Annonce
AC Horsens

Svær genstart: Den største udfordring bliver det mentale

Matej Delac mangler som alle andre kamptræning, og det er en ekstra udfordring for en målmand. Hans seneste kamp var i Parken, da AC Horsens slog FCK med 1-0. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
AC Horsens' målmand Matej Delac forventer, at det vil tage nogle kampe at ramme topniveauet.
Annonce

Horsens: AC Horsens' kroatiske målmand Matej Delac er nærmest per definition glad og smilende, når han er på træningsbanen på Langmarksvej, og udsigten til omsider igen at skulle spille kampe om point gør kun glæden endnu større.

- Vi er klar til at spille igen, og jeg har næsten allerede glemt de seneste måneder, hvor vi ikke måtte træne, siger Matej Delac.

Som målmand har han haft ekstra at se til. Selv om han har selvtrænet handler meget af målmandsspillet om teknik og frem for alt timing, og det kan kun opnåes gennem træning med andre og via kampe.

- Det fysiske har ikke været noget problem, men alt det andet har krævet noget mere, og den største udfordring bliver helt sikkert det mentale. Det kommer nok til at kræve et par kampe, inden jeg er på 100 procent, siger Matej Delac.

- Som målmand koster alle fejl, så du er nødt til at være 100 procent koncentreret fra første minut, til kampen bliver fløjtet af. Det kan jeg ikke træne mig til. Vi prøver at forberede os bedst muligt, men det er noget andet end at træne eller at spille en træningskamp. Det er bare noget andet, når der står mange med- og modspillere i det lille felt ved indlæg og så videre, siger målmanden.

Han får formentlig en del at se til i den første kamp ude mod FC Midtjylland på mandag.

- De første aktioner og den første redning bliver vigtig. Det kan hjælpe til at give selvtillid, og så jeg hurtigere finder ind i rytmen, siger Matej Delac.

Han skal også vænne sig til, at der ikke er tilskuere. Normalt har han tilskuerne tæt på lige bag målet.

- Det er lidt mærkeligt, men vi prøvede det i Parken, og det er en fordel for os. Som målmand kan jeg meget bedre kommunikere med spillerne foran mig, siger Matej Delac.

Det fysiske har ikke været noget problem, men alt det andet har krævet noget mere, og den største udfordring bliver helt sikkert det mentale. Det kommer nok til at kræve et par kampe, inden jeg er på 100 procent.

Matej Delac

Annonce

Familieforøgelse

Han har prøvet at udnytte pausen i turneringen bedst muligt, og så har han glædet sig over at være i Danmark.

- Jeg har kunnet være mere sammen med min søn end normalt, selv om jeg trænede for mig selv hver dag. Forholdene i Danmark har været gode, fordi der ikke har været så mange restriktioner. I Kroatien har man ikke måttet gå uden for sin dør. Der har ikke været så mange smittede i Kroatien, men sundhedssystemet kan heller ikke klare så meget som det danske, siger Matej Delac, der af samme grund ikke var i tvivl om, at han sammen med familien skulle blive i Danmark.

Oven i udsigten til at skulle spille kamp igen kan han også glæde sig over, at han bliver far for anden gang til november, og så må han leve med, at der formentlig ikke bliver mulighed for at holde sommerferie, fordi der skal spilles kampe i hele juli.

- Vi får nok nærmest ikke noget ferie, men vi kan håbe, at vi har sikret os en ny sæson, så vi undgår at skulle spille playoff-kampe, og så er det i princippet også okay, at vi ikke får ret meget ferie. Vi får lov til at gøre det, vi elsker allermest - at spille fodbold, siger Matej Delac.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Højeste antal nye coronatilfælde siden starten af oktober: Statsministeren er bekymret

Annonce