Annonce
Brædstrup

Svendestykke i særklasse: Ung smed byggede et helt tog

Og her er så Rasmus Krogh Nielsens svendestykke... et tog i stål. Det kan køre, og drivkraften er en havetraktor, der gemmer sig under det blanke lokomotiv. Privatfoto
Den 20-årige smedelærling Rasmus Krogh Nielsen imponerede både lærere og chef med sit usædvanlige svendestykke.

Brædstrup: Det er ikke hverdagskost, at en smedelærling bygger et helt tog som svendeprøve. Men det er netop, hvad den 20-årige klejnsmed Rasmus Krogh Nielsen har gjort.

Med en havetraktor som udgangspunkt har den unge smed konstrueret et lille tog, der kan køre og trække fire passagerer i en vogn. Lokomotivet er bygget op over en havetraktor, men det kan man ikke se, for det hele ligner et miniature damptog.

- Jeg havde 51 timer til rådighed, så jeg måtte også på natarbejde. Men det var fint nok - jeg kan godt lide udfordringer, lyder det muntert fra Rasmus Krogh Nielsen.

Det imponerende svendestykke resulterede i topkarakteren 12 til den fingerfærdige Rasmus, da han for få dage siden bestod svendeprøven på erhvervsskolen College360, der blandt andet omfatter Silkeborg Tekniske Skole.

Og på hans læreplads, Brædstrup-virksomheden CP Metal A/S, er chefen Claus Kovdal Jørgensen meget stolt og tilfreds:

- Det er et helt unikt projekt, som Rasmus gik i gang med. Normalt plejer lærlinge at bygge en grill eller lignende småting ved svendeprøven, men det her var jo kæmpestort, siger Claus Kovdal Jørgensen.

Toget står i øjeblikket i et telt i en baghave i Bryrup, hvor Rasmus forleden holdt svendegilde. Hvad der skal ske med toget, har Rasmus ikke besluttet endnu, men han har fået flere bud fra interesserede Bryrup-borgere.

Annonce
Jeg kan godt lide udfordringer.

Rasmus Krogh Nielsen, klejnsmed

Flere lærlinge

Rasmus Krogh Nielsen har nu - naturligvis - fået fast arbejde hos CP Metal, og Claus Kovdal Jørgensen er klar til at tage flere lærlinge ind:

- Vi får en ny lærling her efter sommerferien. I vores branche råber vi på arbejdskraft, men så må vi også tage ansvar og være med til at uddanne de nye smede, siger han.

Pudsigt nok havde Rasmus Krogh Nielsen ikke valgt smedefaget i første omgang:

- Jeg havde egentlig tænkt mig at blive anlægsgartner, men så byggede jeg en go-kart, og en lærer sagde til mig, at jeg selvfølgelig skulle være smed og nøjes med at plante blomster i fritiden, fortæller Rasmus Krogh Nielsen.

Han er meget tilfreds med at arbejde for CP Metal, for det er en virksomhed i rivende udvikling, og hvor der er mulighed for at lære meget nyt.

CO Metal fremstiller især skovle til entreprenørmaskiner, og i de senere år er der virkelig sket noget. Antallet af medarbejdere er gået fra otte til 17 mand, og sidste år byggede CP Metal en ny produktionshal på Nørregade i Brædstrup. En del af succesen skyldes, at virksomheden satser på robot-teknologi, og for nylig investerede man således i en ny stor Cloos svejserobot.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Rotteplaget værtshus åbner igen

Erhverv

Malerfirma hyrede coach til at klare fusion: 38 medarbejdere havde vidt forskellige måder at gøre tingene på

Annonce