Annonce
Erhverv

To lokale kvinder udgiver nyt magasin: Der mangler noget til os

Mette Foldager (t.v.), Vejle, og Bettina Ilkær, Horsens, søsætter sammen et nyt magasin til kvinder 50 plus. Privatfoto
Der mangler et magasin til kvinder, som hverken er unge eller ældre, mener to iværksættere fra Horsens og Vejle. De er selv i aldersgruppen midtimellem og udgiver nu magasinet "Midt i".

Horsens/Vejle: To kvinder fra henholdsvis Horsens og Vejle har kastet sig ud i et fælles drømmeprojekt.

Sammen har de stiftet et nyt magsin, som de har døbt "Midt i". Det henvender sig til kvinder midt i livet, fortæller de.

- Der er masser af magasiner til kvinder, men hvis det ikke er med de unge og smukke på forsiden, er det til senior- og ældre-segmentet. Vi synes, der mangler noget til kvinderne midtimellem - til aldersgruppen 50 plus, fortrinsvis 50-60 år, som vi selv er midt i, siger Mette Foldager, Vejle.

- Men alle andre kan med fordel læse magasinet uden at føle sig sat i bås. Indholdet vil ud over artikler og stof til målgruppen indeholde masser af andet interessant læsestof. Vi vil blandt andet sætte klima-entusiaster, forlag, coaches, kreative ildsjæle med flere stævne, tilføjer hun.

Mette Foldager og partneren Bettina Ilkær, som driver Ilkær Grafisk i Horsens, har tidligere arbejdet sammen med marketing. De klinger godt og har længe haft en drøm om at iværksætte noget sammen, fortæller Mette Foldager.

- Da vi kom op med den her idé, var det noget, vi turde kaste os ud i, siger hun.

Annonce
Bettina Ilkær driver Ilkær Grafisk i Horsens, og sammen med Mette Foldager står hun nu også bag magasinet "Midt i". Privatfoto

Håber på aftale med detailkæde

Tanken er, at magasinet skal være annoncefinancieret og dermed gratis tilgængeligt - dels i landets venteværelser, for eksempel hos læger, tandlæger, hospitaler, fysioterapeuter og lignende, og dels i udvalgte butikker.

- Vi håber at lave en aftale med en stor detailkæde, for eksempel en dagligvarekæde. Vores inderlige ønske er, at en af landets større kæder kan se værdien i et samarbejde, så vi kan berige deres kunder med spændende gratis læsestof. Vi er i dialog med nogle, men har ikke en endelig aftale på plads, fortæller Mette Foldager.

Selvom aftalen endnu ikke er på plads, er makkerparret fast besluttet på at udgive magasinet.

- Til trods for de hårde odds imod trykte magasiner er vi ikke i tvivl om, at vores målgruppe gerne vil læse et magasin med substans, ligesom mange stadig fortrækker at læse i fysisk format frem for på en skærm.

- Når det er sagt, vil vores magasin også leve digitalt, så man kan bladre i det på vores hjemmeside, og vi er samtidig fokuserede på at skabe relationer til vores læsere, så de kan modtage magasinet med mail, forklarer Mette Foldager.

Hjemmesiden vil ud over magasinet også indeholde andre artikler, opskrifter, indlæg om mode, kreative sysler og meget mere, tilføjer hun.

Hun forventer, at første nummer udkommer primo januar 2020, og at magasinet vil udkomme seks gange om året.

Mette Foldager er uddannet markedsføringsøkonom og har blandt andet arbejdet med markedsføring for bog- og legetøjsbranchen. Nu skal hun sammen med Bettina Ilkær udgive et gratis magasin med kvinder som målgruppe. Privatfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce