Annonce
Erhverv

Sultne kinesere sender slagteri på overarbejde i påsken

Skærtorsdag arbejdes der blandt andet her på slagteriet i Horsens for at kunne opfylde kinesernes efterspørgsel efter svinekød. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kina er blevet ramt af den frygtede svinesygdom afrikansk svinepest og efterspørger nu store mængder dansk svinekød. Danish Crown og dets samarbejdspartnere må tage skærtorsdag i brug for at mætte de kinesiske maver.

Horsens: Der er mere end almindeligt godt gang i knivene hos slagteri-giganten Danish Crown for tiden.

Eksporten af svinekød til Kina boomer, efter at det store land er blevet ramt af den frygtede svinesygdom afrikansk svinepest. Det betyder, at blandt andet storslagteriet i Horsens må tage skærtorsdag i brug for at kunne klare efterspørgslen.

- De seneste fem uger har vi haft helt vanvittigt travlt, siger Mads Mahler, logistikansvarlig hos Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Slagteriet har kaldt medarbejdere på arbejde skærtorsdag på slagterierne i Horsens, Blans og Ringsted. Derudover har slagteriet bedt alle samarbejdspartnere inden for nedfrysning og afskibning af kød om at gøre skærtorsdag til en arbejdsdag.

- Det er kød til over 100 containere ekstra, vi skal have pakket, frosset ind og lastet hver eneste uge, i stedet for at sende det afsted fersk i lastbiler, forklarer Mads Mahler.

- Det er en ret stor operation, for det bliver faktisk til mere end 2000 tons om ugen. Det svarer altså til over en million flæskestege af den størrelse, man typisk køber i supermarkedet, siger han.

Svinekødet fryses ned, inden det pakkes i containere og sendes på den lange rejse til Kina.

Annonce
Det er en ret stor operation, for det bliver faktisk til mere end 2000 tons om ugen. Det svarer altså til over en million flæskestege af den størrelse, man typisk køber i supermarkedet.

Mads Mahler, logistikansvarlig, Danish Crown

En helt ekstraordinær situation

Hos APM Terminals i Aarhus kalder direktør Steen Davidsen det for "en helt ekstraordinær situation".Og hos firmaet Agri Norcold, der står for at indfryse kødet, meldes der også om et usædvanligt højt aktivitetsniveau.

- Jeg kan ikke mindes, at vi har haft så mange medarbejdere i gang på en helligdag. Vi skal laste mellem 60 og 70 containere, så der skal hentes cirka 3000 paller ud af frysehusene. Og når vi skal læsse til et land som Kina, så skal vi også have veterinærer fra Fødevarestyrelsen ind, for det er dem, der har ansvaret for, at hele papirarbejdet er i orden, siger direktør Jan Nielsen fra Agri Norcold i en pressemeddelelse.

Firmaet har således kaldt 50 medarbejdere på arbejde skærtorsdag i afdelingerne i Padborg, Vejen, Kolding og Hobro.

Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce