Annonce
Debat

Tallene viser det: Vi har brug for differentieret pensionsalder

Pension: Øjnene var fast fæstnet i excel-arkene, og flere mediekilder med længere, videregående uddannelse udbrød i chok: ”Hov, i takt med stigende pensionsalder må flere lønmodtagere kaste håndklædet i ringen før tid og trække sig fra arbejdsmarkedet.”

Tja, i 3F trak vi en smule på smilebåndet i forhold til akademikernes overraskelse i lyset af de seneste tal fra Danmarks Statistik. Men ellers er udviklingen absolut trist.

Stigende pensionsalder øger presset på de lønmodtagere, der har været længst på arbejdsmarkedet i nedslidende jobs. Derfor var velfærdsforliget fra 2006 om stigende pensionsalder bl.a. koblet med løfte om en stærkere indsats for et bedre arbejdsmiljø. Den indsats er slået fejl, erkender også Venstres beskæftigelsesminister gennem de senere år, Troels Lund Poulsen. De tørre tal fra forskerne dokumenterer også øget nedslidning blandt lønmodtagerne.

Flere andre forudsætninger for 2006-forliget er også forduftet. De borgerlige har skamskåret efterlønsordningen – som på baggrund af egne forsikringsbidrag sikrede nedslidte en ret til at trække sig tilbage, hvis kroppen ikke kunne holde indtil folkepensionsalderen. Og indsatsen for efter- og voksenuddannelse, der kunne give de kortuddannede større muligheder for sporskifte på vej mod seniorårene, er heller ikke kommet ordentlig i gang.

For nogle fører det forestående til, at man kræver velfærdsforliget fra 2006 opsagt. Sådan ser vi ikke på det i 3F. Vi anerkender fuldt ud, at det samfundsøkonomisk er vigtigt, at så mange af os som muligt forbliver på arbejdsmarkedet, så længe som muligt, i takt med gennemsnitligt stigende levealder. Men der er markante og store sociale forskelle, både mht. levealder og helbredskvaliteten i de sidste senior- og leveår.

De nævnte statistiktal ovenfor bevidner, at kravet fra bl.a. 3F, FOA og Fødevareforbundet NNF om ret til differentieret pensionsalder er både fair og rimeligt. Jeg vil insistere på – 3F vil insistere på, at de nyvalgte i Folketinget vil lytte til behovet for værdig tilbagetrækning, hvor de slidte ikke er tvunget til at tigge med hatten i hånden og skal kastes gennem visitationsordninger mv.

Ingen af vores medlemmer vil anse det for attraktivt at benytte sig af retten til tidligere folkepension, hvis deres helbred giver mulighed for at blive i beskæftigelse. Glæden ved arbejdsfællesskabet og udsigten til mærkbart indtægtstab ved overgang til folkepension gør, at kun de, som føler det absolut nødvendigt, vil gå på pension før tid.

Annonce
Tina Christensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Kvindelige bilister i sammenstød

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce