Annonce
Østjylland

Tivoli Friheden savner definition på 'store forsamlinger'

Scenen er tom, og der er næppe udsigt til Fede Fredage. Henrik Ragborg Olesen har aldrig oplevet noget lignende. Foto: Kim Haugaard
Fed Fredag bliver ikke til noget i år. Men i den århusianske forlystelsespark efterlyser direktøren besked om, hvor mange parken kan tænkes at få lov at lukke ind, når for eksempel storcentre atter får lov at holde åbent.

AARHUS: Direktør Henrik Ragborg Olesen i Tivoli Friheden i Aarhus savner en definition på "en stor forsamling". Det var det udtryk, statsminister Mette Frederiksen brugte, da hun forleden lukkede for sommerens festivaler.

Hun sagde, at "store forsamlinger" ikke var tilladt til og med august.

- Men hvor mange må vi have inde i Tivoli Friheden? Hvor er grænsen for en stor forsamling, spørger Henrik Ragborg Olesen.

Han ved godt, at Fed Fredag bliver det så som så med i år. Men der kan være andre, mindre arrangementer i den århusianske forlystelsespark, hvor folk måske kunne lukkes ind.

- Jeg tænker ikke på noget med at lukke 100 ind på en dag eller 200. Det vil vi slet ikke holde åbent for, for der er udgifterne til driften alt for store i forhold til indtægterne. Men hvis for eksempel storcentre får lov til at åbne igen, så kan vi vel også. Hos os er gæsterne tilmed udendørs, siger Ragborg Olesen.

Annonce
Jeg regner ikke på underskuddet, for jeg tør ikke.

Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden

Få fede fredage

Den sidste Fed Fredag af i alt godt 20 i år er planlagt til 4. september.

- Hvis ikke forbuddet mod "store forsamlinger" bliver udvidet ud over august, kan vi holde den. Desuden har vi åbent endnu et par weekender i september, så vi kan flytte et par af koncerterne dertil, hvis det er muligt, siger Ragborg Olesen.

For Tivoli Friheden er der endnu et par højdepunkter i sæsonen efter sommeråbningen. Det er Halloween i efterårsferien i oktober og "Jul i Tivoli" i november og december.

- Tænk nu, hvis vi lægger an til Halloween i oktober, og vi så får anden bølge af coronaen, som nogen forudsiger. Så kan vi bliver nødt til at lukke der. Vi er i et limbo lige nu. Det er ikke til at vide, hvad der sker, siger direktøren.

Tivoli retter til efter omstændighederne og har sendt de ansatte hjem, som kunne sendes hjem.

- Vi får løntilskud til dem og håber, at vi også får del i en af de andre hjælpepakker til nogle af de faste omkostninger, siger Ragborg Olesen.

Lån i udstyr

Tivoli Friheden ejer selv grunden, forlystelsesparken ligger på, så der er ikke udgift til husleje i den forstand.

- Men vi har lån i meget af det udstyr, vi råder over. Det værste for os er den manglende omsætning, der skulle give os indtægter til at dække de faste udgifter og lidt til, siger direktøren.

Han ved ikke, hvor meget, tivoliet kan tabe, hvis lukningen varer hele året.

- Jeg regner ikke på det, for jeg tør ikke. Men med et langt liv som ansvarlig direktør for en virksomhed regner man naturligvis indimellem på, hvad den værst tænkelige situation kan betyde for virksomheden. Det her ligger langt ud over, hvad jeg har kunnet forestille sig. Det overgår fantasien, siger Henrik Ragborg Olesen og føjer til, at man mere kommer til at tænke på hvor meget, det betyder, at have et godt helbred.

Tivoli Friheden er ejet af et aktieselskab og havde i regnskabsåret 2018 et overskud på 4,568 millioner kroner og i 2019 på 3,6 millioner kroner. Ved udgangen af 2019 var egenkapitalen på 56,941 millioner kroner.

I selskabets bestyrelse sidder ejerne Niels Opstrup, Kim Elgaard Jensen, Peer Bach, Hans Nissen Hansen og Karin Salling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce