AARHUS: To århusianere er blandt 16 i en perlerække af talenter, som får et skub til at skabe en karriere.
Det er anden gang, Statens Kunstfond udpeger en stribe talenter, som bliver en del af "Den unge kunstneriske elite". Karriereprogrammet støtter de største håb inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film, arkitektur samt kunsthåndværk og design og hjælper dem på vej med karrieren.
De to fra Aarhus er Kasper Friis Kjeldgaard og Mette Schelde.
Han er designer, der både eksperimenterer med abstrakte former og udfører klassiske designopgaver, hvor nye erkendelser fra det kunstneriske arbejde anvendes i funktionelt design. Hun arbejder med design, kunst og arkitektur. Hendes kunstneriske vision er igennem eksperimenter at skabe møbler og lys, som er skabt til at blive brugt og sanset.
Uddelinger 2019
Forløb planlagt
Den unge kunstneriske elite blev uddelt første gang i 2018 og har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene. Hver af de 16 udvalgte har sammen med en erfaren konsulent udtænkt et skræddersyet toårigt karriereforløb, der skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt. Med karriereprogrammet får de ekstra mulighed for at fordybe sig i arbejdet med deres kunstneriske udtryk gennem mentorforløb, residencies og samarbejder med andre internationale kunstnere.