Annonce
Ikast-Brande

Svær kabale med konfirmation i Ejstrupholm

Sognepræst Marlene Sigh fra Ejstrupholm medvirkede ved en drive-in og fly-in-gudstjeneste på flyvepladsen ved Ejstrupholm store bededag. Drive-in konceptet skal dog ikke bruges ved konfirmationerne i Ejstrupholm og Gludsted. Her er der lagt op til at holde konfirmationerne i kirkerne. Foto: Søren E. Alwan
Bølgerne er gået højt om konfirmationsdatoerne i Ejstrupholm. Det har været voldsomt tidskrævende, siger sognepræst.
Annonce

Ejstrupholm: Det har ikke været en let sag at planlægge den kommende konfirmation i Ejstrupholm sogn. I første omgang blev konfirmationerne i Ejstrupholm udskudt til den 7. juni på grund af corona-situationen, men den dato var konfirmanderne og deres forældre i Ejstrupholm ikke begejstrede for, fordi antallet af gæster ville blive stærkt begrænset. Så efter en del klager, telefonsamtaler og tovtrækkerier ender det nu med, at konfirmationerne udskydes til 29. og 30. august i Ejstrupholm.

Situationen i Gludsted er lidt enklere, for her blev konfirmationen allerede i første omgang flyttet til 21. juni, og den dato holdes der fast i, da vilkårene trods alt er bedre end den 7. juni.

Men i Ejstrupholm har konfirmationsdatoerne været et varmt emne:

- Det var et stort ønske, at konfirmationen blev flyttet, lyder det fra sognepræst Marlene Sigh.

Årsagen til, at konfirmationerne i første omgang var blevet lagt 7. juni var, at kirkerne af myndighederne tilbage i marts fik meldinger om, at man kunne holde konfirmationer efter pinse, oplyser hun.

Men så ændrede situationen sig med nye retningslinjer:

- Siden slutningen af marts har vi fået forskellige udmeldinger fra folketinget, og så dukker datoen den 8. juni pludselig op, hvor det blev meddelt, at der kunne forsamles flere mennesker fra den 8. juni, forklarer Marlene Sigh.

Annonce

Flere forhandlinger

Der er nu åbnet for, at der kan være et vist antal mennesker i kirkerne, og derfor kan konfirmationerne i Ejstrupholm og Gludsted holdes i kirkerne. I Ejstrup sogn er der i år 27 konfirmander, og der er 11 konfirmander i Gludsted.

- Efter de seneste retningslinjer kan vi være 40 personer i Ejstrupholm Kirke og 30 i Gludsted Kirke. Jeg tror ikke, at det vil ændre sig til august, men det er bare min forestilling, siger Marlene Sigh.

Corona-restriktionerne betyder, at der bliver større begrænsninger på, hvor mange familiemedlemmer, der kan være med i kirken. Ceremonierne må gennemføres i mindre hold, men hvor mange hold, der bliver tale om i Ejstrupholm, kan sognepræsten endnu ikke sige. Derimod er det allerede på plads, at der bliver tre hold i Gludsted.

- Vi skal nu i gang med nye forhandlinger med forældrene i Ejstrupholm, for jo flere gæster, jo mindre bliver holdene. Jeg vil ikke lægge mig fast på antallet af hold nu, men datoerne står fast, siger sognepræsten.

Corona-epidemien har i høj grad vanskeliggjort planlægningen af årets konfirmationer:

- Det har været voldsomt tidskrævende. Folk er i klemme, og der er store følelser. Konfirmanderne er knuste, siger Marlene Sigh.

Er bølgerne gået højt?

- Ja, det gør de jo, når folk er engagerede, svarer hun.

I Nørre Snede og Hampen sogne er der lagt op til at holde drive-in gudstjenester, hvor deltagerne holder i biler på kirkernes parkeringspladser. På den måde kan der blive større forsamlinger, end hvis man holdt det i kirkerne. Men drive-in er ikke på tale i Ejstrupholm og Gludsted, siger Marlene Sigh.

Konfirmationer er ikke den eneste udfordring. For nylig blev der givet grønt lys for gudstjenester, men ikke på helt normale vilkår, da der som nævnt er loft for antallet af kirkegæster.

- Vi kører med tilmelding til gudstjenester, og det er et helt fremmed begreb for os. Og vi skal lige have tænkt nadveren igennem. Vi er også nødt til at holde en forskudt dåb efter højmessen søndag, fortæller Marlene Sigh.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Fund af corona-virus i hunde og katte: Fødevarestyrelsen afliver katte på minkfarm

Hedensted For abonnenter

Butiksdetektiv fangede fire tyve samme dag: - Det er sørgeligt, men desværre ikke overraskende

Annonce