Annonce
Debat

Teledataskandalen: Kan vi stole på digitale beviser?

På kant: Teledataskandalen, hvor mangelfulde oplysninger i straffesager kan have haft betydning for domsafsigelser, hvor folk kan være uskyldige dømt og skyldige gået fri, stiller et ganske alvorlig spørgsmål: Kan vi stole på de digitale beviser, der i dag indgår i stort set alle straffesager?

Tvivlen er der og justitsministerens undersøgelser kan være en øjenåbner for vurderingen af, hvor sikre de digitale beviser er.

Aktuelt har en forsker ved Politihøgskolen i Norge, Nina Sunde, stillet det samme spørgsmål. Hun forsker i de digitale beviser, og hvordan de kan påvirke efterforskeren og føre til fejlslutninger, og i hendes seneste studie nævnes en norsk straffesag fra 2018, hvor en kvinde var sigtet for groft uforsvarlig kørsel ved at påkøre en fodgænger i et fodgængerfelt. Efterforskningen påviste, at kvinden havde sendt et billede fra sin mobiltelefon via Snapchat, og at denne uopmærksomhed var årsagen til påkørslen. Det blev lagt til grund i bevisførelsen. Men da dataene blev undersøgt nærmere, viste det sig, at snapchat-meldingen var sendt flere minutter tidligere, da den på grund af dårlig dækning i området var blevet ”hængende i luften”. Nu stillede sagen sig anderledes og fik stor betydning for strafudmålingen.

Ikke verificerede kildeoplysninger har fortalt, at der også har været problemer med danske GPS-positioner. Det skete under den store politiaktion sidste år, der satte den lille fynske landsby Espe på Danmarkskortet, da en landejendom under et voldsomt politiopbud blev ransaget helt uden grund.

Enhver krise har et udviklingspotentiale. Ingen ved i øjeblikket, om der er begået justitsmord, og ingen ved, om skyldige er på fri fod. En afklaring af det - og sidst, men ikke mindst om vi kan stole på de digitale spor, vil medvirke til at genskabe tilliden til vores retssikkerhed.

Annonce
Hans Jørgen Bonnichsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Pant på fyrværkeri er en farlig fuser

Vi skal passe på miljøet, og vi skal indsamle affald. Ingen tvivl om det. Der er heller ingen tvivl om, at fyrværkeri skaber masser af affald, når batterier og raketter 1. januar fylder gader og veje. Fyrværkeribranchen vil gerne gøre noget ved problemet, og det er al ære værd, men løsningen ligner en farlig fuser. Flere fyrværkeri-forhandlere tilbyder nemlig rabat på næste års køb, hvis man afleverer sit affyrede krudt, som en form for pantordning. Men lige som brug af sikkerhedsbriller heldigvis efterhånden er standardudstyr hos børn og voksne, når nytåret skal markeres med farvestrålende batterier og bragende kanonslag, lige så klart er det slået fast, at man aldrig må gå tilbage til en fuser. Og så foreslår man, at vi skal tjene penge på at samle krudt og kanel ind igen. Hvis der kommer pant på nytårskrudt, vil der også gå sport i at samle ind og tjene mest muligt, og i det spil gælder det om at være hurtigst. Sådan er det også, når børnene samler flasker til en byfest eller et lignende arrangement. Vi skal altså ikke have børn og for den sags skyld voksne til at fare rundt for at samle nytårskrudt for at tjene pant nytårsaften. Det er godt for miljøet, men synes fyrværkeribranchen mon også, at det er godt, når lille Peter har fået ødelagt sin hånd eller er kommet endnu værre til skade, fordi han har været ude for at samle brugte batterier op, som sprænger i hånden på ham? Nej vel. Tanken om indsamling er god, men pant duer ikke. Det er for farligt. Alt for farligt. Fyrværkeri skal samles ind på forsvarlig vis og ikke med pant-kroner som et incitament til at få tjent penge. Vi må appellere til hinanden om at få ryddet op. De fleste har brug for lidt frisk luft dagen derpå, og hvis du giver et ekstra nap med 1. januar i år, så lad os håbe på, at din nabo gør gengæld om et år. Affaldet skal væk. Ingen tvivl om det, men det skal ikke være med risiko for, at børn og fulde folk kommer til skade, fordi de vil samle et ikke-affyret batteri eller raket op.

Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Annonce