Annonce
Horsens

Stort underskud i Horsens & Friends: Pengekassen er næsten tom

Foo Fighters-koncerten blev en dyr omgang for Horsens & Friends. Der blev ikke solgt nok billetter, selv om der ser ud til at være mange mennesker bag forsanger Dave Grohl. Arkivfoto: Morten Pape
Det er ifølge Horsens & Friends' årsrapport for 2019 "usikkert om selskabet på sigt vil være i stand til at fortsætte driften uden kapitalindskud". Underskuddet er på 6,7 millioner kroner og egenkapitalen på 111.000 kroner, men selskabet er ikke lukningstruet, fastslår direktøren.
Annonce

Horsens: 2019 var på både godt og ondt et travlt år for Horsens & Friends. Travlheden kastede mange arrangementer i Horsens af sig, men der var også så travlt i mange andre byer, at konkurrencen blev lige hård nok for især en koncert - den med Foo Fighters.

Økonomisk set gav den Horsens & Friends en ordentlig lussing, og den har efterladt et rødt mærke i selskabets netop offentliggjorte årsrapport. Det samlede minus lyder på 6,7 millioner kroner, og det efterlader selskabet med en egenkapital på 111.331 kroner. For et år siden lød det tal på 6,8 millioner kroner.

De dystre tal får også dystre ord med i årsrapporten, som er offentlig tilgængelig i Det Centrale Virksomhedsregister:

"På grund af selskabets spinkle kapitalgrundlag og usikkerheden om coronakrisens betydning for selskabet, så er der usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften i det kommende år," lyder det blandt andet i ledelsesberetningen, hvor der også står, at det er "usikkert, om selskabet på sigt vil være i stand til at fortsætte driften uden kapitalindskud."

Annonce

Ikke lukningstruet

Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends, maner dog til ro i forhold til den udmelding. Selskabet er ikke lukningstruet:

- Horsens & Friends kommer ikke til at lukke, men vi må afvente kompensationspakkerne og løsningerne for genåbningen og agere derfra. Det kan gå fra, at alting er ok, til, at det bliver mere kritisk.

Horsens & Friends-direktør Claus Visbye kan se tilbage på et økonomisk hårdt men oplevelsesmæssigt godt 2019 for selskabet, hvis formål da også er at lave ekstraordinære oplevelser for horsensianerne. Arkivfoto: Morten Pape

- Sådan som 2020 ser ud lige nu, skal vi nok overleve, men det værste er, at vi ikke har mulighed for at tjene nogle penge, når vi ikke kan lave arrangementer for over 1000 gæster, som er vores primære formål, siger han og understreger, at det lige nu er umuligt at spå om den kommende tid, hvor han hverken kender resultatet af hjælpepakkerne, muligheden for afholdelse af arrangementer i efteråret og i 2021, samt hvordan kulturmarkedet vil se ud efter den fulde genåbning.

Annonce

I risikabelt farvand

Direktøren fortæller også, at Horsens & Friends er konstrueret på en anden måde, der gør, at det ikke bare handler om at levere store overskud år efter år.

- Vi er drevet af vores 75 sponsorer og har som formål at få nogle kulturoplevelser på banen, og at der skal ske noget ud over det sædvanlige. Derfor er vi altid i et risikofarvand med det, vi laver, siger Claus Visbye.


Vi skal slå de store slag med halerne og skaffe det ekstraordinære, når vi kan. Samtidig skal vi lave hverdagskultur og kultur for alle, som et arrangement med Niels Hausgaard er et godt eksempel på. Derudover skal vi tænke i nye formater som Wall of Sound og Human Horsens i efteråret er eksempler på.

Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends


Det er ikke første gang, at Horsens & Friends har brændt nallerne på store koncertnavne. I 2016 var Bruce Springsteen den primære årsag til et minus på 10 millioner kroner, og bestyrelsesformand Niels Christian Leth Nielsen henviser også helt tilbage til Paul McCartney-koncerterne i 2004.

- Vi bevæger os i risikabelt farvand, når vi gerne vil de store koncerter med verdensstjernerne og har det som en del af vores mission. Det er mod alle odds, at Foo Fighters ikke bliver udsolgt – sådan var det alle andre steder, de spillede, siger han.

Annonce

Hård konkurrence

Claus Visbye sætter lidt flere ord på, hvorfor det gik galt med det amerikanske rockband:

- På den økonomiske side har vi været mærket af, at konkurrencen har været særlig hård i 2019. Det er bare dyrt at lave store koncerter med store navne. Konkurrencen fik vi at mærke med Foo Fighters, da en koncert med Volbeat i Aarhus blev annonceret fire dage efter, at vi satte billetter til salg, siger han.

Publikum skulle have stået lidt tættere til Foo Fighters-koncerten, men det blev der ikke solgt nok billetter til. Arkivfoto: Morten Pape

- Konkurrencen i markedet er en kæmpe ubekendt faktor, når vi planlægger koncerter, og 2019 var ekstraordinær. Vi talte i Danmark 470 enkeltstående koncerter med udenlandske navne og dertil kommer festivaler, endagsevents, Fredagsrock i Tivoli og alt andet af sådan noget, der var udbudt på markedet. Det er ikke for at undskylde for vores ageren – vi vil hellere putte penge i egenkapitalen end tage fra den – men det er bare for at sige, at der er mange faktorer, der spiller ind, lyder det fra Claus Visbye.

Annonce

Stod bag masser af events

Foo Fighters blev den dyre fisk i vandet, men der svømmede - som der gøres opmærksom på i årsrapporten - også mange andre fisk rundt i 2019.

Faktisk blev det til 20 koncerter med 30 artister - heraf fire internationale topnavne i Foo Fighters, Pink, Lenny Kravitz og John Cleese. Sidstnævnte i lidt anden genre, men stadig et verdensnavn.

Horsens & Friends tog en ny scene i brug til Lenny Kravitz-koncerten, der blev en af succeshistorierne fra 2019. Arkivfoto: Morten Pape

Over 100.000 publikummer indløste billet, og 2,4 millioner så med i de to store tv-transmitteringer: finalerne i Vild Med Dans og X Factor.

- Overordnet har vi tjent vores formål, og vi har bidraget med ekstraordinære oplevelser ved at hente fire af de største udenlandske artister ind. Der har været mange forskellige ting – både til gården og til gaden – og vi har givet oplevelser, som har gjort mange glade, siger Claus Visbye.

Annonce

Forsigtig optimist

Direktøren tror på lysere tider i 2021, hvor Bryan Adams og Sting giver de koncerter, de skulle have spillet i år.


Skulle der komme en mulighed for at lave flere arrangementer i 2021, så gør vi det, men der skal være en rimelig lukket økonomisk risiko, når vi er i et år, hvor der ikke er så meget at tage af.

Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends


Samtidig påpeger Niels Christian Leth Nielsen, at der har været enestående opbakning fra sponsorerne og billetkøberne - og fra Horsens Kommune, der har givet en økonomisk håndsrækning til Horsens & Friends i en pakke sammen med AC Horsens, Horsens IC og HH Elite.

- Det vidner om, at det ligesom vores sponsorer også er kommunens vision, at kulturen blomstrer her i byen. Jeg synes også, det er vigtigt, at Horsens fortsat kan markere sig på kulturfronten med store koncerter, siger Niels Christian Leth Nielsen, der er "forsigtig optimist", når det kommer til den kommende tid.

- Jeg ved ret beset ikke, hvordan verden ser ud i 2021, hvor mange mennesker vi må samles, og hvilke forhold vi skal tage, men jeg tror på fremtiden og på, at der er et indebrændt behov hos publikum for at opleve noget, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brand på Søndergade blev seværdighed: Der har været tilskuere nok, men de kom ikke for tæt på

Horsens

Efter meterhøje flammer og kæmpe røgudvikling i gågaden: Nu er brand kommet under kontrol

Danmark For abonnenter

Bekymret statsminister vil udsætte åbning af nattelivet og varsler mundbinds-påbud

Annonce