Annonce
Brande

"Strikke-penge" blev delt ud

Glæde på Bondegården: Forleden overrakte Marianne Sommer og Lene Bundgård Chang i alt 15.000 kroner til henholdsvis Home Start Ikast-Brande, Bondegården og BookBoxes. De glade givere flankeres her af to af modtagerne, Hanne Hebsgaard fra Home Start (t.v.) og Bondegårdens formand, Majbrit Gasbjerg (t.h.) samt en hel masse Bondegårdsbørn og -voksne. Foto: Mikael Lund

Overskud fra strikke- og hæklefestival blev fordelt til tre lokale initiativer.

Brande: Sidst i september blev der for fjerde gang afholdt strikke- og hæklefestival i RemisenBrande. Festivalen, som afholdes hvert andet år, er fra gang til gang vokset i omfang og antal besøgende, og det samme er indtægterne. Derfor kunne Marianne Sommer og Lene Bundgård Chang på vegne af strikkefestivalens arrangører forleden optræde som en slags "forsinkede julemænd", da de delte ud overskuddet.

Tre lokale initiativer fik del i pengene ved en lille sammenkomst, som blev afholdt hos den ene af modtagerne, Bondegården i Brande, der indtil 2016 var en del af 4H.

- Det er smadderhyggeligt at komme herud. Det hele er flot, og burene er rene, roste Marianne Sommer, der dog savnede en ting: Kattekillinger! Der måtte formand Majbrit Gasbjerg imidlertid skuffe hende: Lige nu har man på Bondegården to hankatte, som begge er kastrerede, så killinger er der hverken udsigt til eller noget egentligt ønske om.

- Arbejdet har altid været båret af frivillighedsprincippet, fremhævede Marianne Sommer, inden hun overrakte 5000 kroner til Majbrit Gasbjerg og derefter udbragte et trefoldigt leve for Bondegården.

Annonce

På vej til Afrika

Fhv. bibliotekar Ilse Christensen kunne ikke være til stede for at modtage en donation på 3000 kroner til sit projekt BookBoxes i slumområdet Kibera i Kenya. Årsag: Hun var samtidig på vej til netop Afrika for at besøge området. Til gengæld var Hanne Hebsgaard mødt op på vegne af Home Start Ikast-Brande, der hjælper børnefamilier i en presset hverdag. Gennem Home Start kan man så at sige blive det par ekstra hænder - en familieven - der kan være med til at give et pusterum i hverdagen, forklarede Hanne Hebsgaard.

- Målet er at give forældrene mere overskud, så det bliver bedre at være børn i den familie, forklarede hun videre om den verdensomspændende organisation, som får en stor del af sine økonomiske midler fra driften af genbrugsbutikken i Ikast, men sagtens kan bruge flere frivillige, ikke mindst i Brande.

En medvirkende årsag til, at Home Start blev betænkt med 7000 kroner, var, at foreningen havde været repræsenteret med en stand på den seneste strikkefestival. På standen kunne man blandt andet købe komplette kits, så man kunne strikke sin egen Home Start-engel, og netop engle var det overordnede tema for festivalen, der gentages i 2020.

Desuden har arrangørerne helt bevidst valgt at støtte lokalt, hvor pengene kan gøre en større forskel end i f.eks. en stor, landsdækkende organisation, forklarede Lene Bundgård Chang, der også havde hørt meget godt om Home Start gennem flere af sine forhenværende, nu pensionerede kolleger, der er gået ind i hjælpearbejdet som frivillige.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce