Annonce
Debat

Ta' et fjumreår - I skal alligevel arbejde til I er 74

På kant: Tillykke-tillykke til de mange, som afslutter et forsømt forår med et eksamensbevis. En ny undersøgelse viser at færre starter direkte på en videre uddannelse efter HF eller gymnasium. Er det et problem, at der går et år eller to med rejser, arbejde eller højskole? Hvis man spørger økonomerne og revisorerne i Finansministeriet, er det en samfundsmæssig dårlig forretning. Jeg synes, at det er alletiders.

Løft næsen fra bøgerne, og snus verden ind. Rejs ud, og oplev at livet kan leves på mange måder. Kald det fjumreår eller sabbatår, men lad unge finde deres personlige fundament. Rygsækken med oplevelser, erkendelser og livsglæde følger med resten af livet. Økonomer, der tilbeder ”øget arbejdsudbud”, vil forbande det, men pladsen i dagligdagens hamsterhjul kan vente. Ro på!

Fra vuggestue, hurtigt videre til børnehave, for det er billigere. Det er svært at udsætte skolestarten, for det er billigere. Afsted til skole, med op til tredive tests. Hurtigt i gang med en uddannelse, og som skudt ud af en kanon, videre ud på arbejdsmarkedet, hvor tempoet og effektiviteten hele tiden presses opad. Ikke sært at så mange føler sig trætte, utilstrækkelige og stressede.

Unge som starter i job i dag, skal forvente at arbejde, til de er 74 år. Arbejd! Arbejd! Jeg synes, at I skal snuppe et par sabbatår, mens tid er.

Annonce
Karsten Hønge
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce