Forfatterkneb: Klimaministerens første tale
Læserbrev: "Ærede Folketing. Som minister for det nyoprettede klimaministerium vil jeg skitsere regeringens ambitiøse omstillingsplan for den næste valgperiode."
Ministeren ser op fra sit manuskript og ned på de forsamlede parlamentarikere, hvoraf nogle ser direkte på ham. Andre følger med på deres telefon.
"Regeringens sigte er klart: I løbet af de næste 10 år skal vi have opfyldt vores målsætning om en minimumsreduktion af CO2-udledningen på 70 pct. med en fremskrivning til 100 pct. i 2050."
Han løfter blikket og ser op mod tilskuernes rækker. De er fyldte af unge og gamle mennesker, der alle følger hans munds bevægelser, som gjaldt det livet. Et stort åndeløst fokus i frit fald ned mod talerstolen og formanden, der piller ved sine negle.
"Hvis vi skal nå i mål med regeringens ambitiøse klimaplan, så er der ingen tid..."
Han ser igen op mod tilskuerpladserne. Nogle af de unge hænger ud over det fintskårne rækværk. Ældre, med deres furede ansigter, titter forsigtigt hen over de bøjede rygge.
"... at spilde."
Han mærker sin partiforkvindes bekymrede blik på sit ansigt.
"Klimaforandringerne er det største problem, vi som civilisation står overfor..."
Pludselig forsvinder teksten fra skærmen. Alle ordene, han har haft en rigtig forfatter til at skrive!
Hans verden går i sort. Budskabet forsvinder mellem fingrene på ham.
Han forsøger at huske ordene, som forfatteren skrev, men indfanges i stedet af en ung piges bekymrede blik. Hun smiler sørgmodigt til ham.
"Men den grønne omstilling, klimaforandringerne, ressourceknapheden, den øgede ulighed kræver mere end jeg og min regering tør indrømme. Overfor os selv. Overfor vælgerne. Overfor de kommende generationer."
Den unge pige ser alvorligt på ham. Hun smiler ikke længere. Men et lille nik med det smukke hoved får ham til at fortsætte:
"Den nødvendige omstilling af vores samfund er langt mere gennemgribende, end vi nogensinde kommer til at formulere fra denne talerstol."
En tåre. Solstrålers refleksion på pigens kind.
"Der er ingen, der endnu har turdet italesætte den reelle opgave, vi står overfor! Og der er ingen i dette parlament, der nogensinde vil kunne fremsætte lovforslag omhandlende den revolution af vores værdier og kultur, som er nødvendig for at sikre de kommende generationer en bæredygtig planet at leve på. Ingen!"
Uro. Pigens ansigt forsvinder i mængden.
Klimaministeren spejder forgæves efter hende, før han med lange skridt løber mod den nærmeste dør og for altid forsvinder ud af det parlamentariske liv!
