Annonce
Udland

Texas melder om hidtil største antal smittetilfælde

Callaghan O''hare/Reuters
Delstaten Texas registrerer 6975 nye smittetilfælde på et enkelt døgn som seneste tegn på genopblussen.
Annonce

Med næsten 7000 nye tilfælde af coronasmitte har Texas tirsdag registreret det højeste antal smittede på en enkelt dag, siden pandemien begyndte.

Det oplyser delstatens sundhedsmyndighed sent tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Texas har som en del andre delstater i USA genindført en række restriktioner for at bremse en genopblussen af smittespredning.

Det samme har myndigheder i andre befolkningsrige delstater som Californien og Florida gjort.

I alt er omkring 156.000 personer testet positive for coronavirus i Texas ifølge en sammentælling i avisen Houston Chronicle. Aktuelt er 5913 patienter indlagt på hospitaler i delstaten med Covid-19, som virussygdommen hedder.

I flere af de hårdest ramte amter opfordrer myndigheder folk til at holde sig hjemme i så høj grad som muligt.

I Harris County er der indført krav for ansatte og kunder i butikker og forretning om at bære ansigtsmasker. På et møde tirsdag er påbuddet om ansigtsmasker blevet forlænget til 26. august, skriver Houston-avisen.

En overtrædelse kan straffes med en bøde på 1000 dollar.

Tidligere tirsdag advarede den amerikanske regerings øverste sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, om, at USA risikerer at opleve 100.000 bekræftede tilfælde af smitte om dagen, hvis udviklingen ikke vender.

- Det går den forkerte vej. Vi har tydeligvis ikke total kontrol lige nu, sagde Fauci under en høring i Senatet i Washington.

USA's vicepræsident, Mike Pence, meddeler tirsdag ifølge Reuters, at den særlige enhed i Det Hvide Hus, der er oprettet til at overvåge coronasituationen, har fokus på 12 delstater med et stigende antal smittetilfælde.

Myndighederne arbejder på at udvide antallet af test og på at fremskaffe flere personlige værnemidler til blandt andet sundhedspersonale i de berørte stater, oplyser Mike Pence.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Horsens

Trods påbud og dødsfald: - Jeg har tillid til både personale og ledelse, når jeg taler med avisen

Annonce