Annonce
Indland

Thulesen Dahl: Det afgørende er at holde skindet på næsen

Philip Davali/Ritzau Scanpix
DF står i meningsmålingerne til at miste to af sine fire mandater. Men det er også et godt valg, lyder det.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har lidt over klokken 12 afgivet sin stemme til EU-Parlamentet i hjembyen Thyregod.

Og det var en beskeden partiformand, der mødte TV2 News, inden han skulle i stemmeboksen.

- Hvis vi får to mandater er jeg fuldt ud tilfreds. Vi fik fire sidst, men det fjerde mandat var meget tæt.

- Så reelt fik vi tre mandater, så to mandater er også et godt resultat. Så det kan blive en god dag, sagde Thulesen Dahl til TV2 News.

Dansk Folkeparti står ved dette valg uden stemmeslugeren Morten Messerschmidt, og det kan være medvirkende til, at Dansk Folkeparti altså ser ud til at få halveret sin størrelse i EU.

- Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke havde regnet med at gå tilbage. Det afgørende er ikke, om vi går tilbage, men det afgørende er, om vi kan holde skindet på næsen, sagde formanden.

DF var den helt store vinder ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014 med markante 26,6 procent af stemmerne.

Det betød, at DF ved sidste valg gik fra to til fire mandater. Samtidig satte spidskandidaten Morten Messerschmidt rekord med 465.758 stemmer.

Det blev dog en valgperiode for Messerschmidt og Dansk Folkeparti, der var præget af den såkaldte Meld og Feld-sag.

Igennem de to fonde har Dansk Folkeparti nemlig uberettiget brugt EU-midler på eksempelvis egne sommergruppemøder og kampagnevirksomhed.

Pengene er også blevet brugt til Morten Messerschmidts bog "Dagbog fra EU - om EU's spild af dine penge".

Partiet har betalt nogle af pengene tilbage, men sagen bliver fortsat efterforsket af EU's bedragerienhed, Olaf. Olaf er dog endnu ikke kommet med nogen anklager.

Dansk Folkepartis optakt til valget har tillige været præget af uro.

Anders Vistisen blev nemlig overraskende vraget som spidskandidat til fordel for retsordfører Peter Kofod.

DF mener, at forbeholdene skal bevares og gerne udbygges med flere. Partiet har dog haft svært ved at forklare sin holdning til en afstemning om dansk EU-medlemskab.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelig pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce