Annonce
Danmark

Teknologijournalist tvivler på effekt af mere overvågning

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mere overvågning har ikke ført til færre alvorlige forbrydelser i England, påpeger teknologijournalist.

Øget overvågning af danskerne kommer formentlig ikke til at betyde mindre bandekriminalitet.

Det vurderer teknologijournalist og radiovært Anders Kjærulff.

Regeringen er ifølge Berlingske på vej med en "sikkerhedspakke", der blandt andet vil betyde opsætning af 300 flere kameraer i det offentlige rum.

- England er foregangsland, når det gælder opsætning af overvågningskameraer. Men det har vist sig ikke at have en effekt, når vi ser på de alvorlige forbrydelser.

- Bandekriminelle er i forvejen enormt bevidste om, at de kan blive overvåget og bruger hættetrøjer og baseball caps, så de ikke kan genkendes, siger Anders Kjærulff.

Danmark er i forvejen godt dækket ind af kameraer, og flere af dem løser ifølge værten på Radio24syv-programmet "Aflyttet" næppe problemerne med den alvorlige kriminalitet.

- Vi er i forvejen ekstremt kameradækket i Danmark, og vi har udstyr til at genkende nummerplader.

- Det bringer os op i hvert fald i top tre over de mest overvågede lande i Europa, siger Anders Kjærulff.

Det er et stigende antal eksplosioner i hovedstadsområdet og problemerne med bandekriminalitet, der er baggrunden for regeringens nye tiltag.

Men det samlede kriminalitetsbillede berettiger ifølge Anders Kjærulff ikke, at man skruer op for overvågningen.

- Hvis man kigger på kriminalstatistikkerne, så har danskerne og især de unge aldrig været så lidt kriminelle som nu.

- Derfor virker det ude at proportioner at overvåge samtlige danskere, når det dybest set handler om, at der er nogle få kriminelle, der laver ulykkerne, siger Anders Kjærulff.

Problemet er ifølge journalisten, at de mange overvågningsdata ofte vil være ubrugelige, og derudover risikerer at havne i forkerte hænder.

- Vi risikerer at indsamle en frygtelig masse videodata om alle borgere i Danmark, som næppe hjælper noget som helst, og som vi ikke formår at passe på, siger han.

Også IT-Politisk Forening, der arbejder for at beskytte borgernes rettigheder i informationssamfundet, hejser advarselsflaget:

- Der er ikke nogen forskning, der viser, at videoovervågning har en reel kriminalitetsforebyggende effekt, siger foreningens formand, Jesper Lund.

For nogle mennesker vil kameraerne give øget tryghed, mens andre vil føle sig overvåget og hæmmet, påpeger han.

- Der er nogle mennesker, der vil være utrygge og lade sig begrænse i deres bevægelsesfrihed. Det er et problem, siger Jesper Lund.

Regeringen vil ifølge Berlingske præsentere de nye sikkerhedstiltag torsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce