Annonce
Horsens

Syv-årig opfinder superhelt: Han hedder Coronadestroyer

Syv-årige Villads Asger Mikkelsen har opfundet en superhelt, som fjerner coronavirus. Foto: Morten Pape
Da 1. klasseseleven Villads Asger Mikkelsen fra Horsens fik stileemnet Superhelt, var det første, der faldt ham ind, en helt, som kunne udrydde coronavirus.

Horsens: "Hvis jeg var en superhelt, ville jeg være coronaudrydder." Sådan starter syv-årige Villads Asger Mikkelsen sin danske stil med overskriften Superhelt.

Han går i første klasse på Østerhåbskolen og er ligesom resten af landets børn sendt hjem fra skole på grund af corona. Det er ikke det sjoveste i verden, så derfor vil han gerne fjerne sygdommen fra verden.

- Min superhelt hedder Coronadestroyer. Han flyver rundt i hele verden og stopper coronavirus, fortæller han.

Og grunden er klar:

- Da coronaen var her, inden vi blev sendt hjem fra skole, var jeg bange og nervøs, og så tænkte jeg, at jeg gerne ville gøre noget, lyder det fra Villads Asger Mikkelsen.

Så da stileemnet var Superhelt, var det hverken Superman eller Spiderman, som faldt den syv-årige skoleelev ind, men derimod én som kunne få alt det her sygdom til at gå væk.

- Coronadestroyer skulle have et usynligt ur og skyde laserstråler ud af øjnene i de lande, hvor det er værst som for eksempel Kina. Så skulle han flyve rundt og indsamle corona med hænderne og skyde den ud i universet, siger han og understreger:

- Jeg savner mine venner. Det værste er, at jeg ikke har nogen at lege med, og det er også en af grundene til, at jeg lavede den her superhelt, så jeg kan se mine venner igen.

Annonce
Min superhelt hedder Coronadestroyer. Han flyver rundt i hele verden og stopper coronavirus. Da coronaen var her, inden vi blev sendt hjem fra skole, var jeg bange og nervøs, og så tænkte jeg, at jeg gerne ville gøre noget.

Villads Asger Mikkelsen, skoleelev

Snakker ærligt om corona

Hverken Villads eller nogen andre fra hans familie har været syge med coronavirus. Alligevel er sygdommen kommet til at fylde meget. Hans mor Betina Mikkelsen arbejder nemlig som social- og sundhedshjælper på hjerteafdelingen på Regionshospitalet Horsens, og blandt andet derfor har familien valgt at tale åbent om det, der foregår lige nu.

- Jeg ved noget om corona, fordi min mor arbejder på sygehuset og fortæller mig om det. Jeg har været lidt nervøs og bange for, at hun blev smittet på arbejdet. Men så har vi set en video fra sygehuset, som viser, at min mor bliver passet godt på, når hun er på arbejde, fortæller Villads Asger Mikkelsen.

Familien Mikkelsen, som foruden mor Betina og Villads også tæller far Allan og storebror Mathias på 13, har valgt at tale åbent om coronaen for, at børnene ikke skal gå og være bange, og især visuelle fortælleformer har vist sig at virke godt.

- Det har været vigtigt for os at være ærlige i snakken med børnene uden at skræmme dem. For de oplever det uanset, siger Betina Mikkelsen.

- Vi har set Ultranyt på DR, som fortæller om sygdommen i børnehøjde, vi har også set videoer om corona, der viser, hvordan hospitalet passer på mig, og jeg har sendt billeder til børnene af, hvordan jeg ser ud med værnemidler på, så det ikke bliver et skræmmebillede, forklarer hun.

Generelt har det virket, og der er forståelse for, at selvom man ikke selv bliver så syg, skal man godt passe på andre.

- Jeg synes ikke, at drengene har været angste, men de har stillet spørgsmål som: "Kan jeg blive syg" og "kan jeg dø". Så har vi snakket om, at det er der en meget lille risiko for, men vi skal passe på de svage. Det er derfor, vi ikke ser farmor lige for tiden. Vi er åbne, når de stiller spørgsmål, men det er ikke noget, vi snakker om hver dag, lyder det.

Dejlig at være sammen med forældre

Selvom Villads Asger Mikkelsen ikke længere er bange for coronaen, er han ved at være træt af at være hjemme, hvor dagligdagen ikke er lige så sjov som ovre i skolen.

- Det går lidt mellem med at være hjemme. Jeg har været forbi ved min bedste ven med et påskeæg og et brev og vinket til ham fra gaden. Det er meget mærkeligt ikke at se mine venner, og jeg begynder at kede mig, for ovre i skolen leger vi jo sammen, fortæller Villads Asger Mikkelsen.

Når de daglige skoleopgaver som for eksempel dansk stil, læsning og matematik er overstået, står den på fri leg. Det betyder, at meget af tiden går med spil på computeren, mem der er også tid til fodbold i haven med storebror og far. Og selv i en coronatid er der ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget, har Villads Asger Mikkelsen fundet ud af.

- Corona er bare noget, der er irriterende - men mor, det er din skyld, at jeg ikke er bange mere. Og nu når jeg er hjemme, er jeg er meget sammen med min mor og far, og det er dejligt, siger han.

Villads Asger Mikkelsens stil

Hvis jeg var en superhelt ville jeg være coronaudrydder

så kunne vi lege sammen alle sammen igen.

Mit navn er Coronadestroyer.

min dragt er blå med en rød kappe.

mine superkræfter er at jeg kan kan flyve til alle verdener.

jeg har super power i mine hænder som suger alt corona op og så sparker jeg det ud i universet.

Jeg har et usynlig ur som jeg kun kan se når jeg trykker på det aktiv

jeg mit skgoid (skjold) jeg skyder grønne lazor stråler ud af mine øjne. Dem bruger jeg i de lande hvor corona er vildest. FX Italien og Kina.

Villads Asger Mikkelsen har opfundet superhelten Coronadestroyer. Tegning: Jens Julius
Hjemme ved familien Mikkelsen arbejder mor Betina på sygehuset, så der bliver talt åbent og ærligt om coronavirus i børnehøjde med Villads. Foto: Morten Pape
Villads Asger Mikkelsen har opfundet en superhelt. Han har blandt andet en rød cirkel på maven af sin blå dragt, hvor der står hans navn, Coronadestroyer. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce