Annonce
AC Horsens

To mål af Junker: AC-spillere tankede selvtillid via 4-0 sejr

Kasper Junker scorede to gange i reserveholdskampen mod Silkeborg. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix

Jonas Borring viste fine takter i reserveholdssejren over et ungt Silkeborg-mandskab.

Horsens: AC Horsens benyttede reserveholdskampen mod Silkeborg til at give en række potentielle startere i Superligaen lidt kamptræning, og det udmøntede sig i en sikker sejr på 4-0 over et ungt Silkeborghold, og samtidig fik flere AC-spillere tanket godt med selvtillid inden mødet med Vendsyssel på søndag.

- Oven på en friweekend ville vi gerne gøre flere spillere skarpe til på søndag, og det lykkedes. Der var masser af energi i holdet, og det er grundstenen, siger træner Mads Lyng.

Han kunne blandt andet se AC Horsens chokstarte med to scoringer i det 6. og 8. minut sat ind af Mikkel Qvist og Tobias Arndal, og i slutningen af opgøret sendte Kasper Junker bolden i mål to gange.

- Mange bød sig til. Det var også godt at se Jonas Borring spille for fuldt tryk i 70 minutter, siger Mads Lyng.

Kampen gav også plads til et par eksperimenter. Mathias Kristensen, der normalt huserer i angrebet, fik spilletid som stopper.

- Tidligere i karrieren har han spillet den plads, så det var sjovt at se ham på den position, siger Mads Lyng.

- Vi fik en god start på kampen med de to hurtige scoringer, men vi fik ikke kørt på i hele kampen. Vi kunne godt have lavet to-tre mål mere alene på vores standardsituationer, som er ved at se skarpe ud, siger Mads Lyng.

AC Horsens er med sejren over Silkeborg på andenpladsen i puljen med ni point som udbytte af de første fire kampe. AC Horsens skal spille yderligere fire kampe i reserveholdsturneringen i løbet af efteråret.

Annonce

AC Horsens-Silkeborg 4-0 (2-0)

Reserveholdspulje 3Mål: 1-0 Mikkel Qvist (6.), 2-0 Tobias Arndal (8.), 3-0 Kasper Junker (74.), 4-0 Kasper Junker (90.)

AC Horsens: Kevin Ray Mendoza, Mads Juel Andersen (Mathias Jørgensen 78.), Mathias Kristensen, Thomas Kortegaard, Tobias Arndal, Sammy Skytte (Mathias Nielsen 46.), Frederik Mortensen, Sebastian Avanzini (Thomas Rohde 73.), Lasse Kryger, Mikkel Qvist (Kasper Junker 46.), Jonas Borring (Søren Reese 68.)

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce