Annonce
Horsens

Til kamp mod nethandel: Butikkernes arbejde har skabt 'positive vinde' i Horsens

Mette Frost har blandt andet arbejdet sammen med Jeppe Keller, leder af erhvervsudvikling i Horsens Kommune, om den nye detailhandelsstrategi. Med fokusgrupper, arbejdsmøder og meget andet har over 100 mennesker bidraget med input. Arkivfoto: Morten Pape
Arbejdet med en ny strategi har vist detailhandelsudvalgets formand Mette Frost, at de forretningsdrivende i Horsens er klar til at rykke sammen i kampen for kunderne.

Horsens: Handelslivet på landets gågader er mere presset end nogensinde, og derfor er der brug for masser af initiativer for, at danskerne ikke køber deres næste par sko på internettet.

I Horsens er der en nyrenoveret og moderne gågade på vej, og for de forretningsdrivende er en detailhandelsstrategi lige på trapperne. En strategi, der skal forene handelslivet og lægge op til, at forretningerne står sammen om at få kunderne væk fra pc'en og ind i de fysiske butikker.

Mette Frost, indehaver af Femina Lingeri og formand for cityforeningens detailhandelsudvalg, har stået i spidsen for at lave strategien, og hun har i hele forløbet kunne mærke, at handelslivet er klar til at løfte i flok.

- Det her er første gang, hvor jeg oplever positive vinde - hvor folk viser, at de vil hinanden, fortalte Mette Frost i forbindelse med et af de sidste møder, der blev holdt med henblik på at få input til detailhandelsstrategien.

Annonce
Strategien skal skabe så meget dynamik som muligt og koble hele byen sammen. Fra Bilka til nichebutikkerne og med alt derimellem. Kunderne skal have nemmere ved at bruge byen, og de skal vide, at byen ikke lukker klokken 17.30, bare fordi gågadens butikker gør det.

Mette Frost, indehaver af Femina Lingeri og formand for cityforeningens detailhandelsudvalg

Kolleger, ikke konkurrenter

Netop samarbejde har været en vigtig faktor for strategien, og det er her, der skal ske en stor ændring for butikkerne.

- Vi skal skabe et bedre sammenhold og fællesskab blandt de butiksdrivende, for vi kan mange flere ting sammen. Derfor har vi kigget på, hvordan vi kan blive bedre til at snakke med hinanden og bruge hinanden, fortalte Mette Frost og uddybede med et eksempel:

- Hvis en kunde kommer ind til mig efter noget fra Calvin Klein, og jeg ikke har det, skal jeg sende kunden videre til en anden butik her i byen frem for hjem til computeren. Vi skal se hinanden som kolleger frem for konkurrenter, forklarede hun.

At kunne anbefale de andre butikker i Horsens kræver et stort kendskab til hinanden, og her medgiver Mette Frost, at man ikke kan kende hele udvalget i de andre butikker, men man kan kende dem på et overordnet plan og derfor kende nogenlunde til deres vareudvalg.

Detailhandelsstrategien er få øjeblikke fra at blive offentliggjort, da målet hele tiden har været inden den travle julehandel. Strategien kommer dog først til at træde i kraft i det nye år.

Til daglig er Mette Frost indehaver af Femina Lingeri på Hestedamsgade. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce