Annonce
Horsens

Tinna og René fejrer 25 år med hobbybutik: Det begyndte med grønlænderperler

Det var grønlandsperlerne, der startede Tinna og René Østergaards forretning Hobbycenteret. Foto: Lone Bering

Tinna og René Østergaard fejrer 25-års jubilæum med livsværket Hobbycenteret - butikken begyndte faktisk som en kær hobby for parret.

Horsens: Tinna og René Østergaard har altid været kreative og bidt af at skabe deres egne ting med hænderne. Det er også tilfældet med deres fælles butik, Hobbycenteret, som de åbnede for 25 siden, og hvis jubilæum de fejrer her sidst på måneden.

- Det var perlerne, der startede det hele. Vi har begge i mange år syet perler - de små glasperler, som mange også kalder grønlænderperler, fortæller Tinna Østergaard.

Perlesyningen kom til at blive en stor del af deres hverdag - også større, end det var tilsigtet og ønsket. Deres datter, der er født i 1992 blev nemlig syg og måtte ofte indlægges på sygehuset. Forældrene fik derfor orlov i perioder.

- Vi skulle jo have tankerne væk fra sygdom, have noget andet at tænke på, indskyder René Østergaard.

Han fortæller, at parret derfor så småt begyndte at løbe et postordrefirma i gang med salg af perler:

- Vi var kommet til at tænke på, at perlerne blev dyrere og dyrere i forretningerne, og at vi måtte kunne købe dem billigere, indskyder Tinna Østergaard.

Og det kunne de, og et postordrefirma blev sat i søen i 1993 med base i privaten.

Annonce
Hobbycenteret har et stort udvalg af de små glasperler, grønlandsperlerne, der var det første produkt i butikkens historie, og som parret er vilde med at sy med. Foto: Lone Bering

Åbnede i Sønderbrogade

Det gik efterhånden så godt med postordrefirmaet, at parret bestemte sig for at åbne fysisk butik på Sønderbrogade. Og det blev den første adresse, som parret har drevet Hobbycenteret fra.

Efter tre år flyttede butikken til et lokale under det nuværende Bytorv Horsens, hvor den var i seks år. Derfra gik det til Hestedamsgade, hvor butikken først lå i nr. ni, siden i nummer fem. I alt 12 år blev det til i Hestedamsgade.

- Men så kom der krise for os i 2010, der var generelt nedgang i butikken. Derfor så vi os om efter mindre lokaler. Det blev i Nørregade, hvor vi var i to år, forklarer Tinna Østergaard.

For fire år siden flyttede parret Hobbycentret til Løvbjerg i Borgergade:

- Og det har været et godt skifte, mener René Østergaard.

- Det var, som om vi kom frem i lyset. Mange opdagede os for første gang - de vidste ikke, at der var en hobbyforretning i Horsens, sagde de. Så kunne jeg jo bare sige, at vi har været her i over 20 år, siger Tinna Østergaard.

Og så er der det praktiske ved beliggenheden, at Hobbycentrets nabo er postkontoret:

- Det er jo let, når vi skal have sendt pakker fra vores webshop, siger René Østergaard.

Blokke, blyanter, kul, farver og andet til dem, der har tegning som hobby. Parret satser på at føre gode kvalitetsprodukter. Foto: Lone Bering

Kvalitetsprodukter

Hobbycentret har nemlig i flere år også haft en webshop:

- Vi sender pakker dagligt, men jeg har indtryk af, at vores webshop i første omgang fortæller kunderne, hvad vi har, hvorefter de selv kommer ind i butikken for at se og røre produkterne, siger René Østergaard.

Parret gør sig stor umage for at føre kvalitetsprodukter, fortæller de:

- Det gælder over hele linjen - karton, papir, kunstnerartikler, perler - det skal være kvalitet.

Butikken har et meget bredt sortiment - bredere end det nogensinde har været. Ud over traditionelle hobbyartikler fører butikken også bl.a. papirduge, servietter, broderigarn og sykits.

- Vi prøver også altid at følge med, hvor tingene sker. At opdage en dille hurtigt, så vi kan have tingene hjemme, inden kunderne efterspørger det, siger Tinna Østergaard.

René Østergaard åbner butikken hver morgen. Hans kone Tinna kommer først, når hun har fyraften fra sit andet job som sosu-hjælper i ældreplejen. Foto: Lone Bering

Hjælper i gang

Parret hjælper gerne kunderne i gang med et projekt, giver inspiration eller prøver at hjælpe dem med et konkret problem:

- Hvis vi ikke lige har de ønskede produkter hjemme, kan vi prøve at finde alternativer. Som specialbutik er det vigtigt, at vi giver rådgivning til kunderne. Det er den fordel, vi har i forhold til nettet, siger René Østergaard.

- Vi er selv meget kreative, ja, vi er vel nærmest hobbynørder. Derfor ved vi en masse om mange ting, produkter og fremgangsmetoder, siger Tinna Østergaard. Hun har sit faste job som sosu-hjælper i ældreplejen, så det er René Østergaard, der oftest ses i butikken:

- Men jeg tager gerne herned efter arbejde - det er som regel altid os begge, der lukker butikken ved fyraften, siger Tinna Østergaard.

80 timer

Det er mange timer, som parret lægger i butikken. René Østergaard fortæller, at en arbejdsuge godt kan komme op på 80 timer, når alt tages med:

- Men man skal ikke tænke i timerne, så vil man bare opdage, at man får for lidt ud af det. Hovedsagen er, at vi er glade for det, vi laver. Så må vi se, hvor længe vi kan holde, siger Renë Østergaard.

- Butikken er vores hjertebarn, siger Tinna Østergaard.

- Vores livsværk, som vi selv har skabt med vore hænder, tid og flid, siger René Østergaard.

Parret har tre børn på henholdsvis 25, 23 og 22 år. Den ældste, Katrine, er for tiden i praktik i forældrenes butik.

- Hun er ekstremt kreativ og brænder for at skabe ting. Hun taler om engang at overtage butikken, men det forsøger jeg at tale hende fra - der er alt for meget arbejde ved at være detailhandlende inden for branchen, siger René Østergaard.

Tinna og René Østergaard fejrer jubilæet 31. maj. 1. og 2. juni med minus 25 pct. rabat på alt i butikken. Butikken har også åbent ved Late Night-arrangementet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Sæt et ansigt på, Skat

På et klassisk medie som vores kan man godt kaste et beundrende blik i retning af, hvor mange kommunikationsfolk der efterhånden er ansat i offentlige og private organisationer. Skulle nogen tro, at en vigtig opgave for en kommunikationsafdeling er at betjene offentligheden og diverse medier hurtigt og effektivt, kan jeg afsløre, at sådan er det langt fra altid. Eller hos Skat. Fredag før vinterferien nåede rygterne om en stor rokade frem til avisen. Skattestyrelsen rømmer den gamle adresse i Horsens og rykker i stedet ind i Guldberghus på Grønlandsvej. Tre andre lejere skal derfor flytte ud. Det er en vigtig nyhed, som har betydning for rigtig mange lokalt. På avisen indleder vi derfor jagten på nogen, som kan fortælle os flere detaljer. Avisens journalist kommer fredag eftermiddag igennem til Skattestyrelsens pressefunktion, der ikke vil udtale sig, men i stedet henviser til Administrations- og Servicestyrelsen. Denne styrelses presseafdeling svarer ikke på avisens opkald før mandag formiddag, da en medarbejder korrigerer noget af det, avisen skrev lørdag. Den pågældende kan vi ikke få lov at citere med navn, og vi kan ikke komme til at tale med andre. En uge senere modtager vi et skriftligt svar fra samme afdeling, som nu korrigerer sig selv i forhold til det første svar og svarer på en række spørgsmål. I skriftlig form og uden navn på afsenderen. Med andre ord: I en sag, der handler om flytning af 300-400 arbejdspladser, kan avisen på intet tidspunkt komme til at tale med en ansvarlig chef, hverken én med kommunikationsansvar eller én med direkte ansvar for afdelingerne i Horsens. For en styrelse, der i den grad har brug for at genoprette sin troværdighed, er det ganske enkelt et klasseeksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Det er muligt, at Skattestyrelsen havde en helt anden plan for, hvordan nyheden om flytningen skulle lanceres. Men punkt 1 i håndbogen om krisestyring er at handle hurtigt og stille sig til rådighed. Måske skulle Skattestyrelsen søge råd hos SAS' pressechef Kristoffer Meinert, som i parentes bemærket havde haft jobbet i en uges tid, da en vis reklamefilm blev lanceret.

Annonce