Annonce
Kultur

Tegnefestival får kæmpe skulderklap: En million værsgo'

I Horsens sætter tegnefestival hvert år præg på bybilledet - blandt andet når der arrangeres DM i Tegning. En stor del af festivalens arbejde foregår dog på skoler rundt om i landet, hvor mange tusinde hvert år kommer i berøring med konceptet. Arkivfoto: Martin Ravn
Spar Nord Fonden giver sin hidtil største donation til Tegnefestivals arbejde med børn og unges visuelle sprog - et modspil til den boglige læring, der stadig dominerer folkeskolen.

Horsens: Tegnebog og tegnefestival.

De to ord fik torsdag ekstra sammenhængskraft i Horsens.

Her har den lokale Tegnefestival, som hvert år inddrager mange tusind unge i hele landet i visuel kreativitet, netop modtaget sin hidtil største donation fra Spar Nord Fonden.

Fonden har gennem fem år været en tro støtte af den årligt tilbagevendende festival, men med en økonomisk håndsrækning på en lille million kroner, helt præcis 970.000, har folkene bag begivenheden alligevel fået ekstraordinær grund til at kippe med blyanter og tegneblok.

"Overvældende" er ordet, som festival-arrangørerne på Billedskolen Horsens bruger om pengegaven, der i de næste tre år skal bakke op om festivalens ambitioner om en visuelt stærkere dansk ungdom.

- Som jeg sagde til hende, der ringede med beskeden fra fonden: Det her er en af de få gange, jeg virkelig er blevet paf, virkelig. Det er en stor anerkendelse af, at det her sprog, som vi kalder tegning, det kan noget. Af at det visuelle kan noget og har betydning for den enkelte, men måske også for de kreative erhvervs fremtid - hvis man skal se det i det helt store perspektiv, siger billedskole-leder Jannik Broz.

Annonce

Tegnefestival

Tegnefestival har gjort status over 2019. Her er nogle nøgleoplysninger fra rapporten.

Deltagerne

- Tegnefestival havde i 2019 i alt 3853 deltagere, hvoraf de 2476 var deltagere i de 20 landsdækkende tegneshows - begge tal er nye rekorder.

- Dertil kom i 2019 1377 deltagere til Tegnefestival-ugen og DM i Tegning i Horsens.

- De 30 nye ambassadører, der bliver uddannet via et kursus i efteråret 2019, forventes i deres daglige arbejde ude på skolerne at tilvejebringe 3000 flere aktive deltagere fra 2020. Med flere sådanne kurser forventes Tegnefestival-konceptet at nå ud til 12-15.000 deltagende børn og unge ved udgangen af 2022. Det er over en tredobling i forhold til det nuværende antal deltagere.

- I Tegnefestival-ugen i Horsens deltog 570 skoleelever, hvoraf ca. 450 var lokale.

- Målgruppen var endnu engang de 8-17-årige, samt børnefamilier.

Publikum

- Det samlede antal publikummer for årets Tegnefestival skønnes til omkring 29.000 personer. Heraf bidrager et meget vellykket arrangement med Tape Art workshops på ARoS Kunstmuseum i Aarhus med langt hovedparten, da et tapeværk fra to workshops siden vinterferien og til midt på sommeren har været udstillet i ARoS Public området.

- Derudover bidrager samarbejder med Store Læsefestival Herning, Dansk Arkitektur Center, Copenhagen Comics, Svendborg Graphic samt Horsens Kunstmuseum med en stor del af de resterende 3-4000 publikummer.

Udsigt til tredobling

Han uddyber, at Spar Nord Fondens bidrag styrker arbejdet med at skabe stærke kreative fællesskaber, der understøtter læring af det visuelle sprog. "Blandt andet som modspil til den boglige læring, der stadig kan siges at dominere i folkeskolen", lyder det fra Tegnefestival, der blandt andet vil bruge de 970.000 kroner på at styrke sit webunivers med en opdateret tegneskole og skabe kurser, der kan uddanne ambassadører, som kan udbrede konceptet på landets skoler.

- Tegnefestival-konceptet forventes at nå ud til 12-15.000 deltagende børn og unge ved udgangen af 2022, hvilket er over en tredobling i forhold til det nuværende antal deltagere, skriver festivalen, som Spar Nord Fonden er glad for at støtte.

- Når Spar Nord Fonden igen støtter Tegnefestival, er det ud fra vores betragtning om, at der er meget stort behov for at styrke børns tegne- og visualiseringskundskaber, udtaler fondsdirektør Steffen Nørgaard i en pressemeddelelse.

Vigtig fødekæde

Han peger på, at det blandt andet på årets Kulturmøde på Mors blev drøftet, hvordan kreativitet ventes at blive en af fremtidens vigtigste kompetencer.

- Set i lyset heraf, og fordi billedskolen de næste par år vil udvikle både koncept, sikre væsentlig stigning i deltagerantal og udarbejde e-bog med massevis af tegneopgaver, støtter vi og ser meget frem til at følge udviklingen de næste tre år, siger Steffen Nørgaard om donationen, som også er blevet bemærket på Horsens Rådhus.

- Det er en meget flot donation, Tegnefestival og Billedskolen Horsens har modtaget fra Spar Nord Fonden. Tegnefestival er et helt unikt arrangement, som nu gennem flere år har bevist sin levedygtighed, og som er med til at synliggøre de enorme muligheder, der ligger i tegning og visuel innovation. I Horsens tror vi på, at kreative, unge tegnere er det råstof, som vil forme fremtidens toneangivende design, arkitektur, kunst, animation og computerspil, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi kan være med til at sikre en fødekæde af nye unge talenter, lyder det fra borgmester Peter Sørensen (S).

Billedskolen Horsens' leder, Jannik Broz, kan juble over Spar Nord Fondens hidtil største donation til tegnefestivalen, som billedskolen står bag. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce