Annonce
Danmark

Syge medarbejdere afviser ledelsens forklaringer: Direktøren må være misinformeret

Tillidsmand Eigil L. Pedersen er en af mindst syv medarbejdere, der er blevet kronisk syge med astma efter at have arbejdet med kemikaliet PMDA på plastfabrikken Sky-Light i Varde. Foto: Chresten Bergh
Ledelsen i Sky-Light forklarer, at der har været en række sikkerhedsforanstaltninger i virksomheden i forbindelse med brugen af kemikaliet PMDA. Men der er ikke hold i forklaringerne, lyder det fra tre syge medarbejdere. De ser frem til at blive indkaldt til møde, så de kan få en afklaring i sagen.

Møde: Han må være misinformeret.

Sådan lyder udmeldingen fra tillidsmand Eigil L. Pedersen, efter ledelsen i plastfabrikken Sky-Light har forklaret sig i sagen om de syv medarbejdere, der er blevet syge af at arbejde med kemikaliet PMDA. Over for Avisen Danmark har administrerende direktør Søren Kjær Larsen blandt andet forklaret, at medarbejderne fra slutningen af 2010 udelukkende har håndteret det farlige kemikalie i et lukket system.

- Når vi åbnede beholderen og smed sækken ind, kom der luft og støv ud. Sneglen var åben og nogle gange stoppet, så der dryssede meget ved siden af, som skulle støvsuges op. Det var oppe i første sals højde, så det dryssede lige ned i hovedet på os, siger Jørgen Henry Hansen.

Samme forklaring giver Eigil L. Pedersen og Alex Vejlgaard Hansen, der også er blevet syge af PMDA på Sky-Light.

Annonce

PMDA på Sky-Light

  • Fra 2009-2017 har Sky-Light, der er en plastikvirksomhed i Varde, brugt et stof, der hedder PMDA. Det gør, at Sky-Light kan bruge en større mængde genbrugsplast i sin folieproduktion, fordi det giver folien en bedre kvalitet og gør det mere elastisk.
  • I 2015 begynder medarbejdere at blive syge. Først er der en mistanke om, at det kan skyldes PMDA. Senere bliver det påvist.
  • I november 2017 stopper Sky-Light med at bruge stoffet.
  • Ved hjælp af en ny maskine og en større brug af ny plastik kan Sky-Light nu producere uden brug af PMDA. Det er dog dyrere og mindre bæredygtigt end den gamle produktion.

Uopdateret mappe

De tre medarbejdere afviser ligeledes, at de i deres tid i virksomheden har set en seddel med påbud om at bruge masker, handsker og briller, sådan som ledelsen forklarer, og de afviser, at de kan have overset informationen i deres mailboks. Både Eigil L. Pedersen og Jørgen Henry Hansen husker mappen med arbejdspladsbrugsanvisningen, som ledelsen refererer til, men de fortæller, at den ikke var opdateret, og at der ingen informationer var i den om PMDA.

- Jeg ved ikke, hvor mange der har bladret den mappe igennem for at være sikker på, at databladet ikke var der, siger Eigil L. Pedersen og understreger, at der først senere dukkede et datablad op på engelsk.

Salt på et æg

Alex Vejlgaard Hansen fortæller, at der først blev sendt en sikkerhedsprocedure ud på mail, efter han var blevet syg.

Ledelsen afviser i sin forklaring, at nogen nogensinde skulle have fortalt medarbejderne, at PMDA var lige så ufarligt som sukker i kaffen. Men tre medarbejdere holder fast i, at de gentagne gange har fået at vide, at kemikaliet var ufarligt.

- Det har vi hørt i forskellige sammenhænge. Nogle gange blev det også sammenlignet med salt på et æg, siger Eigil L. Pedersen.

- Det dryssede lige ned i hovedet på os, siger Jørgen Henry Hansen om PDMA, der er det kemikalie, der har gjort ham syg.Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce