Annonce
Hedensted

Slut med lattergas til unge: Butikschef glæder sig over stramninger

Et bredt politisk flertal på Christiansborg har besluttet, at man fremover skal være minimum 18 år gammel for at kunne købe lattergaspatroner, og at man kun må købe to små patroner ad gangen. Aftalen sigter mod at dæmme op for unges misbrug af lattergaspatroner. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Butikschefen på Q8-tanksationen i Tørring, Brian Nielsen, er glad for de stramninger omkring lattergaspatroner, som blev vedtaget på Christiansborg tirsdag. Blandt andet bliver det helt og aldeles forbudt for unge under 18 år at købe lattergaspatroner.

Tørring: Misbrug af lattergas til beruselse er de seneste år blevet et udbredt problem især blandt unge på trods af, at lattergas som rusmiddel kan være livsfarligt.

I Hedensted Kommune har problemet især været synligt i Tørring-området, hvor der blandt andet på Q8-tankens område er blevet gjort store fund af tomme lattergaspatroner. Men det prøver et bredt politisk flertal på Christiansborg nu at sætte en stopper for.

Butikschefen på Q8-tankstationen i Tørring, Brian Nielsen, har både på Facebook og her i denne avis givet udtryk for bekymring over lokale unges misbrug af lattergaspatroner. På tankens område har han og resten af personalet ofte kunnet gå rundt og samle tomme lattergaspatroner op, som nogle af byens unge angiveligt har inhaleret for at få en hurtig rus.

- Det er rigtig, rigtig rart, at der nu bliver gjort noget seriøst ved det her problem. Det har indtil nu været alt for nemt og bekvemt at købe de her patroner til misbrug. At man nu går ind og begrænser adgangen til disse lattergaspatroner, er et vigtigt skridt i retning af at få stoppet fødekæden, så potentielle førstegangs købere slet ikke kommer i gang med misbruget, siger Brian Nielsen, og fortsætter:

- Det er under alle omstændigheder rigtig godt med en politisk erkendelse af problemets omfang, og at der er bred enighed om at gøre noget ved det. Her tænker jeg, at der sikkert vil være politisk vilje til at komme med yderligere stramninger, hvis det nu viser sig, at de netop vedtagne stramninger ikke virker. Lidt ligesom det med, at bøder ikke har været nok til at stoppe bilisternes brug af håndholdte mobiltelefoner. Nu får man oven i en bøde også et klip i kørekortet, siger Brian Nielsen.

Annonce

Det er rigtig, rigtig rart, at der nu bliver gjort noget seriøst ved det her problem. Det har indtil nu været alt for nemt og bekvemt at købe de her lattergaspatroner til misbrug.

Brian Nielsen, butikschef på Q8-tanken i Tørring

Glad for bred opbakning

Mængdebegrænsning, aldersgrænse, øget kontrol, større bøder og forbud mod at sælge lattergaspatroner i butikker, hvor der også sælges alkohol og tobak er nogle af de tiltag, som partierne med undtagelse af LA er blevet enige om tirsdag.

Blandt andet vil det fremover kun være muligt at købe to små lattergaspatroner á otte gram ad gangen. Altså forudsat, at man er minimum 18 år gammel.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde tirsdag blandt andet følgende i forbindelse med den brede politiske aftale:

- Lattergas er farligt for unge og deres helbred. Iltmangel. Nerveskader. I sidste ende kan man dø af det. Det store misbrug af lattergas som rusmiddel gør derfor mange forældre utrygge og kan gøre uoprettelig skade på vores unge i Danmark. Derfor er jeg rigtig glad for, at der er bred opbakning til, at vi nu får sat en stopper for den alt for lette adgang til lattergaspatroner og dermed det voldsomme misbrug af lattergas blandt vores unge, udtalte ministeren tirsdag.

Her vil politikerne også stramme op

Salg af de store lattergaspatroner forbydes helt til private.

Online forhandlere af lattergaspatroner skal pålægges et krav om, at køberens alder verificeres, for eksempel via Nem ID.

Udsalgssteder af lattergaspatroner skal begrænses, så der fremover ikke kan købes lattergaspatroner i såvel fysiske som online butikker, hvor der også sælges alkohol, tobak eller e-cigaretter.

Kontrollen styrkes. Blandt andet øges kontrollen fra 12 årlige online screeninger for ulovligt salg af lattergas til 300 anonyme online testkøb.

Derudover styrkes kontrolbesøgene i fysiske butikker markant, og der vil være kontrol med privatimporteret lattergas.

Bødeniveauet til 25.000 kroner allerede ved første forseelse. Derefter 50.000 og 75.000 kroner ved tredje overtrædelse.

Butikschefen hos Q8 i Tørring, Brian Nielsen, glæder sig over, at et bredt politisk flertal på Christiansborg har vedtaget en række stramninger vedrørende salg af lattergaspatroner. Han håber det betyder, at det er slut med unge menneskers nemme og bekvemme adgang til at købe patroner i misbrugsøjemed. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hagl på E45 gav bilisterne problemer

Annonce