Annonce
Horsens

Stort behov i Sydbyen giver mere kunstgræs og nye springfaciliteter

Den nuværende kunstgræsbane ved FC Horsens' anlæg er placeret lige ved klubhuset. Der er en stor 11-mandsbane på den ene led eller to små på den anden. En af græsbanerne skal bruges til at anlægge endnu en kunstgræsbane. Foto: Morten Pape
I næste års budgetforlig er der sat penge af til en udbygning af Højvangshallen og endnu en kunstgræsbane i Bankager. FC Horsens savner i den grad mere af det vintervenlige underlag.
Annonce

Horsens: Udvidelsen af idrætsfaciliteterne i Horsens Kommune fortsætter.

I budgetforliget for 2021, som Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti blev enige om, nævnes specifikt en udbygning af Højvangshallen med ekstra halkapacitet og springfaciliteter samt etablering af en kunstgræsbane i Bankager, hvor FC Horsens holder til.

Begge dele i det sydlige Horsens, hvor der lige nu skyder parcel- og rækkehuse op i nye områder ved for eksempel Brommevej og Gnisten.

Annonce

Behov i Sydbyen

Netop tilflytningen til området har været af væsentlig betydning for de to projekter, fortæller Thomas Monberg Andersen, socialdemokratisk byrådsmedlem og næstformand i kommunens kultur- og civilsamfundsudvalg.

- De seneste år har vi investeret i nye faciliteter i mellembyerne, og der er noget på vej i både Gedved og Hovedgård, og vi kigger i høj grad efter, hvor der kommer et behov. Der sker en udvikling og en udbygning i Sydbyen lige nu, hvor man også skal kigge på foreningsfaciliteterne for at kunne udvide kapaciteten fremadrettet, siger han.


Det vigtigste for mig er, at foreningerne har mulighed for at udvikle sig og skabe aktiviteter for borgere i alle aldre - men især de unge. Det ligger også i kommunens visioner for Bevæg dig for livet, at der skal skabes bedre forhold.

Thomas Monberg Andersen (S), næstformand i kultur- og civilsamfundsudvalget


Springfaciliteter er noget, der ofte er på tale i forhold til fremtidige facilitetsprojekter, og der er stadig drøftelser og ideer om, hvordan man smartest kan gøre det i kommunen. Ved at lave noget i Højvangshallen dækker man et nuværende behov i den del af kommunen, fortæller Thomas Monberg Andersen.

Med en ny kunstgræsbane bevæger nogle af fodboldholdene sig samtidig væk fra indendørs træning og giver dermed halplads til andre idrætsgrene.

Annonce

Presset med én bane

I FC Horsens glæder man sig over en kunstgræsbane mere. Fodboldanlægget på Ternevej har en i forvejen, som rummer en stor 11-mandsbane - eller to små, som ydermere kan opdeles i mindre baner til de yngste hold.

- Vi har ofte fire hold, der træner på kunstgræs samtidig, og det bliver da et puslespil med coronaen. Det er måske 80 spillere, der plejer at deles om de to baner, og så er det svært at lave en god træning. Man kan for eksempel ikke spille 11 mod 11, siger Kim Øyan, der er træner og medlem af klubbens drengeudvalg.


Det er første gang i 10 år, vi har gjort noget for, at vi får mere plads. Og det er nødvendigt, hvis der fortsætter med at komme ligeså store årgange til, og antallet på holdene bare stiger og stiger frem til, de bliver 14 år.

Mogens Hansen, formand i FC Horsens


Denne vinter bliver der ikke plads til, at alle hold kan spille udendørs - i hvert fald ikke i det omfang, de ønsker.

- Med den nuværende fordeling kan det slet ikke lade sig gøre. Så skal vi i hvert fald have tre baner. Der er stort set ikke noget hold, der ikke vil spille ude hele året, siger klubbens formand Mogens Hansen.

En af de nuværende græsbaner i Horsens vil blive inddraget til byggeriet af kunstgræsbanen.

Nye faciliteter i budgetforliget

I Horsens Kommunes budgetaftale for 2021-24 fremgår det, at man vil afsætte 60 millioner kroner over de næste otte år til nye anlæg på kultur- og fritidsområdet, hvilket samlet giver cirka 100 millioner til formålet i den periode.

Sådan her lyder planerne for, hvad der skal ske i 2021:

"I 2021 prioriteres udbygningen af Højvangshallen med ekstra halkapacitet – inkl. springfaciliteter – samt etablering af kunstgræsbane på eksisterende bane i Bankager.

I de efterfølgende år ønskes følgende undersøgt og drøftet med brugergrupper og foreninger og efterfølgende prioriteret inden for de afsatte midler:

- Ved Dagnæshallen skal mulighederne for etablering af en træningshal undersøges.

- Ved Vesthallen ønskes mulighederne for etablering af en kunstgræsbane på den eksisterende bane undersøgt. Desuden drøftes en eventuel udbygning af halkapaciteten ved Vesthallen med anlæggets brugergrupper.

- Tilsvarende skal etablering af en kunstgræsbane på den eksisterende bane ved Forum Horsens og behov for en eventuel udvidelse af halkapaciteten undersøges.

I forlængelse af færdiggørelsen af den nye hal i Gedved etableres en kunstgræsbane på den eksisterende bane ved Gedved Idrætscenter."

I FC Horsens står nye medlemmer nærmest i kø for at spille fodbold. Indtil videre er der stadig plads til alle i klubben, som nærmer sig 1000 medlemmer. Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brødre udvider forretningen: Nu producerer Brimas sit eget produkt fra A til Z

Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce