Annonce
Horsens

Svinebolsjer og kartofler med indbagt sovs i kirken

Majken Junker lægger sidste hånd på værket, inden svinebolsjerne skal præsenteres. Foto: Dorthea Dittmer
Tre kokkeelever fra Learnmark vendte julens madtraditioner på hovedet og serverede onsdag aften traditionelle retter på utraditionelle måder i Klosterkirken
Annonce

Horsens: Kartofler lavet i æbleskivepande, and med appelsin og sprøde svinebolsjer med rødkål i midten. Igen i år åbner Klosterkirken i Horsens dørene til en adventskalender for borgerne. Fem onsdage i træk kan de sætte tænderne i julens mange godter, når kokkeelever fra kokkeuddannelsen på Learnmark kokkererer og arrangerer kendte juleklassikkere i nye forklædninger.

- Vi har spist flæskesteg i Danmark i over 400 år, så det er tid til at prøve noget nyt, og fordi vi ikke serverer maden på tallerkener, har vi også skullet tænke alternativt i forhold til servering, fortalte Nicolaj Pedersen, da han præsenterede menuen.

Han er en af et hold på tre kokkeelever fra andet grundforløb på Learnmarks mad- og restaurant-uddannelse, som onsdag aften gav kirkegængerne i Klosterkirken deres bud på en traditionel julemiddag i nye klæder.

- Vi har testet maden meget, og vi ved, hvad der fungerer, men det bliver alligevel spændende at se, hvad de synes. Vi synes jo selv, det er herregodt, lød det forventningsfuldt fra Agnethe Hasler, som også havde stået i køkkenet hele dagen.

Kokkeeleverne har været i gang i en måned med at sammensætte og nytænke menuen, så den både smager af jul, men også er let at spise uden kniv og gaffel. Kartoflerne er lavet i æbleskivepande og i midten har eleverne lagt sovsen. Flæskestegen er lavet som en kugle med rødkål i midten, og anden er lavet med appelsin. Og de tre elever var spændte på at vise kirkegængerne, hvad de kunne.

- Det har været et godt forløb, og der er opstået nye ideer undervejs. Det er også en måde for os at lære at lave mad til mange mennesker og få en forsmag på det, vi kommer til, når vi er færdige, lød det fra Majken Junker.

- Vi har spist flæskesteg i Danmark i over 400 år, så det er tid til at prøve noget nyt, og fordi vi ikke serverer maden på tallerkener, så har vi også skulle tænke alternativt i forhold til servering.

Nicolaj Pedersen, Kokkeelev

Annonce

Mad til 100

Julemadskalenderen løber af stablen fem onsdage fra 27. november og frem. Alle interesserede kan komme forbi og sætte tænderne i noget lækkert, og allerede fra første servering har det været noget af et tilløbsstykke, fortalte medarrangør og medlem af menighedsrådet Henrik Jensen, mens han hilste på de mange fremmødte.

- Sidste onsdag var der nok 50, og vi regner med endnu flere i dag, det rygtes jo, lød det.

Det var Henrik Jensen, der fik ideen til netop denne adventskalender, for ifølge ham lå den bare lige til højrebenet.

- Når man tænker jul, tænker man mad. Og vi her i folkekirken vil gerne prøve at få nogle unge ind. Derfor tænkte vi, det var en god idé med eleverne fra Learnmark. Det er en udfordring for os at bruge kirkerummet til andet end det, vi er vant til, så adventskalenderen er en rigtig god ide, forklarede han.

Til aftenens adventskalenderarrangement var omkring 70 mennesker samlet, og efter to salmer og en kort præsentation gik det løs.

- Vi har lavet mad til 100 i dag. Sidste gang havde de lavet til 75, og det hele blev spist. Jeg er ikke nervøs; det bliver jeg først, hvis jeg ser en, der spytter ud, men jeg håber, de spiser det hele, lød det fra Nicolaj Pedersen.

Agnethe Hasler er i fuld gang med at sætte de 100 portioner and frem til Klosterkirkens kirkegængere. Foto: Dorthea Dittmer
Kokkeeleverne Nicolaj Pedersen, Agnethe Hasler og Majken Junker ventede på, at salmerne blev overstået, og de omkring 70 fremmødte kirkegængere skulle sætte tænderne i deres nyfortolkede juleretter. Foto: Dorthea Dittmer
Der var blandt andet andebryst med rødkålspuré og appelsin og svinebolsjer på menuen. Foto: Dorthea Dittmer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce