Annonce
AC Horsens

To nye har første arbejdsdag i AC Horsens

Hallur Hansson har været optaget af landskampe for Færøerne, så han har fået nogle dages ekstra fri fra klubfodbolden i AC Horsens. Foto: Darrin Zammit Lupi, Reuters
AC Horsens tager mandag hul på forberedelserne til den kommende sæson.

Horsens: AC Horsens tager mandag kl. 10 hul på forberedelserne til den kommende sæson i Superligaen. Da klubben havde held til at sikre sig en ny sæson i den bedste række allerede i første playoff-runde, har spillerne været sendt på knap fire ugers ferie. Forude venter nu små fire ugers optakt, inden den nye sæson bliver sparket i gang med en hjemmekamp mod FC Nordsjælland i weekenden 13.-14 juli.

AC Horsens kommer til at skifte en del ud i truppen. Der er allerede sagt farvel til syv spillere, og fire nye er kommet til.

Malte Kiilerich fra Hvidovre og Peter Therkildsen fra Næstved har således første arbejdsdag på Langmarksvej mandag. De to spillere, der er hentet i 1. division, er udset til at skulle afløse Søren Reese og Mathias Nielsen.

AC Horsens har også hentet Mathias Madsen og Matthias Præst op fra klubbens ungdomsafdeling. De er med som udviklingsspillere og kommer formentlig ikke til at få mange minutters spilletid. Deres vigtigste mission i den kommende sæson bliver at lære og udvikle sig yderligere.

De to spillere er ikke med på første træningsdag. Ligesom Hallur Hansson, der har været optaget af to landskampe for Færøerne, har de fået nogle ekstra dages ferie, da de har spillet U19-kampe ind i juni.

Annonce

Til- og afgang i AC Horsens

Afgang:

Mathias Nielsen (skifter til Randers FC)

Oliver Drost

Søren Reese (lejeaftale udløber)

Sammy Skytte (lejeaftale udløber)

Tobias Arndal (kontrakt ophævet)

Gregers Arndal-Lauritzen

Thomas Rohde

Tilgang:

Peter Nielsen (Næstved)

Malte Kiilerich (Hvidovre)

Matthias Madsen (AC-ungdom)

Matthias Præst (AC-ungdom)

Uafklaret:

Nicolai Brock-Madsen

Frederik Nørgaard (3. keeper)

Langt transfervindue

Manager Bo Henriksen har endnu ikke truppen på plads. Angriberen Nicolai Brock-Madsen, der har kontraktudløb med udgangen af denne måned, er stadig inde i billedet til en ny aftale, men endnu har parterne ikke meldt noget om ud om en kontraktforlængelse.

Tredjekeeper Frederik Nørgaard er et andet hængeparti. Han har spillet på klubbens U19-hold i denne sæson, men det kan han ikke i den kommende sæson, fordi han falder for aldersgrænsen. Med andre ord skal han finde et andet sted at spille, hvis han vil have kamptræning.

AC Horsens ophævede tidligere på ugen kontrakten med Tobias Arndal, og der kommer formentlig flere spillere, der stopper i AC Horsens på grund af salg eller andre omstændigheder. Det vil ligne manager Bo Henriksen dårligt at afvikle et transfervindue med kun få ændringer i truppen.

Transfervinduet lukker først med udgangen af august, så der er lang tid at løbe på. Turneringen vil på det tidspunkt være godt i gang, så der kan nå at sket meget på den front i den kommende tid.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce