uddannelsesområdet og kulturområdet, men ”nedprioriteringsbidraget” bør afskaffes helt.

To procent år efter år efter år løber op. Og presset på medarbejderne stiger især, når der er færre og færre medarbejdere til at udføre flere og mere avancerede opgaver.

Hvis det var de 179 pladser i Folketinget, der skulle spare to procent, ville der være tre-fire pladser mindre år efter år. Efter en regeringsperiode på fire år ville der være 14 mandater færre. Men Folketinget er friholdt for sparekravet på to procent.

Det er fint, at man ønsker at investere i forsvaret, politiet, sygehusene og i børnehaver, men der er ikke noget quickfix i bare at tage pengene fra en administration, der efter mange års besparelser i forvejen er hårdt presset

Vi har set, hvordan de massive besparelser i Skat har kostet svimlende milliardbeløb. Svækkelsen af skattekontrollen og andre statslige myndigheder øger risikoen for mere snyd og svindel.

Lige som det er svært at føde to procent hurtigere, er det heller ikke nemt at finde avanceret snyd hos internationale svindlere 2 procent hurtigere.

Danmark ligger gang på gang i top i internationale undersøgelser som et godt land at drive virksomhed og med en høj tillid til offentlige myndigheder. Det skal vi passe godt på. Derfor siger vi ‘nok er nok’ til konstante besparelser.

Rita Bundgaard
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Læserbrev

Forfatterkneb: Klimaministerens første tale

Læserbrev: "Ærede Folketing. Som minister for det nyoprettede klimaministerium vil jeg skitsere regeringens ambitiøse omstillingsplan for den næste valgperiode." Ministeren ser op fra sit manuskript og ned på de forsamlede parlamentarikere, hvoraf nogle ser direkte på ham. Andre følger med på deres telefon. "Regeringens sigte er klart: I løbet af de næste 10 år skal vi have opfyldt vores målsætning om en minimumsreduktion af CO2-udledningen på 70 pct. med en fremskrivning til 100 pct. i 2050." Han løfter blikket og ser op mod tilskuernes rækker. De er fyldte af unge og gamle mennesker, der alle følger hans munds bevægelser, som gjaldt det livet. Et stort åndeløst fokus i frit fald ned mod talerstolen og formanden, der piller ved sine negle. "Hvis vi skal nå i mål med regeringens ambitiøse klimaplan, så er der ingen tid..." Han ser igen op mod tilskuerpladserne. Nogle af de unge hænger ud over det fintskårne rækværk. Ældre, med deres furede ansigter, titter forsigtigt hen over de bøjede rygge. "... at spilde." Han mærker sin partiforkvindes bekymrede blik på sit ansigt. "Klimaforandringerne er det største problem, vi som civilisation står overfor..." Pludselig forsvinder teksten fra skærmen. Alle ordene, han har haft en rigtig forfatter til at skrive! Hans verden går i sort. Budskabet forsvinder mellem fingrene på ham. Han forsøger at huske ordene, som forfatteren skrev, men indfanges i stedet af en ung piges bekymrede blik. Hun smiler sørgmodigt til ham. "Men den grønne omstilling, klimaforandringerne, ressourceknapheden, den øgede ulighed kræver mere end jeg og min regering tør indrømme. Overfor os selv. Overfor vælgerne. Overfor de kommende generationer." Den unge pige ser alvorligt på ham. Hun smiler ikke længere. Men et lille nik med det smukke hoved får ham til at fortsætte: "Den nødvendige omstilling af vores samfund er langt mere gennemgribende, end vi nogensinde kommer til at formulere fra denne talerstol." En tåre. Solstrålers refleksion på pigens kind. "Der er ingen, der endnu har turdet italesætte den reelle opgave, vi står overfor! Og der er ingen i dette parlament, der nogensinde vil kunne fremsætte lovforslag omhandlende den revolution af vores værdier og kultur, som er nødvendig for at sikre de kommende generationer en bæredygtig planet at leve på. Ingen!" Uro. Pigens ansigt forsvinder i mængden. Klimaministeren spejder forgæves efter hende, før han med lange skridt løber mod den nærmeste dør og for altid forsvinder ud af det parlamentariske liv!

Annonce