Annonce
Horsens

Stort flertal i byrådet før budgetforhandlinger: Vi vil have en skattestigning

Fire partier i byrådet, S, DF, SF og EL, ønsker, at provenuet fra en skattestigning på 0,2 procentpoint på forhånd skal indregnes i de økonomiske rammer ved de kommende budgetforhandlinger. Arkivfoto
S, SF, DF og EL foreslår, at provenuet fra en skattestigning på forhånd skal lægges ind i det budget, partierne skal forhandle om i starten af september. V og LA mener, at de  berøves muligheden for at forhandle alternativer.
Annonce

Horsens: Et stort flertal i Horsens Byråd, bestående af Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, går nu sammen om at foreslå, at en skattestigning på 0,2 procentpoint skal indregnes i det økonomiske grundlag for de budgetforhandlinger, der går i gang i starten af september.

Forslaget skal behandles på økonomi- og erhvervsudvalgets møde på mandag, og bliver det vedtaget, vil rammen for forhandlingerne på forhånd blive udvidet med de ekstra 30 millioner kroner, som en skattestigning af den størrelse leverer til kommunekassen.

Borgmester Peter Sørensen (S) kom med forslaget om en skattestigning fra 25,2 til 25,4 procent i et debatindlæg i Folkebladet i midten af juli.

Fordi Horsens bliver ramt på den nye udligningsreform, vil regeringen tillade en skattestigning på 0,2 procentpoint, og den mulighed skal bruges for at sikre kommunens robusthed, lød det blandt andet i debatindlægget.

Annonce

Rammer, men ikke indhold

Det er intet odiøst i forslaget fra de fire partier, der tilsammen sidder på 19 af 27 mandater i byrådet, siger gruppeformand Andreas Boesen (S), der har underskrevet forslaget for sit parti.

- Det er jo økonomi- og erhvervsudvalgets opgave at vedtage rammerne for budgetforhandlingerne, og et flertal mener altså, at udgangspunktet for forhandlingerne på baggrund af udligningsreformen skal være sådan her, siger han.

- Rammerne er vi fire partier enige om, men det betyder jo ikke, at vi ikke skal forhandle om indhold i budgetforhandlingerne. Her er jeg sikker på, at der vil komme mange bud fra partierne, konstaterer Andreas Boesen.

Annonce

DF: Mest muligt til vores vælgere

Gruppeformand Michael Nedersøe (DF) siger, at han som udgangspunkt ikke er begejstret for skattestigninger, men at drøftelser med borgmesteren har overbevist ham om, at det var en god idé at være medunderskriver på forslaget.

- Mine drøftelser med borgmesteren har overbevist mig om, at skattestigningen kan bruges til at tilgodese de områder, vi prioriterer, ældre- og handicapområdet og skolerne. Det udelukker ikke, at vi også sparer på nogle områder, såsom udlændinge og kultur, siger Michael Nedersøe.

- Det nemmeste ville være at sætte sig ned i et hjørne og afvise en skattestigning, men sådan ser jeg ikke min opgave som politiker. Jeg går efter at få mest muligt til mine vælgere, siger han.

Det skriver de fire partier

Her er den fulde ordlyd af forslaget fra S, SF, DF og EL:

"Udligningsreformen rammer Horsens Kommunes økonomi hårdt og udfordrer den robusthed i økonomien, som er opbygget via flere års ansvarlig økonomisk politik.

Samtidig ønskes det, at der fortsat er mulighed for at foretage investeringer i vores store velfærdsområder.

S, SF, Ø og DF foreslår derfor, at der sker fuld udnyttelse af den mulighed for skattestigning, som indgår som en del af forliget omkring udligningsreformen.

Det foreslås samtidig, at provenuet fra skattestigningen indregnes i det budgetmateriale, som fremlægges for Byrådet til budgetseminaret og danner grundlaget for de efterfølgende budgetforhandlinger.​"

Forslaget er underskrevet af Andreas Boesen (S), Paw Amdisen (SF), Lisbeth Torfing (EL) og Michael Nedersøe (DF).

Enhedslistens Lisbeth Torfing siger, at hun med sin underskrift markerer, at hun gerne vil være med til at tage de nødvendige skridt for at undgå en forringelse af velfærden.

- Og jeg vil allerhelst være med til at forbedre den. Skattestigninger er ikke vores drømmescenario, men det er en særlig situation, at vi i år bliver ramt på udligningen. Der sker en ændring i kommunens økonomi, som skyldes noget, vi ikke selv er herre over, og det er derfor naturligt, at vi lukker det hul, siger hun.

Annonce

V-leder er skuffet

Tre partier i Horsens Byråd, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, har på forhånd blankt afvist en skattestigning, og Venstres gruppeformand, Martin Ravn, tager da heller ikke godt imod forslaget fra de fire partier.

- Jeg er skuffet over, at det nu på forhånd er slået fast, at skatten skal hæves. Jeg havde troet, at vi kunne diskutere det ved budgetforhandlingerne, og at vi borgerlige partier dermed ville have fået lejlighed til at byde ind med alternativer til en skattestigning. Det giver jo ikke rigtig nogen mening nu, siger han.


Mine drøftelser med borgmesteren har overbevist mig om, at skattestigningen kan bruges til at tilgodese de områder, vi prioriterer, ældre- og handicapområdet og skolerne.

Michael Nedersøe (DF), gruppeformand


Jakob  Bille (LA) ærgrer sig ligesom Martin Ravn over, at borgmester Peter Sørensen (S) ikke venter til budgetforhandlingerne med at lægge skattestigningen ind i budgettet.

- Det er her, det hører til, og det ville have givet os en reel mulighed for at diskutere alternativer til en skattestigning. Borgmesteren lagde i sit debatoplæg op til drøftelser, men man må nu konkludere, at han hele tiden har haft en intention om bare at køre skattestigningen igennem, siger han.

- Andreas Boesen, vil man kunne deltage i budgetforhandlingerne, hvis man på forhånd afviser en skattestigning?

- Vi vil altid opfordre partierne til at møde op til forhandlingerne, og man kan altid udfordre rammen. Men det kræver jo også, at man har viljen til at indgå kompromisser, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Nu skal du bestille tid for at blive corona-testet i Horsens

Horsens For abonnenter

Restauratør med opråb: Hjælpepakke går ikke til restauranter, men til revisorerne

Annonce