Annonce
Hedensted

Tilbage på podiet: Hedensted er landets tredjebedste erhvervskommune

Det lokale erhvervsliv er i god gænge, viser ny undersøgelse fra Dansk Industri. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Sidste års femteplads er vekslet til bronze i Dansk Industris årlige erhvervklimaundersøgelse. Springet flugter med kommunens selvfortståelse, lyder det fra borgmester.
Annonce

Hedensted: Efter et enkelt år ude af det helt gode selskab kravler Hedensted Kommune nu tilbage på medaljeskamlen, når landets virksomheder vurderer det lokale erhvervsklima.

Ud af 93 deltagende kommuner rangerer Hedensted nemlig som den tredjebedste i den netop offentliggjorte erhvervklimaundersøgelse fra Dansk Industri.

Det er et lille spring frem, efter kommunen sidste år faldt tilbage på en femteplads - den dårligste placering i ni år.

I undersøgelsen fremgår det, at det blandt andet er takket være adgangen til kvalificeret arbejdskraft samt den gensidige dialog med erhvervslivet, der trækker i en positive retning.

- Det er godt gået af Hedensted, som efterhånden har slået sig fast som en kommune, der er god til at få ledige hurtigt i job og sikre arbejdskraft til virksomhederne. Hedensted er et eksempel, som mange andre kommuner kan lære af, siger Johannes Saugbjerg, formand for regionalforeningen DI Horsens.

Annonce

Hører til deroppe

Ikke overraskende bliver undersøgelsen taget imod med glæde på borgmesterkontoret. Kasper Glyngø (S) kan konstatere, at kun den evige duks Ikast-Brande samt højdespringeren Vejen i årets udgave har gjort det bedre.

Kommunen rangerer i top 10 på alle undersøgelsens overordnede parametre på nær en enkelt, og det fortæller ifølge borgmesteren historien om, at mange forskellige afdelinger har trukket et stor læs.

Sådan rangerer Hedensted på de ni parametre

Arbejdskraft: 1

Information og dialog med kommunen: 3

Skatter, afgifter og gebyrer: 4

Kommunal sagsbehandling: 5

Kommunens image: 6

Fysiske rammer: 6

Uddannelse: 8

Brug af private leverandører: 10

Infrastruktur og transport: 58

93 kommuner er med i undersøgelsen.

- Det er godt at se, DI har rettet deres fejl fra sidste år, siger borgmester Kasper Glyngø (S) humoristisk, og fortsætter i en mere seriøs tone:

- Vi slår os op på at være en erhvervsvenlig kommune, så i vores selvforståelse hører vi til deroppe. Men ud over at være super tilfredse med at være gået frem, har vi også øjnene stift rettet på de steder, hvor vi kan forbedre os. Undersøgelsen giver svar på en lang række spørgsmål, og det bruger vi på at sætte kræfterne ind de rette steder, siger han.

Annonce

Den evige akilleshæl

Som det har været tilfældet hvert år siden undersøgelsens begyndelse i 2010, er den klare akilleshæl for Hedensted Kommune infrastruktur.

Heri rangerer kommunen på en lidet imponerende 58. plads - som endda er et spring frem i forhold til sidste års placering som nummer 67.


Det er i erhvervslivet, det gode hjul begynder. For med erhverv kommer arbejdspladser, som giver bosætning og skatteindtægter til en god velfærd.

Kasper Glyngø (S), borgmester


Problemet ligger, ifølge undersøgelsen, blandt andet inden for den kollektive transport, og det kommer efter alt dømme ikke til at ændre sig markant frem mod næste års undersøgelse, selvom en stor infrastrukturplan med potentielle projekter for over 500 mio. kr. netop er gjort klar til at søsættes.

- Vores kollektive transport er bygget op omkring skolerne - ikke at servicere erhvervsområderne. Og vi kan konstatere, at de fleste medarbejdere, som kommer lidt længere vejs fra, ankommer i bil. Så formentlig er resurserne bedre givet ud til cykelstier eller elcykler- og løbehjul frem for tomme busser, siger erhvervschef Carsten Steffensen.

Det er 11. gang, DI har lavet den landsdækkende erhvervsklimaundersøgelse. Kun det første år lå Hedensted Kommune uden for top fem.

Om undersøgelsen

Dansk Industris undersøgelse er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Vurderingen baserer sig på en tilfredshedsundersøgelse fra 7161 virksomheder, svarende til ca. 350.000 arbejdspladser.

Kommunerne bedømmes på flere parametre, herunder blandt andet infrastruktur, sagsbehandling og arbejdskraft.

Spørgeskemaet sammenholdes med statistiske indikatorer, såsom beskæftigelse, grundskyld og nye virksomheder, som vægtes med en tredjedel.

Undersøgelsen er foretaget hvert år siden 2010. I år er ottende gang, Hedensted Kommune rangerer i top tre.

Kun de fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Horsens

Forældre opfordres til at holde små børn hjemme: Otte ud af 10 børn møder op i vuggestuer og børnehaver i Horsens Kommune

Horsens

SF'er til minister: Hvordan vil du sikre, at loven står over økonomiske hensyn i børnesager?

Annonce