Brande: Fra årsskiftet bliver Maiken Dueholm medejer af tandlægeklinikken Din Tandlæge i Torvegade.
Godt nok er hun opvokset på hjørnet af Gl. Arvadvej og Birkevej, men allerede da hun gik i 3.G på gymnasiet i Herning, flyttede hun til Ringkøbing. Siden har hun både boet i København i en længere årrække - og kortvarigt på Grønland – men hun havde absolut ingen planer om at flytte tilbage til Brande. Det ændrede sig for få år siden, da hun og hendes mand, Thomas, købte hus på Enkehøj. Beslutningen om huskøbet blev truffet i løbet af fem dage, så det var lidt af et impulskøb, smiler Maiken.
Efter at have været væk fra byen i næsten 20 år er hun imidlertid ikke i tvivl:
- Jeg er glad for at være flyttet tilbage til Brande!
Nemmere i Jylland
Forældrene Anni og Hans bor stadig på Gl. Arvadvej, hvor Maiken og hendes lillesøster voksede op i trygge rammer med en mor, der arbejdede som dagplejemor og derfor stort set altid var hjemme, når pigerne fik fri fra skole. At have forældrene/svigerforældrene tæt på har også været en stor hjælp, fastslår Maiken, ikke mindst fordi parrets 3 børn, Lea på 7, Jonas på 4 og Marie på 1 år, har kunnet afleveres i kyndige hænder, når der har været behov for det.
- Alt er meget nemmere i Jylland, konstaterer hun – i hvert fald når man har børn, uddyber hun.
Mødte sin mand på efterskolen
Maiken Dueholm nåede at færdiggøre sin folkeskoletid på Dalgasskolen, inden den mistede sin status som overbygningsskole, men sit sidste skoleår tilbragte hun på Dejbjerglund Efterskole ved Skjern, hvor hun mødte sin senere mand, Thomas. Han var også årsagen til, at hun flyttede til Ringkøbing et år inden, hun fik studenterhuen på i 2002.
Efter at have suppleret sin studentereksamen med en etårig HHX på Ringkøbing Handelsskole blev det til en hel del ”fjumreår”, hvor hun bl.a. stod en del på ski og gik et halvt år på Gerlev Idrætshøjskole, hvor hun efterfølgende var ansat som underviser i en periode.
Hun nåede også at prøve kræfter med biologistudiet på Københavns Universitet (KU), men det var ikke lige hende, så i 2009 startede hun i stedet på tandlægestudiet ligeledes på KU. Studiet er normeret til 5 år, men et års barsel betød, at hun først kunne kalde sig uddannet tandlæge i 2015.
Det passede med, at Thomas, som dengang var ansat ved politiet, kunne blive udstationeret som afløser på Grønland, så i et halvt år havde den lille familie bopæl i Sisimiut (Holsteinsborg) lige nord for Polarcirklen. Heldigvis i sommerhalvåret, hvor det er lyst det meste af døgnet.
Pendlede til Falster
Tilbage i Danmark fik Maiken sit første job som tandlæge på Falster, og faktisk blev hun så glad for stedet, at hun fortsatte med at pendle til ”sydhavsøen” i 5 måneder, efter hun og resten af familien var flyttet til Brande.
I 2018 fik hun så job på en klinik i Billund, som blev kombineret med et barselsvikariat i den kommunale børnetandpleje i Ikast-Brande, hvor hun både nåede at arbejde i den nu nedrevne klinik i Centerparken og den midlertidige klinik på Falkevej i Nr. Snede foruden afstikkere til børnetandklinikkerne i Bording og Engesvang.
I 2019 fik hun så foden indenfor hos Din Tandlæge, i første omgang på deltid i kombination med jobbet på klinikken i Billund, som hun først forlod ved udgangen af september i år for at gå all in på Brande – og fra 1. januar ejer hun en fjerdedel af klinikken i Torvegade, som derudover har Laura Boe-Hansen, Lisbeth og Torben Lillie i ejerkredsen.
Vil det hele
Især de to sidstnævnte har med deres mangeårige erfaring oparbejdet stor ekspertise indenfor deres respektive fagområder, men på spørgsmålet om, hvorvidt der er noget, hun særligt ønsker at specialisere sig i indenfor tandbehandling, er svaret et nej:
- Jeg vil jo det hele – jeg synes, det hele er spændende, siger hun med stor entusiasme i stemmen.
I det hele taget måtte døgnet for hendes skyld gerne have lidt flere timer og ugerne lidt flere dage, men andet end familie og arbejde bliver der dog også plads til i kalenderen.
Hun er medlem af forældrebestyrelsen i Vibereden, hvor alle parrets tre børn enten går eller har gået, og når hun ikke har travlt med at pleje og passe på andre folks tænder, kan hun godt lide at læse en god bog.
Derfor er et besøg på biblioteket sammen med børnene et fast indslag i ugeplanen, og logistikken i det projekt er blevet lidt nemmere, siden Lea startede i 1. klasse på Artium i august.