Annonce
Udland

Tidligere skotsk leder afviser sexovergreb

Alex Salmond er torsdag blevet anholdt - mistænkt for seksuelle overgreb.

Alex Salmond er ved retten i Edinburgh sigtet for to voldtægtsforsøg og andre overgreb mod kvinder.

Skotlands tidligere førsteminister Alex Salmond er pludselig kommet i vælten, efter at han er blevet mistænkt at have begået overgreb på kvinder.

Han blev anholdt torsdag, og torsdag eftermiddag var han for en dommer i Edinburgh, den skotske hovedstad, ved domstolen Edinburgh Sheriff Court.

- Jeg er uskyldig i enhver kriminel handling, siger han uden for retten.

- Jeg tilbageviser absolut disse påstande om kriminalitet, og jeg vil forsvare mig til det yderste i retten. Jeg vil gerne sige en hel masse mere, men jeg må følge rettens regler, og det er i retten, jeg vil fremlægge min sag, siger Salmond.

Han er ifølge de internationale nyhedsbureauer sigtet for to tilfælde af forsøg på voldtægt og ni tilfælde af sexovergreb.

Ifølge britiske aviser skal overgrebene være foregået i 2013.

Alex Salmond var førsteminister i Skotland fra 2007 til 2014 og partileder for partiet SNP, da skotterne i 2014 skulle stemme om selvstændighed fra Storbritannien.

Her kæmpede Salmond for at få Skotland løsrevet fra den britiske union. 55 procent af vælgerne valgte dog at stemme for at blive.

Efterfølgende trådte Alex Salmond tilbage. Han blev afløst på sin post af Nicola Sturgeon.

Sagerne har tilsyneladende været kendt i partiet, og håndteringen af dem har ført til kritik af den nuværende skotske regering under SNP's ledelse.

Flere medlemmer af det skotske regionalparlament ønsker at undersøge, hvorvidt Nicola Sturgeon har givet sin tidligere mentor Salmond en favorabel behandling.

Blandt andet er medlemmer af parlamentet utilfredse med, at Sturgeon har talt flere gange med Salmond om anklagerne, før de blev offentligt kendt.

Hendes regering har også været tvunget til at erkende, at dens egen undersøgelse af sagen ikke har været upartisk. Regeringen har derfor beklaget, at den tidligere har forsøgt at undersøge sagen internt i stedet for at melde det til politiet.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce