Annonce
Odder

Succes med at hjælpe børn med alkoholiske forældre

75 børn har de seneste tre og et halvt år henvendt sig hos Forebyggelse & Rusmidler for at få hjælp til at være i et hjem præget af for meget alkohol eller misbrug. Flere af deres forældre er i den forbindelse gået i behandling. En ny donation skal sikre, at de gode takter fortsætter. Genrefoto
75 børn, der lever i hjem præget af alkohol eller misbrug, har på tre år fået hjælp fra Projekt Brus. Det er en stor succes, og der bliver heldigvis mulighed for at hjælpe endnu flere.

Odder: Det går rigtig godt med at hjælpe børn i Odder, der lever i et hjem præget af alkohol eller stoffer.

Det fortæller børnefamiliekonsulent Charlotte Høgel, der står i spidsen for Projekt Brus i afdelingen for Forebyggelse & Rusmidler i Odder Kommune.

Brus er et tværkommunalt støttende tilbud til børn og unge, som vokser op i familier med stof eller alkoholproblemer, og Odder Kommune har været en del af tilbuddet i tre og et halvt år.

75 børn har i den periode henvendt sig for at få hjælp. Det svarer til 93 procent af den målsætning, man havde i Odder, da man gik ind i projektet.

- Vi er den eneste af de deltagende kommuner, der er nået i mål, siger Charlotte Høgel med stolthed.

Ovenikøbet er 60 procent af forældrene til de 75 børn gået i behandling, efter barnet har været i Brus.

- Jeg tror, vores succes er så stor, fordi kommunen er så lille. Det giver mulighed for tæt samarbejde på tværs. Samtidig har der hele tiden været stor politisk opbakning blandt andet ved, at der er sat midler af til tidlig opsporing og til opkvalificering af personalet, siger Charlotte Høgel.

Annonce

Brus

Brus er et tværkommunalt tilbud i 11 kommuner, blandt andet Odder, til børn og unge, som vokser op i familier med stof- eller alkoholproblemer.

Brus tilbyder individuelle samtaler, chatsamtaler, familiesamtaler og gruppeforløb til børn og unge i alderen 0-24 år.

Brus er forankret i de kommunale rusmiddelcentre, men tilbyder børn og unge hjælp uafhængigt af, om deres forældre er i behandling.

Der samarbejdes tæt med de kommunale familieafdelinger og med personale, der arbejder med forebyggelse og tidlig opsporing i skoler og daginstitutioner.

Brus er støttet af Socialstyrelsens pulje for behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug, og projektet er netop blevet bevilget 39 millioner kroner fra puljen til yderligere fire års indsats.

Fire år mere

Det er børn i alle aldre, der kommer til Forebyggelse & Rusmidler i Vitapark. Børnene kommer fra familier, hvor et eller flere familiemedlemmer har alkohol- eller stofproblemer. Det kan både være forældre men også søskende, der har problemer med stoffer.

- Eksempelvis en familie, hvor en storebror har røget for meget hash, og hvor det har ført til store konflikter i hjemmet. Det kan få søskende til at føle sig efterladt i deres følelser, fordi deres forældres fokus har været på det barn, der har et problem, forklarer Charlotte Høgel.

- Det er en meget overset målgruppe, som vi gerne vil arbejde rigtig meget mere med, og det bliver der gode muligheder for, idet Socialstyrelsen har afsat 39 millioner kroner til at forlænge projektet yderligere fire år.

Bedre trivsel

Når børnene kommer, svarer de på et skema, der skal afklare, hvordan de har det her og nu. Det samme skema besvares ved afslutningen af forløbet.

- Konklusionen er tydeligst omkring for eksempel skolegang, hvor børnene efterhånden kommer til at trives bedre sammen med andre, samtidig med at deres koncentration øges.

Generelt viser evalueringen af projektet, at børnene efter et forløb i Projekt Brus føler sig mindre besværet af rusmiddelproblemet og bedre i stand til at håndtere, når noget er vanskeligt.

Ifølge Sundhedsstyrelsens tal lever 10 procent af børnene i Danmark i familier med alkoholmisbrug. Hver femte voksen oplever, at der blev drukket for meget alkohol i deres barndom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce