Annonce
Danmark

Syddansk Universitet går all in på FN's 17 verdensmål

SDU's rektor, Henrik Dam, t.v., og bestyrelsesformand Niels Thorborg, glæder sig over, at alle er med på ideen om at gøre SDU til et universitet, der vil tilrettelægge alt, så det flugter med FN's 17 verdensmål. Foto: Robert Wengler/SDU
SDU tager FN’s anbefalinger så alvorligt, at alt på universitet skal ses gennem verdensmål-briller. Det betyder nye uddannelser og store ændringer i hverdagen for både de 4000 ansatte og de 28.000 studerende.

Transformation: Den største beslutning i universitets 53-årige historie. En beslutning, som vil ændre hverdagen for både ansatte og studerende på Syddansk Universitet (SDU) med hovedsæde i Odense og afdelinger i Esbjerg, Sønderborg, Kolding, Slagelse og København.

Sådan karakteriserer SDU’s bestyrelsesformand, erhvervsmand Niels Thorborg, og rektor Henrik Dam beslutningen om, at SDU ikke vil ”nøjes” med at efterleve FN’s 17 verdensmål om bæredygtighed, men simpelthen være dem. SDU går all in på de 17 verdensmål.

Alt på universitetet skal være gennemsyret af tanken om, hvordan den flugter med de 17 verdensmål. Og hvis ikke den gør, må sagen gentænkes, så den kommer til det.

- Hvis ikke vi som universitet skal gå foran i at skabe en verden, hvor vi tager de 17 verdensmål alvorligt, hvem skulle så, spørger Niels Thorborg retorisk og fortsætter:

- Forskning og uddannelse skal redde verden. Da vi først var kommet på ideen og fik det snakket og tænkt igennem, var det egentlig ret indlysende: Vi skal som universitet simpelthen være de 17 verdensmål, og det er vi – så vidt vi har kunnet finde ud af – det første universitet i verden, der er på så gennemført en måde.

- Hvordan vil transformationen helt konkret komme til udtryk?

- Det vil kunne ses på udbuddet af uddannelser og i hverdagen. Vi vil oprette 17 nye, etårige masteruddannelser – en for hvert verdensmål. Vi indfører desuden et fælles grundforløb for alle studerende uanset studieretning, hvor undervisningen handler om de 17 verdensmål, og så skal al forskning og uddannelse lægges til rette, så det indholdsmæssigt flugter med verdensmålene, forklarer rektor for SDU, Henrik Dam.

- Også i hverdagen er der meget at gøre, lad mig nævne bare to ting: For det første skal vi have udskiftet vores bilpark fra benzin- og dieseldrevne biler til elbiler – og der skal derfor etableres ladestandere overalt. For det andet skal vi inden for det næste år have et udbud af vores kantinedrift, og her skal vi i udbudsbetingelserne have lagt krav ind, som er i overensstemmelse med verdensmålene. Det kan være noget med madspild, bæredygtig produktion af mad og ingen brug af plastikbestik.

Annonce

SDU

Syddansk Universitet (SDU) tilbyder forskning og undervisningen inden for sundheds-, samfunds- og naturvidenskab, teknisk videnskab og humaniora. I alt cirka 170 uddannelser.

SDU har campusser i Odense, København, Slagelse, Kolding, Sønderborg og Esbjerg.

Omkring 4000 ansatte og 28.000 studerende.

SDU blev indviet i 1966 i Odense.

Folkemøde for børn og unge

Desuden vil SDU fra 2020 arrangere et årligt tilbagevendende folkemøde for børn og unge med titlen ”Vores Verdensmål.” SDU vil invitere elever fra folkeskolen og unge fra gymnasier, erhvervsskoler og de videregående uddannelser til at mødes for at sætte FN´s 17 verdensmål på dagsordenen.

Der etableres en teltlejr ved SDU, hvor de unge kan overnatte, og den foreløbige plan er at lægge mødet i slutningen af august eller først i september, mens der stadig er gode chancer for godt vejr.

Både rektor og formand erkender, at der forestår en kæmpeopgave. Nye uddannelser skal således først udvikles i et samarbejde mellem undervisere, forskere og studerende. De første nye studieretninger bliver klar til studiestart 2021, men ikke alle.

Det er ikke bare en intern øvelse på SDU. Transformationen skal brede sig via ansatte og især de studerende, så de tager tankegangen med sig videre ud i verden og påvirker andre, understreger både rektor og formand.

- Vi har en forpligtelse til at uddanne fremtidens unge til at skabe værdi, ikke bare for det lokale samfund, men også for verdenssamfundet. Det her kommer til at omkalfatre den måde, vi driver universitetet på, for det skal simpelthen være vores raison d’etre, altså vores mening med at være her, understreger Henrik Dam.

De største forhindringer

- Hvad er de største forhindringer?

- Dels at vi ikke er dygtige nok som ledelse til at få budskabet ud til alle 4000 ansatte og 28.000 studerende. Der ligger en enorm ledelsesopgave i at få budskabet ud. Dels at vi ikke bliver i stand til at skelne målene fra hinanden, så de konflikter med hinanden, siger Henrik Dam og suppleres af Niels Thorborg:

- En risiko er også, at de 17 verdensmål bliver indsnævret til kun at handle om klima. Nogle taler om FN’s 17 klimamål, og det er forkert, det er meget mere omfattende end det. Fattigdom og sult på globalt plan, mindskelse af ulighed og bekæmpelse klimaforandringer er tæt forbundne kar og kræver en integreret indsats for at opnå holdbare resultater.

- Eller sagt på en anden måde: Det nytter ikke, vi får styr på udledningen af CO2, mens halvdelen af jordens befolkning i mellemtiden dør af sult.

Transformationen af SDU til at blive et slags arbejdende laboratorium for de 17 verdensmål skal ske uden tilførsel af nye bevillinger.

- Vi rummer det inden for vores bestående budget på tre milliarder kroner. Vi kommer ikke og beder politikerne om flere penge, fortsætter Niels Thorborg, som tilføjer, at selv om FN opererer med en tidsramme for de 17 verdensmål på 2030, er der ingen slutdato.

- Vi bliver aldrig færdige, det her stopper aldrig, men bliver en del af vores hverdag i fremtiden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce