Annonce
Indland

TDC får alvorlig kritik for registrering af mobilkunders færden

Logning eller registrering kan give et meget præcist billede af, hvor den enkelte har befundet sig - men er samtidig et vigtigt redskab ifølge politiet.

Tidligere har teleselskabet registreret tre millioner mobilkunders færden. Det var kritisabelt ifølge tilsyn.

Det var i strid med reglerne, at TDC i årevis registrerede, hvilke mobilmaster tre millioner mobilkunder var tilknyttet, når de sendte mms'er eller brugte data.

Det kan give et meget præcist billede af, hvor den enkelte har befundet sig, men er samtidig et vigtigt redskab ifølge politiet.

Men det er kritisabelt, skriver it-mediet Version2 på baggrund af en afgørelse fra Datatilsynet, som internetaktivisten Christian Panton har modtaget mandag.

Han har sammenlignet logningen - registrering - med at placere en gps-chip i nakken på forbrugerne.

I afgørelsen udtaler Datatilsynet "alvorlig kritik" af TDCs logning, som teleselskabet indstillede i oktober 2018.

Det skyldtes ifølge selskabet, at myndighederne ikke kunne blive enige om, hvad der er lovligt.

Teleselskabet har henvist til bekendtgørelsen for logning. Den skal sikre, at politiet har adgang til teleselskabernes data i et år. Det er blevet kaldt et vigtigt redskab i efterforskningen af forbrydelser.

Den kræver, at teleselskaberne skal kunne oplyse, hvor kunderne befinder sig, når de ringer, sms'er og mms'er.

Men ifølge TDC sendes mms som data, der ikke adskiller sig fra den øvrige datatrafik, hvilket er et problem.

Selskabet har dog indstillet den praksis og registrerer - eller logger - nu kun oplysninger om sms'er og opkald.

Regeringen har tidligere udskudt nye regler grundet en afgørelse fra EU-Domstolen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har sagt, at han ikke vil suspendere de nuværende regler, før et nyt system er på plads.

EU-dommen blev afsagt kort før jul. Den betyder, at masselogning skal "begrænses til det strengt nødvendige".

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Datatilsynet. TDC har modtaget afgørelsen mandag og vil nu gennemgå den, oplyser selskabet.

Først blåstemplede Erhvervsstyrelsen ifølge TDC logningen, men året efter indikerede Datatilsynet uenighed.

Dermed har kompleks lovgivning gjort alle rundtossede, mens borgere og virksomheder er kommet i klemme.

Det siger Aalborg Universitets juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen, der forsker i persondataret.

- Jeg kan godt forstå, hvis TDC er forvirret. Det er forvirrende, at flere myndigheder har kompetencer indenfor dette, det håber jeg, at vi snart får rettet op på.

- Det er en meget utilfredsstillende situation, når EU-Domstolen to gange har sagt, at det klart er i strid med EU-retten. Nu venter vi på andet eller tredje år, det er simpelthen ikke en acceptabel retsstilling, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce