Annonce
forside

"Sugar-daddy" dømt for voldtægt af 16-årig pige fra Horsens

Mandens handlinger er voldtægt, konkluderer retten. Arkivfoto

Med trusler om at offentliggøre privat korrespondance pressede en 34-årig mand en kun 16-årig pige til sex. Dét er voldtægt, konkluderer Retten i Horsens, og manden straffes med fængsel i et år og tre måneder.

Annonce

Horsens: En nu 36-årig mand fra Aarhus - Anders Zimmer Andersen - skal i fængsel i et år og tre måneder.

Ved Retten i Horsens blev han tirsdag dømt for to tilfælde af voldtægt - og et tilfælde for forsøg på samme - af en 16-årige pige fra Horsens-området.

Der er ikke tale om voldtægt i traditionel forstand, men om såkaldt voldtægt ved ulovlig tvang.

- Et tvangs-middel kan være mange ting. Her var det en trussel om at offentliggøre korrespondance, der tilhører privatlivet, fremlagde anklageren.

Annonce

Sendte billede til pigens far

Den nu 18-årige kvinde og nu 36-årige Anders Zimmer Andersen mødte hinanden i 2015 via dating-sitet Sugardating.dk.

Her lyder definitionen, at en sugar-daddy er en moden mand med styr på sin økonomi og med lyst til at dele det, han har, med en smuk og ofte yngre kvinde - og en sugar-babe er en smuk kvinde, som nyder samværet med en moden og erfaren mand, som til gengæld sørger for, at hun ikke mangler noget på det materielle plan.

Den dengang 16-årige Horsens-pige oprettede en sugar-babe profil og udgav sig dermed for at være 18 år. Hun fik kontakt med den 18 år ældre mand, og de aftalte at mødes. De aftalte også, at de kunne have sex, hvis gnisten var der - og at pigen kunne få 5000 kr. for god sex og oprigtig interesse. De mødtes nogle gange i en ganske kort periode. Derefter afbrød pigen kontakten, og den 36-årige har forklaret i retten, at det frustrerede ham, at hun ikke svarede på hans beskeder.

Efter en måneds tid, hvor pigen havde ignoreret beskeder, sendte han et billede til pigens far. Billedet var et screen-shot af korrespondancen, hvor de to aftaler en betaling på 5000 kr. for sex. Efterfølgende truede manden med at offentliggøre korrespondancen til flere.

- Jeg kender én, der kender din søster. Vil du gerne, at alle fra studiet ser, hvad du render og laver med gamle mænd, og ser alle beskederne om penge for sex?

Blandt andet sådan skrev den dømte for at presse pigen til at mødes igen. Det fremgik af beviser, der blev fremlagt i retten.

Annonce

Mega presset og meget bange

Den nu 18-årige har bl.a. forklaret i retten, at hun følte sig mega presset, meget bange og panisk for, hvilken betydning det kunne få for hendes liv, hvis beskederne kom ud i offentligheden. Derfor indvilgede hun i at mødes med manden endnu to gange. Det skete hhv. 27. december og 31. december 2015. I januar 2016 forsøgte manden igen at få et møde i stand, men da gik den 16-årige til politiet.

I retten har begge forklaret, at de havde samleje, da de mødtes de pågældende gange.

De talte ikke om presset, og pigen gjorde ikke modstand. Hun lod som ingenting, opsummerede mandens forsvarer, der talte for frifindelse.

Forud for møderne havde hun dog skrevet: "Er du ligeglad med, jeg ikke har lyst?".

"Ja, du holder bare, hvad du har lovet", skrev den 36-årige tilbage. Det blev dokumenteret i retten.

Forsvareren mente, at det er kvinden, der har begået et ulovligt forhold - ved at udgive sig for at være 18 år, da hun var 16 år. Han erkendte, at korrespondancen mellem de to havde udviklet sig uheldigt, men han mente ikke, der var tale om trusler og tvang med henblik på sex.

- Højst for at opnå selskab, sagde han.

- Samleje var ikke sket, hvis pigen ikke var blevet tvunget, lød det derimod fra anklageren, som fastslog, at der uden tvivl er tale om voldtægt ved brug af ulovlig tvang.

Hun krævede ubetinget fængsel i halvandet år, mens forsvareren - i tilfælde af domfældelse - talte for en straf på maksimalt seks måneder. Forsvareren talte også for at gøre straffen betinget. Han henholdt sig bl.a. til mandens rolle som far og til hans job i en ledende stilling.

Annonce

Ubetinget fængselsstraf

Det var altså op til domsmandsretten at tage stilling, og her var der enighed:

- Vi anser det her for voldtægt, fastslog dommeren efter at have tildelt den 36-årige en ubetinget fængselsstraf på et år og tre måneder.

- Voldtægt straffes som udgangspunkt med ubetinget fængsel, og vi har fulgt praksis på det område, forklarede dommeren.

Den dømte skal foruden sagens omkostninger også betale en erstatning til offeret på 30.000 kr. Efter en kort snak med sin forsvarer valgte han at anke dommen til landsretten.

Anklager Susan Lindgård Nielsen er tilfreds med den ubetingede dom, selvom den blev lidt kortere end hun procederede for.

- Der er ikke megen retspraksis på sager som denne, så det er svært at afgøre, hvor straffen skal ligge. Vi sagde et år og seks måneder, og dommeren sagde et år og tre måneder, men det er samme leje, så jeg er godt tilfreds, sagde hun efter retsmødet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Horsens

HFS fik uafgjort efter flot indsats

Annonce