Annonce
Debat

Tal ordentligt - ellers gi'r det ingen mening at debattere

På kant: Slap af din pædofile so, din tid kommer.

Sådan risikerer man så at blive tiltalt i 2019, hvis man blander sig i debatten. I mit indlæg i avisen Danmark i mandags brugte jeg min ytringsfrihed til at forholde mig kritisk til, om skatteyderne bør finansiere Paludans fremfærd.

Det fik nogle mænd til at mene, at de havde ret til at tømme deres verbale affaldsspand i min mailboks.

De mest sjofle, seksuelle og grove udtryk vil jeg skåne læserne for, men ellers var det vrede budskaber som for eksempel: ”Når vi færdige med islam. Så kommer vi efter de kristne pædofile falsk kærligheds brugende smatsøer.” Underskrevet med et V.

De mange korandemonstrationer skulle angiveligt bruges til at bevise, at man ikke kan bruge sin ytringsfrihed til at kritisere islam uden at modtage hadefulde trusler. Jeg kan konstatere, at det også gælder kritik af den fremfærd.

Det er et alvorligt demokratisk problem, hvis man ikke kan ytre sig kritisk - uanset emnet - uden at blive overdænget med hadefulde ord og trusler. Men det er samtidig en udfordring for retsstaten at sætte grænser for al den hadefulde fremfærd, som angiveligt sker i ytringsfrihedens og demokratiets navn.

Jeg er hverken for masseindvandring eller åbne grænser, jeg fordømmer voldtægt og pædofili, jeg er ikke “rød lejesvend” eller “halalhippie”, men de synspunkter og prædikater tillægges jeg omgående, fordi jeg brugte min ytringsfrihed til at forholde mig kritisk til Paludans fremfærd.

Fordomme og generaliseringer, tilsat hadefuld retorik, er det stof, krige er lavet af.

Da den såkaldt indvandrervenlige CDU-politiker Walter Lübcke 2. juni blev likvideret i sin have, udtalte forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier: “Hvor sproget forrås, er volden ikke langt væk.”

Jeg har i denne uge spurgt mig selv, hvorvidt jeg er bange, og hvorvidt jeg skal tie. Demokrati kan ikke tages for givet. Vi skal kunne være uenige og alligevel tale til og med hinanden på en ordentlig måde. Ellers har debat ingen værdi.

Annonce
Mette Marie Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce