Annonce
AC Horsens

Tæt på sidste chance for AC Horsens' reserver

Michael Lansing kommer til at udkæmpe en hård duel med Matej Delac om at blive førstevalg til forårets kampe i Superligaen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Træningskampen mod Aarhus Fremad er primært tiltænkt marginalspillerne, siger manager Bo Henriksen

Horsens: Tirsdag eftermiddag spiller AC Horsens den anden af forårets testkampe, og efter 1-1 kampen mod Sønderjyske, hvor alle spillede en halvleg, er der denne gang lagt op til, at marginalspillerne skal have testet lungerne mod Aarhus Fremad fra 2. division.

- Vi har en række spillere, som ikke kommer til at være med så meget i kampene på træningslejren og frem mod den første kampe, så de skal have spilletid nu, siger Bo Henriksen, der efter kampen mod Aarhus Fremad har yderligere fire testkampe inden forårspremieren mod FC Nordsjælland.

Dermed er det også tæt på at være sidste chance for at overbevise AC Horsens' manager om, at der skal rykkes rundt på hierarkiet omkring startformationen.

En af udfordringerne for AC Horsens' trænerstab bliver at vælge målmand. I efteråret var Michael Lansing førstevalg, indtil han blev ramt af et rødt kort i kampen mod Lyngby. Det gav Matej Delac chancen, og han spillede efterårets resterende kampe.

I den første testkamp mod Sønderjyske fik de en halvleg hver.

- Vi skal finde ud af hvem, der er bedst, men det bliver ikke kun afgjort af kampene. Vi kommer også til at kigge på vores træninger, siger Bo Henriksen, der ikke har lagt sig fast på, hvordan han fordeler spilletiden i de resterende testkampe mellem de to keepere.

I Haderslev var trioen Ayo Okosun, Peter Nymann og Michael Lumb ikke med, da de ikke har det godt med at spille på kunstgræs.

Aarhus Fremad bliver trænet af den tidligere FC Fredericia-assistent Morten Dahm Kjærgaard. I truppen er der blandt andet gensyn med Joakim Momme og Mathias Damgaard, der har fået deres fodboldopdragelse i AC Horsens, ligesom Andreas Damgaard har skiftet arbejdet i AC Horsens' administration ud med titlen som administrations- og sponsoransvarlige i den aarhusianske klub.

I efterårets reserveholdskampe havde AC Horsens et par gange de to Aarhus Fremad-spillere Mike Vestergård og Jacob Torp med for at se dem an. Nu bliver de modstandere tirsdag eftermiddag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Bygholm Sø klarede weekendens store mængder regn: Vi har været meget spændte

Annonce