Annonce
Horsens

Stort behov for faggrupe: VIA vil øge optag med 44 procent

Jonna Frølich, der er uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College, håber, at VIA UC i Horsens fra 2020 kan byde velkommen til 40 ekstra sygeplejerskestuderende om året. Foto: VIA University College

Behovet for sygeplejersker i Region Midtjylland er så stort, at VIA University College har anmodet om flere sygeplejerske-studiepladser. I Horsens er ønsket 40 ekstra plader om året.

Horsens: Øg antallet af sygeplejerske-studerende på VIA University College i Horsens med 44 procent, fra 90 til 130 på en årgang.

Sådan lyder VIA University Colleges anmodning til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

- Vi hører fra hospitalerne og praksisserne, at der er stor mangel på sygeplejersker. Derfor mener vi, vi har en forpligtelse til at sikre, at der er nok sygeplejersker i fremtiden, siger Jonna Frølich, uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen på VIA UC.

VIA UC har bedt om en øget dimensionering på i alt 120 ekstra sygeplejerske-studiepladser på tværs af VIA's uddannelsesinstitutioner. Ud over Horsens skal det være i Silkeborg, Holstebro og Herning.

Annonce

Gældende fra 2020

Behovet for flere sygeplejersker bakkes op af Region Midtjyllands og KKR Midtjyllands rapport "Behovet for velfærdsuddannede i Midtjylland" fra november 2018. Denne understreger, at der allerede i dag er omfattende mangel på sygeplejersker, og at behovet vil stige i fremtiden, eftersom 40 procent af regionens sygeplejersker er over 50 år og dermed nærmer sig pensionsalderen.

- Vi forventer, at vi med en øget dimensionering kan imødekomme behovet, siger Jonna Frølich, der ikke regner med, det bliver noget problem at finde studerende til de ekstra pladser.

Uddannelses- og Forskningministeriet skal tage stilling til anmodningen i løbet af sommeren 2019, og hvis ministeriet vender tomlen opad, skal VIA UC i Horsens ikke kun ud at finde ekstra studerende.

- Så ville vi også skulle ud at ansætte flere undervisere. Og det vil ikke blive svært, siger Jonna Frølich.

Bliver der givet grønt lys til de 40 ekstra studiepladser, træder ændringen i kraft fra 2020.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce