Annonce
Kultur

Teater efterlyser dagbøger: Søger unge tanker i en coronatid:

- Vi indsamler coronadagbøger for at have et langvarigt blik på krisen. Vi er interesseret i at dokumentere, hvordan man havde det i hele perioden, og hvordan det er med til at forme os som mennesker, fortæller Marion Vick, teaterleder i Teater Apropos, der efterlyser coronadagbøger fra unge i alderen 12-25 år. Foto: Teater Apropos
I foråret 2020 indsamlede århusianske Teater Apropos over 100 coronadagbøger fra unge i Aarhus og Syddjurs. Nu søger teatret igen coronadagbøger, for at tegne et billede af hele perioden set fra de unges perspektiv. Dagbøgerne skal blandt andet indgå i audiowalks og en turnéforestilling.
Annonce

AARHUS: En dagbog er ofte noget af det mest personlige. Den bliver gemt et hemmeligt sted, og indeholder tanker, som absolut ikke er tænkt som noget, der skal deles med andre.

Men det er netop dét, Teater Apropos nu beder om; at unge i Aarhus- og Syddjurs Kommune vil skrive coronadagbog og dele deres tanker med resten af verden.

- Vi indsamler coronadagbøger for at have et langvarigt blik på krisen. Vi er interesseret i at dokumentere, hvordan man havde det i hele perioden, og hvordan det er med til at forme os som mennesker. Det er interessant at se, hvordan det påvirker en hel ungdomsgeneration, forklarer Marion Vick, teaterleder af Teater Apropos, som i denne måned kan fejre sit ti års jubilæum.

Det Aarhus-baserede teater indsamlede 123 coronadagbøger under den første nedlukning i foråret 2020.

Siden har Teatret Apropos modtaget tre store bevillinger fra Region Midtjylland, Syddjurs Kommune og Statens Kunstfond til at fortsætte projektet, og derfor er man nu igen i gang med at indsamle dagbøger fra unge i alderen 12-25 år.

Annonce

Corona-blues i folkeskolen

Hvor det i foråret i stor stil var folkeskoleklasser, som deltog i skoleregi, oplever teatret denne gang, at der er en metaltræthed blandt lærerne.

- Vi har ikke rigtig fået nogle henvendelser fra skoler i denne omgang. Jeg tænker, det er fordi, lærerne simpelthen har så travlt med at håndtere det praktiske i hverdagen, så der er ikke rum til så meget andet. Og det kan jeg godt forstå, siger Marion Vick.

I stedet kommer henvendelserne nu fra enkeltpersoner, som har noget på corona-hjerte.

- Dagbøgerne tikker ind lige så langsomt. Sådan var det også sidst, for projektet skal lige opdages, og folk skal måske også lige gå og brygge på, hvad de gerne vil skrive, uddyber hun.


Deres fortællinger fra hverdagen bliver et spejl på de mellemmenneskelige relationer i det nære familieliv, hvor man er tvunget til at væres sammen.

Marion Vick, teaterleder i Teater Apropos


- Vi har ikke et mål for, hvor mange vi skal have med. Det er ikke vigtigt, om vi får flere eller færre end sidst. Men der skal være nok til, at vi kan se nogle billeder - både fællestræk og forskelligheder, forklarer Marion Vick.

Annonce

Blandede følelser

Coronakrisen bliver opfattet forskelligt af alle mennesker, det viser dagbøgerne også.

- Det, der har slået os, er, hvor forskellige teksterne er. Nogle er tunge, men der er bestemt også nogle med en humor i sig. Dagbøgerne viser, at vi ikke bare kan proppe de unge i en bestemt kasse, og at vi skal stoppe med at tænke på dem som en homogen gruppe. Sådan fungerer det ikke, forklarer Marion Vick.

Et fællestræk i dagbøgerne er dog, at mange er kommet tættere på deres familie.

- Familie er rigtig vigtig for de unge. Deres fortællinger fra hverdagen bliver et spejl på de mellemmenneskelige relationer i det nære familieliv, hvor man er tvunget til at være sammen. Man kan ikke glo ind i en skærm hele tiden, så vi finder nye måder at være sammen på i familien, fortæller teaterlederen.

Klip fra coronadagbøger

1. bølge:

"Dagene ligner hinanden, og det er som om, at tiden står stille. Man ligger i sin seng det meste af dagen. Undtagen hvis man skal gå med sin hund, hente mad eller hvis man ikke kan holde lektierne ud mere, og det sker".
Dagbog 17. april 2020

"Min far er gået fuldstændig amok med træning og motion, mens min mor er begyndt at interessere lidt for meget om plantebaseret mad, så nu skal jeg også spise det".
Dagbog foråret 2020

2. bølge:

"Kære Dagbog. I morgen er det præcis otte måneder siden, at Danmark lukkede ned. Det føles underligt. En følelse af at være i live uden rigtigt at føle, at man lever.
Jeg savner at hygge mig med mine venner uden af få dårlig samvittighed og føle mig som et egoistisk ungt menneske.
Jeg savner ikke at få en bange fornemmelse i maven, når der står ordet nedlukning i en nyhedsartikel. Onlineundervisning og isolation er på top 10-listen over største frygt. (…).

Dagbog november 2020

"Jeg sidder i bilen. Jeg har lige købt ind i Føtex med min mor. Eller... sandheden er, at jeg kom med derind men løb ud igen. Der var så mange mennesker, og folk gik tæt, og jeg fik mit første angstanfald i snart fire måneder. Jeg ryster så meget og kan slet ikke trække vejret. Jeg er så evigt bange for at smitte andre, at jeg ikke kan holde ud at være andre steder end på mine forældres matrikel. (…) Føtex er mit nye horror house".
Dagbog 4. december 2020

Sammen med Teaterhuset Filuren er Apropos-holdet sideløbende med dagbogsprojektet i gang med prøverne på en ny forestilling, "I de fucking bedste", der er en hyldest til teenageren.

- Det er en forestilling, vi søgte penge til for længe siden, og den rammer spot on i tiden lige nu. Den har stort set været udsolgt siden sommerferien, og det er aldrig sket før. Vi synes, teenagere er så fantastiske og er trætte af alle de negative ord, der er forbundet med det. Det er også noget af det, vi kan se i dagbøgerne, forklarer Marion Vick, der håber, at den forestilling kan få premiere til foråret som planlagt.

Annonce

Fortællinger ud af boksen

Men lige nu gælder det indsamlingen af flere coronadagbøger, som sammen med dagbøger fra foråret skal blive til en række forskellige produktioner flere steder i Østjylland.

I Syddjurs vil man til efteråret blandt andet kunne opleve audiowalks med fortællinger, der tager udgangspunkt i dagbøgerne.

- Audiowalks er en direkte konsekvens af coronakrisen. Vi har tidligere været traditionelle i vores måder at lave forestillinger på, hvor vi mest har arbejdet med tekstteater i en 'black box'. Men nu er der opstået et andet behov, og derfor har vi brugt krisen til at undersøge, hvad vi kan gøre i stedet, så vi stadig giver publikum en fortælling. Vi tager fortsat udgangspunkt i en tekst og i at høre de unges tanker, men vi trækker det ud i nogle andre formater, som kan afvikles uanset hvad, siger Marion Vick, der fortæller, at Syddjurs Bibliotek, Aarhus Jazz Orchestra, Teaterhuset Filuren og Syddjurs Egnsteater også er med i samarbejdsgruppen.

Der bliver også skabt en turnéforestilling på baggrund af coronadagbøgerne for hele perioden, som kommer rundt i landet i foråret 2022. Den er blandt andet støttet af Statens Kunstfond.

Annonce

Menneskelige historier

Selv om der er et helt år til premieren, understreger Marion Vick, at coronadagbogs-forestillingen også vil være relevant til den tid.

- Det er jo menneskelige historier, som man fortsat vil kunne reflektere over. Jeg håber, at vi til den tid har fået det hele så meget på afstand, så det bliver en fælles bearbejdning og efterreflektion, siger hun.

Coronadagbøger

Teater Apropos beskæftiger sig primært med teater for unge og holder til i Aarhus.

I foråret 2020 indsamlede teatret coronadagbøger fra unge i det østjyske.

Det er man i gang med at gøre igen. Unge i alderen 12 til 25 år kan deltage.

Man må gerne deltage som enkeltperson, men er man skolelærer, klubpædagog eller lignende må man også tilmelde en hel klasse eller et hold.

Der er ikke mange retningslinjer for, hvad man må indsende, hverken i forhold til form eller indhold. Det vigtigste er, at man vil dele lidt om sig selv og sine tanker fra én bestemt dag.

Det skal være anonymt, for teksterne bliver offentliggjort på coronadagbog.net og Teaterapropos.dk, så det skal være dagbogsrefleksioner, som alle må læse.

Når projektet afsluttes i Teater Apropos, bliver dagbøgerne videresendt til Museum Østjylland, som vil opbevare dem for eftertiden.

Deadline for at indsende 1. marts 2021. Send til kontakt@teaterapropos.dk.

Når projektet afsluttes i Teater Apropos, kommer dagbøgerne til Museum Østjylland, som vil opbevare dem for eftertiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Tirsdagens coronatal: Laveste antal smittede i måneder - men den britiske mutation spolerer glæden

Annonce