Annonce
Brædstrup

Tilbud til unge er klar: Frivillig Cafeen har fået en medarbejder

Lokalrådet i Brædstrup tager hul på et nyt projekt for unge. Man har ansat Simon Lindstrøm Jakobsen (i midten) til at arbejde med de unge. På billedet ses også Heidi Daugaard og Kætil Rokkjær fra lokalrådet. Foto: Morten Pape
Nyt ungdomsprojekt er ved at være klar til at gå i aktion. En medarbejder er ansat, og der er fundet mødelokaler.

Brædstrup: Med ansættelsen af Simon Lindstrøm Jakobsen som fast medarbejder i det nye ungdomsprojekt Frivillig Cafeen er projektet klar til start.

Det er Brædstrup Lokalråd, der har søsat det nye initiativ i samarbejde med Sund By Horsens, og der er allerede skaffet lokaler til et mødested i kælderen under Brædstrup Bibliotek på Niels Wonges Vej.

Den 32-årige Simon Lindstrøm Jakobsen er i forvejen engageret i Headspace i Horsens, et gratis rådgivningstilbud for børn og unge. Den service tager han så at sige med sig til Brædstrup, hvor han i øvrigt selv bor. Ideen er, at folk fra Headspace kan komme til Brædstrup og gennemføre samtaler med unge, der måtte have behov for det.

Simon Lindstrøm Jakobsen er ikke pædagog, men oprindeligt uddannet i salg og marketing. Han har imidlertid gjort sig sine egne erfaringer i ungdomsmiljøet.

- Jeg var i det forkerte miljø og har prøvet den rå side, så jeg fik ptsd (posttraumatisk stresslidelse). Men i dag er det mig, der skubber til systemet og ikke omvendt, fortæller han.

Når det gælder samtaler i Headspace er det fortrolige en til en-samtaler, hvor der er tavshedspligt, understreger han.

Samtalene kan handle om alt lige fra unge, der er sure på deres forældre til unge, der er selvmordstruede.

Simon Lindstrøm Jakobsen er ansat som projektmedarbejder af Sund By, der støtter Frivillig Cafeen økonomisk. Foreløbig er cafeen et pilotprojekt, der skal løbe over to år.

Annonce

Vi vil også gerne arbejde på tværs af generationer. Hvis man har fælles interesser, kan alder jo være ligemeget.

Heidi Daugaard, medlem af lokalrådet

Op til 29 år

Frivillig Cafeen er et mangeartet tilbud for unge i alderen lige fra 16 til 29 år. Netop det, at aldersgrænsen går helt op til 29 år, adskiller det fra ungdomsklubben.

Der er også lagt op til, at de unge i høj grad selv skal byde ind med ideer til aktiviteter, og Simon Lindstrøm Jakobsen kan så være med til at koordinere nogle af tingene.

Det er tanken at holde en café-aften en gang om ugen i det nye mødelokale under biblioteket. Lokalet skal indrettes, så det bliver hyggeligt, og blandt andet opsættes der et tv.

Skal brede sig

Det nye ungdomsprojekt holder sig ikke til et bestemt sted. Der er også lagt op til, at der kan etableres samarbejde med andre foreninger, og måske kan der startes aktiviteter andre steder såsom Tinghuset, eller man kan bruge andre lokaler i biblioteket - for nu at nævne et par eksempler, oplyser Heidi Daugaard og Kætil Rokkjær fra lokalrådet.

- Vi vil også gerne arbejde på tværs af generationer. Hvis man har fælles interesser, kan alder jo være ligemeget, siger Heidi Daugaard.

Der har været nævnt flere ideer såsom at få en erfaren mekaniker til at vise unge, hvordan man skruer i knallerter. Det kan også være kreative tiltag, eller at etablerede foreninger inviterer unge med.

- Der er interesse for projektet, og vi har allerede 14 personer, der gerne vil være frivillige, fortæller Heidi Daugaard.

Hun og Kætil Rokkjær håber, at der kommer mange gode ideer, og alle må gerne byde ind, understreger de. Der er nu etableret en mailbox med adressen ungecafeenbraedstrup@gmail.com og her kan man skrive til, hvis man har ideer.

Simon Lindstrøm Jakobsen er 32 år og bor Brædstrup. Han er også en af de frivillige i Headspace Horsens. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce